Vi har aldrig været i tvivl om at Prima ville være en fantastisk mor! Hun elsker hvalpe og babyer, og leger så tit muligheden byder sig, med sin lille søster Cider, og vasker hende stadig som var hun hendes lille hvalp :) Prima er en meget stærk sheltie, og arbejder fordi hun elsker det, og ikke fordi jeg beder hende om det! Hun har et fantastisk drive, og et endnu mere fantastisk temperament! Kan med alt og alle, og har aldrig set hende bange for noget! Selvom hun elsker at arbejde besidder hun en fantastisk tænd og sluk effekt! Når vi løber agility er hun på, men uden for banen tuller hun rundt og gider dårlig nok kigge på de andre hunde der løber, men hygger bare med at lulle rundt som dronning på pladsen! :) Hun har alle de egenskaber jeg synes en sheltie skal besidde, og oven i det, så er hun bare vildt smuk, og sundhedsmæssigt i TOP! 
Så både beauty and brain, kan man bede om mere?
Men af en eller anden årsag skulle det bare ikke lykkes os at videreføre disse fantastiske egenskaber... I hvert fald ikke denne gang.. Og vi har endnu ikke besluttet om vi prøver igen...
Vi troede vi havde sørget for at gøre alt rigtigt?? Vi valgte en hanhund fra fordi han var syg, valgte en hanhund som vi vidste havde lavet mange sunde og dejlige hvalpe, og netop en kombination stortset magen til de hvalpe vi ville lave.. Nemlig Primas mor og Dee, hvor Cider er fra.. Og nu Prima og Dee, hvor begge hunde er tjekket for alt sundhed, og alt er i TOP!.. Prima blev parret 3 gange, og fra 3 uge har vi scannet hver uge... Og vi startede med at kunne se 5-6 stykker, og har så kunne se dem vokse og udvikle sig hele vejen igennem, i hvert fald dem som blev... For vi så desværre færre og færre fra gang til gang... Men både dyrlæge og andre kenneler sagde det var normalt, og sådan gik naturens gang en gang i mellem.. Så ved sidste scannet, den 6., så vi 3 (troede vi), og det var under en uge før fødsel... Og de 3 der var lavet målinger på skulle være vokset helt normalt, og alt så godt ud...
Søndag d. 22/1, havde dyrlægen skudt Prima til at kunne føde, så jeg havde sørget for at bytte min vagt, så jeg var sikker på jeg var hjemme og frisk til fødsel! Men intet skete der.. Og min mave begyndte at rumstere..... :( Mandag kontaktede jeg dyrlæge, og snakkede med andre sheltie kenneler og Primas kennel... Prima opførte sig tilsyneladende som sin mor, så vi skulle være helt rolige.. OG dyrlægen synes heller ikke vi burde være bekymrede, for hendes 63. dag kunne efter vores beregning være mandag-tirsdag-onsdag... Men noget i mig sagde dog alligevel det ikke var helt rigtigt :( Og temperaturene faldt og steg hele tiden, men uden at være under 37... Men hvad vidste jeg, jeg var jo bare nervøs over mit første eget kuld på min egen tæve...... Det blev tirsdag, og jeg skulle til eksamen kl 15-16, det var ikke nogen rar eksamen, den skulle bare overstås!!! Så jeg kunne komme hjem til min lille pige, og være der for hende!
Jeg sad resten af dagen i kassen hos hende! Og vi var lidt ude og gå, og ind igen.... Og hun havde spist til morgen, og var stadig ikke begyndt at grave, så jeg var efterhånden noget nervøs kunne jeg godt mærke... Synes Prima var lidt mærkelig, og følte ikke jeg kunne mærke hvalpene på samme måde mere, som dagen før?? Men det skulle være meget normalt, da livmoderen trækker sig sammen før fødsel så der ikke er meget plads til hvalpene mere..? Men hvorfor var hun så ikke gået i opblokning? Men måske var hun også? Bare på sin egen måde??
Men hun fik noget vanilje is, som vi havde hørt skulle hjælpe til hvis en fødsel var gået i stå...
