Kennel Gjerulff: oktober 2010

Det startede så fint, og hun sagde der ikke var noget som helst at se. Trods hun var merle, så havde hun meget fine øjne at kigge på, og nemme at overskue.
Men, så fandt hun en ting......
Hun har et lille bitte hår ved øjenlåget, men hun sagde det bestemt ikke var noget hun var generet af, og hun heller ikke kunne se nogen grund til at fjerne det. Jeg spurgte ind til betydningen af denne anmærkning, hvis det ikke har noget at sige, og hun sagde at de skriver alt ned i håb om at kunne fastlægge arvegange på de forskellige typer "sygdomme". Ligeledes kunne det være Prima taber håret, og det ikke kommer igen. Vi fik fortalt at det var en nem operation hvis vi skulle beslutte os at få det fjernet, (hvilket hun frarådede os). Så hun gav mig grønt lys, sagde dog at det ville være en god idé at finde en som ikke har det..
Men vigtigst af alt, hun er øjenlyst fri for CEA og PRA.

Jeg har fundet lidt om det her:
Distichiasis/Ektopiske cilier

På øjenlågene er der hårvækst, men ikke i selve kanten af øjenlåget. Midt i kanten af øjenlågene er der en række små punktformede åbninger til de meibomske kirtler. I de meibomske kirtler kan der være udviklet hårsække, hvor fra der senere vokser hår ud gennem kirtelåbningerne, dette benævnes Distichiasis.

I nogle tilfælde vokser hårene ud indvendigt på øjenlåget og benævnes da Ektopiske cilier.

Uønskede hår og hårsække kan fjernes ved operation.

Operationen indebærer minimal risiko for arvævsdannelse, og der anvendes ingen syning i øjenlågene.

Frysning af hårsækkene bag på øjenlågene anvendes også i en del tilfælde.

Arvelighed og arvegang er ikke klarlagt hos nogle racer, selvom den hyppige forekomst hos visse racer tyder på, at sygdommen kan være arvelig, så som Amerikansk Cocker Spaniel og Samojedhund.

Hunde med Distichiasis eller Ektopiske cilier bør kun parres med dyr, der ikke er afficerede.

Det er ikke gået helt som forventet i år....

Den hund jeg troede på gik i stykker, og den anden rykker frem.

Doobi startede sæsonen perfekt, og blev svensk agility champion i januar, og vandt faktisk begge certer på samme dag, og blev senere både svensk og dansk spring champion.... Måtte desværre trække hende fra rigtig meget af stævne sæsonen, da hun on and off blev ved med at være skadet. Vi har skiftet foder to gange, og har prøvet meget forskelligt, som jeg også tidligere har forklaret på min blog, men nu skifter jeg foder for sidste gang, og så må vi prøve noget helt 14... Hun virkede ellers til at have fået det godt igen, hendes fart og glæde var kommet igen... Men nu er hun begyndt at klø og bide sig igen... :(

Vi blev ikke udtaget til landsholdet, og jeg har fortrudt mange gange at jeg ikke fulgte mit hjerte og trak hende fra det press jeg udsatte hende for... Efter udtagelsen havde hun revet mere hud af poterne, og var halt flere dage efter og først rengående 1½ uge efter... Så det er et difinitivt stop til landsholdet, Doobi havde to gode år, hvor vi havde mange fantastiske oplevelser. Men nu vil vi nøjes med at konkurrere her i DK, og stadig jagte Danmarks mesterskabet. Det kan selvfølgelig også være vi kommer lidt til nabolandende, hvis der er plads til det.. Men vi holder os til de almindelige stævner fra nu af.... Det er lidt sørgeligt, jeg havde stærkt håbet på at hun havde i hvert fald 1 år tilbage på topplan endnu, men sådan skulle det ikke værre...

Vores hidtil bedste resultater er:

Modtog prisen for mest lovende ekvipage 2007
Nr. 2 i fionia cup finalen 2007
Nr. 2 i dania cup finalen 2008
Hold Guld vinder DM 2009

Hold Guld vinder Nordisk 2008
Nr. 4 Nordisk 2009
Nr. 15 VM 2009
Dansk agility champ 2009
Nr. 4 i årets agility hund
Svensk agility champ 2010
Nr. 2 i årets hold 2009-2010
Dansk spring champ 2010
Svensk spring champ 2010
Nr. 5 DCH DM 2010

Jeg vil ikke sige at Doobi bliver totalt pensioneret, for det gør hun selvfølgelig ikke. Vi skal jo stadig løbe, men hun bliver pensioneret på top plan, jeg vil ikke udsætte hende for det store press mere. Må se i øjnene at hun ikke kan holde til det... Så sæsonen endte på en helt anden måde end planlagt.