Men lige lidt hjalp det... lidt i 11 om aftenen ville jeg igen lige prøve om jeg kunne mærke noget i maven på hende... Så hun blev vendt på ryggen..... Og der kom grunden til nervøsitet :( Noget sort/meget mørke grønt var i gang med at sive ud... Og der så min mor og jeg bare på hinanden, og vi kunne se frygten i hinandens øjnne... :( Vi ringede med det samme til dyrlægen, og Niels tog den, 5 min før hans vagt sluttede, og han skulle til at omstille telefonen til vagtdyrlægenn... Han sagde det var fostervand, men kunne ikke forstå hun ikke havde haft veer.. Men intet havde der været at se på Prima :( Så afsted til dyrlægen med det samme for at blive undersøgt.. Niels sagde fødslen var gået i gang, men at det var mærkeligt, at der ikke havde været noget, at se på hende i opblokningen... Hun var stadig meget snæver, men Niels ville meget gerne have hun fik chancen for at føde selv, før vi lavede kejsersit.. Så hun fik en kalk-indsprøjtning og vi kørte hjem igen, og skulle vente 3-4 timer, kl. var blevet 23.45 og vi skulle derfor ringe sammen igen omkring 03.30.. Allerede i bilen på vej hjem begyndte hun at puste, og vi troede at det var sat i gang nu.. Da vi kom hjem lignede det hun kunne være i opblokning, hun ville tisse og ski.. hele tiden, og lå og pustede i kassen, og var lidt urolig.. Men så lagde hun sig også bare og sov igen.... Og tiden gik og gik, og når jeg forsøgte at se om der var sket noget, vågnede hun op igen, og så startede det forfra... Klokken nærmere sig de 3 stykker, og jeg var meget nervøs :( Prima virkede mere og mere træt og udkørt.... 
Intet hjalp, og kl. blev halv 4... Jeg vækkede Niels, og han sagde at når hun var gået i gang med det som lignede opblokning, så synes han vi skulle give hende lidt længere tid, da de ville være bedst hvis hun fødte i hvert fald bare en hvalp selv..! Både fordi at det ville gavne hende til senere kuld, at hun havde haft udvidet og smøret bækken, og hvis hun ikke selv havde været igennem processen, var det ikke sikkert at hun ville tage sig af hvalpene, da hun jo ikke vidste det var hendes hvalpe.. Men 5 min efter ringede han igen, og spurgte om vi havde mulighed for at mærke om hun havde udvidet sig, og om der var en hvalp på vej... Men nej, intet var forandret :( Så han synes vi skulle komme med det samme, og han gjorde klar til kejsersnit, og vi skulle håbe på at forstyrrelserne omkring flytning ville provokere hende til at føde en hvalp i bilen... Men intet skete.. Og Niels mærkede igen, og intet var sket siden sidst vi havde været der.. Hun havde slet ikke udvidet sig, så hvalpene skulle ud nu, og han gjorde klar til kejsersnit.. :( jeg startede med at være inde ved hende, men da han begyndte at spænde hende fast, indså jeg at det kunne jeg bare ikke se... Så min mor stod i døråbningen og var klar til at tage i mod hvalpe, og jeg var i værelset ved siden af, og klar med varmetæppe og hændklæder..
Pludselig sagde Niels: "Der kommer to hvalpe", og jeg kunne mærke en glæde i mit hjerte, ind til spørgsmålet. "Er de i live" kom ud af min egen mund... Og min mor svarede "Det ved vi ikke endnu" :( Og jeg kunne mærke mit hjerte blev endnu tungere end før, og tårene pressede på!! Jeg fik den smukkeste sort hvide tæve i hænderne, desværre helt livløs, men jeg gik i fuld gang med at nusse og ryste alt jeg kunne!! Men intet ændrede sig! Men så hørte jeg piv fra min mors hænder, hun havde fået liv i en grøn tæve, ja det var svært at se andet end den var lys, på grund af alt det grønne foster vand.. Vi regnede selvfølgelig med at den var bi blue merle, spørgsmålet var bare hvor hvid kontra blå den var.... Men vi var lykkelige over at der var kommet liv i den! Desværre var der kun de to, hvor den skønne lille sorte desværre ikke overlevede.. Den Smukkeste bi blue tæve ever blev tjekket igennem, og jeg synes den så lidt mærkelig ud i bagparten, som om dens bagben ikke var helt rigtige...??? Men Niels tjekkede for ganespalte og navlebrok, og så lidt på bagparten, og vi bev enige om at det kunne være noget af Primas bedøvelse som var gået i hende, men Prima og hvalpen fik en sprøjte og så gik turen hjemad, kl. halv 6 om morgenen... Vi var efterhåden meget trætte, og stadig i chok over alt det der var sket!
Vi vejede hvalpen da vi kom hjem, en fin tæve på 188 gram.. Nu var det spændende om Prima ville acceptere hvalpen, eller hu ikke ville have noget med den at gøre.. Prima blev lagt sammen med hvalpen, og lige så sød Prima er, lige så sød var hun overfor hvalpen... Hun kiggede lidt på den til at starte med, men så begyndte den at pive, og det kunne Primas lille hjerte ikke bære, så hun begyndte at nusse og slikke den.. Det var nu vitigt for os at få hvalpen til at spise, da den ikke ville kunne overleve på ren modermælkerstatning nu.... Og da Prima tog så pænt i mod hende, burde det være lige til... Men det var det ikke :( Når vi prøvede at guide hvalpen i den rigtige retning, kunne den ikke få fat i patten, og møvede bare rundt og pev.. Og Prima blev mere og mere nedtrykt at se på... Jeg synes stadig der var noget mærkeligt ved hvalpens bagpart, og tog den op for at se endnu en gang... Og der opdagede jeg den ikke havde nogen hale???? Og der var ingen stump, INTET??? Måske var det det som skyldtes bagparten så mærkelig ud? Vi ringede igen og vækkede Niels, og han undrede sig også over vi ikke havde set det på klinikken, men man forventer jo ikke at en sheltie bliver født uden hale? Men efterfølgende har vi dog hørt at det er sket for andre kenneler også... Niels spurgte også ind til Prima og om hvalpen spiste, og det gjorde den desværre ikke :( Men vi begyndte så at malke lidt ud i en sprøjte, som var stort set umuligt :( Og Hvalpen kunne heller ikke rigtig spise på den måde... Selvom man puttede en pat ind i munden på hende, så kunne hun ikke holde fast.... Vi kæmpede i et stykke tid, og Prima blev mere og mere træt.. Hun lagde sig til at ville sove, men det var i lidt for dyb søvn synes vi... For hun reagerede ikke når jeg kaldte på hende :( Og til sidst kunne vi slet ikke få hende til at åbne øjnene og fokusere på os... Endnu en gang vækkede jeg Niels, jeg var helt ude af den, var så bange for at miste hende, lå bare og kiggede på hendes vejrtrækning, og mit hjerte sprang et slag over hvis hun brød sin rytme det mindste... Niels sagde vi kunne komme ind igen, men han ikke kunne gøre så meget, hun var nok bare mere træt og udkørt end vi regnede med.. Hun havde været så stærtk, at vi ikke havde tænkt over hvor brugt hun måtte være.. Jeg har aldrig set en så træt hund, hvor man slet ikke kunne vække den.. Vi aftalte at hun fik lov til at sove en halv time, og så skulle vi vække hende og se om hun virkede lidt mere frisk.. Og heldigvis det gjorde hun, men det var den længste halve time i mit liv!! Mor og jeg var begge så trætte at vi var ved at falde i søvn, så vi aftalte at skiftes til at holde øje, og forsøge at få hvalpen til at spise.. Mor havde fået lidt søvn mellem det første besøg hos dyrlægen og kejsersnittet, så hun tog første vagt, Jonas sagde jeg dårligt nåede at ligge hovedet på puden før så sov jeg... Jeg var helt udkørt, havde ikke sovet i over 24 timer, og med alt det der var sket kunne jeg bare ikke rumme mere...
Vi fik taget nogle billeder af den smukke tøs! Hun var så gude smuk!!