Doobi er mit hjerte barn, og der er ikke noget jeg ikke vil gøre for hende! Hun har givet mig så mange fantastiske oplevelser! Og tanken om at hvis jeg en dag skal løbe til Nordisk eller VM igen, så det ikke med hende?? Det er underligt.. Det har altid kun været hende..
Hun har været en fantastisk sød lære hund, og godt jeg havde hende først, for hun er skyld i at jeg stadig løber agility.
Der var dog et øjeblik jeg overvejede at skifte sportsgren: :P

Men hun ville kun bide mig, så hun blev min lille IPO hund :D

Så til min lille blå :)
Jeg vil starte med at fortælle om vores opstart, i håb om at få fortalt hvad vi faktisk har været igennem.
Primadonna og Doobi er to fuldstændige forskellige hunde, som jeg også tidligere har fortalt. Men da jeg anskaffede mig Prima, havde jeg aldrig troet det skulle ende med så hårdt arbejde. Jeg var klar til at gå i gang med alle forberedelserne og træningsplaner til min nye stjerne fra jeg modtog hende... Jeg var sikker på at med mine erfaringer med Doobi, så ville det gå som en leg. Men sådan skulle det ikke gå. Intet, nul og niks af det kunne jeg bruge......
Hun tegnede ellers fantastisk, var super lære nem, lærte klikkeren super hurtigt, og en masse tricks.... Og kunne løbe stærkt sammen med de andre hunde i en ganske ung alder...

...Prima spændte ben for mig i en meget tidlig alder...
Her får hun dog lidt hjælp fra brormand

Men til min store frustration, så var vores samarbejde der bare ikke, når der var andet omkring os, og tanken om at hun ville lave noget der lignede agility med mig i mere en slowmotion, var langt væk. Jeg lod være med at aktivere hende så meget, hvis det var fordi hun var alt for mæt, men nej, heller ikke det.. Efter lang tid ente det dog med at hun ville lave noget med nogle forhindringer, HVIS hun selv kunne bestemme. Lige så snart jeg pegede i en anden retning eller prøvede at få hende til at arbejde med mig, gik hun helt i stå. Det gad hun bare ikke. Hvem havde troet denne lille søde dejlige hvalp kunne lave så meget ballade.

Jeg var dybt ulykkelig, og frygtede at Prima og jeg nok bare ikke kunne finde ud af at arbejde sammen.... Vi snakkede meget frem og tilbage derhjemme, og det endte faktisk med at min far han tilbød, at hvis der ikke snart skete fremskidt, så kunne jeg få Ghetto og løbe med. Jeg var meget rørt over at min far tilbød mig det, men var stadig knust, og følte et kæmpe nederlag over at jeg havde "ødelagt" en så fantastisk hund på "papirene"...

Min søde søde Primadonna <3

Jeg snakkede meget med kennelen, og de blev ved med at sige at de var sikre på jeg ville få det bedste ud af hende, og ja, hun havde været meget stædig og selvstændig helt fra lille af....
Der gik længe hvor jeg valgte at arbejde på hendes primisser. Jeg tænkte, at bare vi lavede noget ved agilityforhindringerne, at det så var hende der bestemte, det var så bare det... Meget få gange kunne jeg få hende til at lave noget for legetøj, ellers var det godbidder, og det dræbte også farten...
Efter at have haft den samme fremmadsendelse stående i 2 måneder, hvor Prima kun ville løbe det, begyndte hun at sætte fart der, FANTASTISK! Nu var der håb for hun i det mindste kunne lide at løbe agility.. Så det kørte på gentagelser-gentagelser-gentagelser igen og igen og igen, før at det var noget der var sjovt...
Selvfølgelig har hun har lavet noget jeg bad hende om, men det lyste ud af hende at hun ikke havde lyst til det. Så jeg skulle have vendt det om til, at det var hende det fandt på det, og så gentage det, så blev det sjovt... Det var et kæmpe arbejde, kun have en åbenlys kombination fremme, og skubbe hende hen i retningen af hvad jeg havde i tankerne, men ellers lade hende tro at det var hende det fandt på det...
Jeg er så priviligeret at have søde venner der vil hjælpe mig. Og en stor tak til Laila Carstensen, som lavede en træningsplan til mig, da jeg var ved at køre helt død i det..
Prima begyndte langsomt at sætte mere fart i det sektioner Laila havde foreslået, og begyndte at synes det var sjovt... Og måske også lidt sjovt at arbejde når jeg var der...