Da jeg skulle tage over, og jeg stod op og satte mig hen til Prima og hvalpen, og forsøgte at hjælpe den brød jeg helt sammen!! Jeg græd og græd.... Kunne simpelthen ikke.. Når jeg kiggede på Prima strålede hun ikke, ikke på den måde som Ally gjorde med sine hvalpe... Prima nussede hvalpen lidt når den pev, og slikkede den, men tog sig som sådan ikke af den... Hun lignnede en som ventede på at hvalpen skulle sove ind.. Jeg kunne slet ikke tåle at se på Prima, og måtte gå væk, og mor gik ned til hvalpen... Jeg kunne slet ikke se dem, jeg var så knust og ulykkelig... Alle tankerne fløj rundt i mit hoved... Og alt sagde mig bare at det var helt forkert.. Mor var meget ulykkelig, og gjorde alt hun kunne for at få hvalpen til at spise, den havde fået lidt mad mens jeg sov.... Men den havde alligevel tabt sig... 169 gram :( Mor var klar til at gøre ALT der skulle til, men jeg mindede hende om hvordan vi har det når vi høre andre om deres historier, og vi har altid haft den holdning at dyr som ikke ville kunne overleve i naturen, ikke skal holdes "kunstigt i live"... Men jeg var meget følelses ladet, så jeg ringede til Niels, som allerede havde forsøgt at ringe til mig to gange, men min mobil er i stykker i øjeblikket, så nogen gange modtaget den hverken opkald eller smser.... :( Men Niels fortalte mig at han også havde fået kigget en ekstra gang på den sorte hvalp, og det var som om det ene bagben ikke bøjede helt som det skulle... Og i og med begge hvalpe var "defekte" og der allerede var nogle som var absoberet fra første scanning, havde der været noget helt galt fra celledelingen med hele kuldet... Og den bi blues bagben var stadig væk ikke "vågnet op", og da den ikke havde nogen sutterefleks, tog Niels og jeg den beslutning at vi måtte aflive hende :'( Det var en meget hård beslutning, men alligevel ikke? Det er svært at forklare, men for en gang skyld følte noget rigtigt.. Vi synes ikke der var nogen grund til at pine hverken hvalpen eller Prima mere end højst nødtvendigt.. Vi kunne ikke vide om andet var galt med hvalpen, eller om der ville komme flere komplikationer senere hen?? Vi vidste bare at hvalpen måtte være meget sulten, og der var ikke udsigt til at den lærte at spise :'( Og jeg synes ikke Prima skulle blive mere knyttet til en hvalp som måske kun overlevede et par dage mere... Prima lignede en der var mere bekymret end lykkelig, og Niels var heldigvis enig med os... Meget hårdt!! Vores lille lykke stjerne, den eneste overlevende, den smukkeste lille pige ever!! Men desværre måtte vi endnu en gang afsted til dyrlæge, og denne gang skulle vi efterlade vores eneste ene.... :'(
Prima ville være tæt på mig hele tiden, så jeg følte jeg var nødt til at være lidt stærk, så hun måske fik en følelse af at det hele nok skulle gå... Niels tjekkede først Prima igennem, og hun var helt tip top igen, og derefter hvalpen igennem, og havde stadig samme holdning.. Så vi skulle nu sige farvel til det lille pus... Jeg følte mig så tom inden i, og fik pludselig en utrolig skyld følelse over alt... Både alt det jeg havde sat Prima igennem, men nu også at være den som tog det eneste fra hende igen...
Men Niels var enig i at Primas reaktion og viste at der var noget galt med hvalpen, for naturen kan det med at fornemme sådanne ting, og de vælger de svage fra... Men kærlige Prima kunne alligevel ikke helt lade være med at nusse den når den pev for meget...
Vi aftalte at vi kørte og han beholdt hvalpen... Det var meget hårdt at skulle kører fra min lille ønskede pivende hvalp.... Men jeg vidste inden i at det var det rigtige... Vi kunne ikke med hånden på hjertet sige at den hvalp var rask og kunne leve et godt liv, og desværre alt for meget pegede i den forkerte retning, så det ville vi ikke byde den....
Da vi kom hjem sov Prima igen... Jonas og min mor bar hvalpe kassen ud, og alle tæpper og det som lugtede af hvalp blev vasket.... Og så sov vi alle sammen... Men så var det op, og ud og gå.. Jeg havde fået besked på at Prima skulle holdes aktiv og ikke måtte ligge og sove for si selv.. Det var meget vigtigt hun ikke trak sig ind i sig selv og fik depression.. Og så skulle hun have halvt foder i 4 dage, så hun stoppede med at producere mælk, hun kom også på penicilin kur, så der ikke gik betændelse i hendes mælkekirtler... Vi gik ture to gange om dagen, og kom op på mellem 3-7 km.. Men dagen efter blev hendes kirtler MEGET spændte og jeg var nervøs igen, og endnu en gang ringede jeg til Niels, som beroligede mig med at penicilinen ville ordne det, og det gjorde det heldigvis, og hendes mave så hurtig normal ud igen, pånær et ar...
Nogen gange har jeg tænkt lidt over hvem der har været mest ked af det?? Mig eller Prima?? Ingen tvivl om at hun har passet meget på mig! Og er grunden til jeg er kommet mig så hurtigt, for hun har klaret alt så flot, og er bare så stærk!!
Prima blev taget med til alt og blev meget hurtigt sig selv igen <3 Hun frøs dog lidt på den stakkels mavse, så hun er blevet forkælet med et nyt dækken!
Smukke pigen er glad igen!!
Og hun er meget omsorgsfuld!!
Hun vejer i dag 9,35 kg, og da hun var i top form lå hun lige omkring 8 kg, og da hun blev parret lå hun på 8,5, så jeg vil i hvert fald gerne have hun taber 1 kilo! Hendes kondi burde være okay, da hun var i god form inden, og har gået ture næsten hver dag under graviditeten, og her efter har vi gået rigtig meget! Hun har været hos dyrlæge og fået taget sting i dag, og Niels roste hende og synes hun var kommet sig meget hurtigt, og så godt ud :) Så hun fik grønt lys til at starte til agility igen, hvilket jeg tror hun glæder sig vildt meet til!! Nu må vi bare se hvor hurtigt hun kan finde formen igen, i dette vejr er det dog ikke særlig nemt :/ Men håber gåturene hjælper, jeg kunne godt tænke mig at kunne måle hvor meget hundene egentlig løber på sådan en tur? Jeg måler via endomondo, og jeg går min. 3 km hver tur, men gad vide hvor meget hundene egentlig så løber?
Hvis jeg kender min Primadonna, så glæder hun sig bare til at kunne løbe agility igen, og det gør jeg også! Jeg har savnet at træne med hende så meget!! Og når jeg tænker alt dette igennem er det med at se det positive.... Og ja det er faktisk noget MEGET positivt, JEG HAR STADIG SKØNNE DEJLIGE FANTASTISKE PRIMADONNA!!! Og ellers ja, så gik alt andet jo bare galt :( MEN, når man nu skal finde noget positivt.... Hun fik kejsersnit, så hun havde ikke samme tilknytning til den, og ledte derfor ikke efter den da hun var væk... Hun nåede ikke at gå rigtigt i fødsel, da den sorte pige satte en stopper for det hele, og derfor ikke faldt ned og udløste veer, så er hun ikke er udvidet, og hendes krop er stadig intakt... Så hun kunne være aktiv med det samme, så hvis man skal se lidt positivt i alt kaoset, så har jeg min elskede hund, og vi kan snart begynde på det vi elsker igen!!
Dyrlægerne siger, at der ikke skulle være noget i vejen for at vi prøvede på hende igen... Selvom vi har været i kontakt med mange forskellige dyrlæger kan ingen give os noget svar på hvorfor dette skete??? Og de siger (i spøj) at vi nok ikke fik noget svar, før forskerne finder ud af hvorfor der bliver født siamesiske tvillinger, eller folk med dårlige hjerter, handicappede, eller uden en arm eller ben??? Og de har nok ret, de vil nok ikke gå i gang med at forske i dette endnu??? Og dyrlægerne siger det samme, det sker 1 ud af 1.000.000, og vi var bare den ene..... Med sådanne odds, hvor er vi så ikke den ene som vinder i lotto, i stedet for dette?? :( Vi troede virkelig vi havde gjort alt rigtigt, men det viser bare at man aldrig helt ved hvad naturen har bestemt sig??? Det er stadig meget usikkert om Prima vil blive parret igen... En ting er sikkert, Cider vil få det næste kuld, og efter det tager vi et beslutning om videre avl på sheltierne... Jeg synes bare ikke det er fair?? Synes mine piger har så meget godt at kunne give sine hvalpe, jeg ville ikke ændre det mindste på dem?? Og denne skræk kan måske have sat en stopper for at de vil kunne videregive deres fantastiske egenskaber?? Det er ikke fair :(
Men nu glæder vi os til en forhåbentlig god agility sæson, hvor alle mine 3 hunde og jeg skal hygge os! <3
Det har været meget svært at skrive alt dette, det er 14 dage siden, og jeg har prøvet alt hvad jeg kunne for at glemme det, så det var ret hårdt at skulle rive op i det hele igen og skrive det ned... Hvis i synes nogle sætninger eller afsnit nmåske ikke passede helt ind, så er det fordi jeg lige er kommet i tanke om noget som jeg havde glemt... Men nu har jeg prøvet at få det ned på skrift, måske kan hjælpe med at komme videre.....