Næste dilemma kom så jeg jeg ville forvente hun skulle springe.... Jeg har hele tiden ville træne springteknik, men det funger bare ikke hvis hunden ikke vil ofre sig lidt for det... Og igen, stor tak til Gitte Hoffmeister for råd og vejledning der! Det hjalp meget, og hun fandt hurtigt ud af det ikke var så slemt..
OG lige pludselig, BUM... På ingen tid så lærte hun bare det hele...... Som om hun havde fundet ud af at samarbejde måske ikke er helt så slemt igen.... Og det virkede til at alt det jeg havde forsøgt at lære hende, trods hendes slowmotion tempo, alligevel havde siddet fast, og nu kunne hun give den fuld gas i de forskellige kombinationer... Det skal også siges at hendes bækken blev rettet da hun var 14 mdr, og har selvfølgelig også hjulpet på lysten... Men løbe har hun hele tiden kunne, i hvert fald og lege med de andre...
Og nu sidder i nok og tænker, hvorfor alt den negativitet vær dog glad for din hund, OG JA DET ER LIGE PRÆCIS DET JEG ER! ;D
Havde jeg været lige glad så havde jeg ikke kæmpet sådan, i så lang tid... Jeg er ked af at føle jeg skal forklare mig selv, men dette har været et meget ømt punkt hos mig, og i håb om at få stoppet de forskellige kommentare, følte jeg det var på tide at få hele historien frem......
Hver gang jeg har glædet mig over et af hendes løb, så har jeg fået smidt den i hovedet: "Bare se hvad vi sagde, selvfølgelig kan hun løbe, hun var bare ung." "Bare giv mig hende, nu hvor du siger hun er så langsom".... osv osv.... Ja selvfølgelig var hun ung, men i mit hoved har det ikke noget at gøre med om man har lyst til at samarbejde...
Mange kammentare er helt sikkert sagt i sjov og måske med god mening, men det har ikke været sjovt at være den modtagende i denne situation. Jeg er over lykkelig for at hun er blevet som hun er, og er en drøm at træne med nu... Men det har har taget blod sved og tåre at komme hertil... Selvfølgelig er alle velkommen til at kommentere, men næste gang ville jeg sætte pris på man tænkte sig om inden... Har haft vendt min glæde over et løb, til triste ansigter alt for mange gange... Jeg er ked af folk har fået den opfattelse af jeg ikke er tilfreds med hende... Det er jeg nu, og har jeg været længe... Jeg er bare ked af der skulle gå så lang tid, før vi fandt ud af at arbejde sammen... Jeg er glad for jeg ikke gav op, selvom tanken havde strejfet mig! Men puha godt det ikke skete, tænk jeg kunne have haft border nu :P
Jeg tror dog også nu at jeg kan presse Prima det mere, og hun ender med at blive fantastisk, for der er ingen tvivl om at hun gør det fordi hun absolut elsker det, ellers havde Primadonnaen slet ikke vovet sig ud i det når det kan krølle hendes pels!!
En stor tak til Laila og Gitte for gode råd, til mine forældre for at vise min lys for enden af tunnellen, og til Lene for altid at støtte mig i alle situationer <3 align="justify">Nu til den sjove del:
Primas fantastiske sæson!!!
Min stjerne lagde fantastisk ud med at vinde 3 pinde til hendes første stævne (fionia cup). Hun rykker for hver konkurrence, og er simpelhen alt for sej... Hun er i klasse 2 i både agility og spring, og formåede på et stævne at kvalificere sig til årets hund finale 2010. HVILKET HUN VANDT! KUN 21 MÅNEDER GAMMEL!! Noget Doobi og jeg har kæmpet for så længe, og nu gjorde hun det allerede på hendes 1. sæson... Og sluttede så som nr. 6 i årets agility hund! Bare alt for sejt! Jeg kan slet ikke vente med at løbe stævner med hende igen! Men det går der jo forhåbentlig et stykke tid med endnu.... Da hun gerne snart skal komme i løbetid, og skal parres med en lækker svensk hanhund...

Jeg har lavet lidt statistik over Primas løb:

Her kommer også lige en trænings video:

Målsætning:
Jeg har overholdt mine målsætninger, da det var at hun ikke måtte tyvstarte.. Men alt det hun har formået i år, havde jeg aldrig turde håbe på. Men hun er beviset på at man aldrig skal give op, en hun der starter med at gå agility kan godt ende med at vinde en finale som 21mdr!
Jeg holdt mig selv i næsten alle mine aftaler... Jeg havde sagt til mig selv at hun skulle have lov til at løbe på alle sine felter, og springe dem hun nu ville i år... Det gik også fint til de første par stævner, men eftersom farten også steg, så steg hendes afstand med hop fra feltet også, og det blev mere og mere på grænsen, og har også fået fejl på det. Da vi så aftalte med hendes halvsøskende at danne hold til DM, tænkte jeg at jeg var nødt til at gøre noget, kunne ikke komme til et DM med en hund der jumper felter, så satte stop på, hvilket hun fattede super hurtigt. Jeg træner stadig løb til træning, men hun er ikke til konkurrence som hun er til træning, hun løber ikke ens... Og så det svært at træne løbefelt, da det er løberytmen man træner :/ Men men, løbefeltet på a'et sidder lige i skabet, så det skide godt!
Jeg har overholdt mit løfte om ikke at gå ind med tanken om at løbe fejlfrit, men i stedet at det skulle gå stærkt, og jeg ikke kunne bruge 5 fejl til noget... Jeg er blevet disket et par gange på at jeg ikke har rettet hendes fejl, men jeg har heller ikke turde. Tænk hvis hun slog over i ikke at ville arbejde med mig igen, fordi jeg rettede hende for meget... Så vi har løbet uden om en masse forhindringer, men gud hvor gik det stærkt da vi gjore det :P
Vi er blevet så gode sammen, så jeg ikke frygter et tilbagefald fra hendes side mere, men jeg retter sjældent hendes fejl stadigvæk... Hun er så ung, så herre gud om der er et par disk i mellem...