Kennel Gjerulff: Mine hunde

Min første hund var en blanding mellem terrier og puddel, Miko, som nu er 13år. Hun er en fantastisk familiehund, men hun fandt dog aldrig glæden ved agility. Hun er en rigtig sofa hund, og finder altid et blødt sted at ligge, hvis sofaen ikke lige er ledig. Jeg var kun 6 år da jeg fik hende, og kan dårlig nok huske min barndom uden hende, så det bliver rigtig svært den dag jeg mister hende. Hun har bare altid været der, og fulgt mig overalt. Selv den dag i dag går hun op og ned af trapperne hver gang jeg gør, hun vil ikke blive nede, selvom jeg beder hende om det.

Og her på billedet kan man se at hun har lagt sig i min kuffert, der var pakket til VM, hun ville med. Hun er terrier med stort T, og har derfor altid været svær at have med, men hver gang man skal lukke døren og hun er på den anden side skærer det i hjertet, for hun kan bare ligne en som er dybt ulykkelig og tvivler på jeg kommer tilbage. Her på hendes gamle dage hverken ser, høre eller husker hun så godt. Så kommer man hjem, og man kommer fra en anden dør end man plejer, står hun stadig med front mod den sædvanlige indgang og lovre helt vildt. Man kan stå lige bag ved hende og snakke til hende, og hun ligner en som tror at det kommer fra den anden side af døren, og bare venter på at man åbner den. Hvis man så rører ved hende, får hun et chok og bliver ellevild over at man var lige der. Det er dog det samme hvis man er kommet hjem og har sagt hej til hende, går man ud i bilen og kommer ind igen, så får man den samme velkomst fra hende igen, som om man har været væk i evigheder, så hun husker vist heller ikke så godt mere.

Eftersom jeg blev mere og mere interesseret i agility, indså mine forældre at det nok betød ny hund, derfor fik jeg valget mellem en hund i konfirmationsgave, eller en hest. Det betød så at hvis jeg valgte en hund ville jeg få en stor fest, og hvis jeg valgte en hest ville det blive en lille fest, og jeg valgte selvfølgelig en stor fest....... Eller jeg mener, jeg valgte selvfølgelig hunden :)

Vi kiggede hos flere forskellige, men endte op med kennel Ahl, dem kendte vi også i forvejen. Jeg blev så heldig at jeg fik den bedste hund i hele verden, nemlig Ahl's Dotti Deejay Doobi..

Doobi er min første rigtige agility konkurrence hund, og det var her sporten fik skovlen under mig og jeg blev bidt af den, og kan simpelthen ikke undvære den. Doobi har lært mig utrolig meget både på og uden for banen.

Der er aldrig nogen anden, som kan tage den plads i ens hjertet, som ens første hund har. MEN selvom Miko var min første hund, var Doobi jo min første hund, som jeg opnåede noget med. De betyder meget for mig begge to men også på to forskellige måder. Miko er min puttehund, og hende der altid kæmper for at være tæt på mig inden døre, så vi kan hygge. Hvor hun lader Doobi komme til når vi er uden for, Doobi har svært ved at forstå hvis jeg arbejder med andre hunde, det har jo altid kun været mig og hende. Inden for affinder Doobi sig med, at Miko følger mig overalt. Men hun finder sig ikke i at de andre hunde vil kæles, når hun er lige ved siden af. Så maser hun sig igennem flokken, så hun er tættest på mig.

Doobi har givet mig utrolig mange store oplevelser. Det er 2. år i træk at vi er på landsholdet, og det har været en stor oplevelser, og vi er begge vokset meget. Doobi var før mere reserveret, som racen er kendt for, og gad ikke andre end sig selv og mig. Hun er blevet meget bedre og kan med alle hunde og mennesker. Samtidig med at jeg har udviklet mig og fået mere selvtilid, har hun også været under udvikling. Hun besidder en fantastisk ro og selvsikkerhed nu, og kan slappe af i stort set alle situationer. Selv til stævner er hun helt rolig, og tænder først op, når hun høre sit okay i starten. Det er dejligt, for man bliver også automatisk selv mere rolig af at hunden er det. Det eneste jeg er ked af med den hund, er at jeg ikke kan få noget efter hende, for jeg ville ønske jeg nu havde en at arbejde med som hende, hvor jeg selv er det bedre. Jeg er ikke meget for at sige det, men jeg kunne have fået meget mere ud af hende, hvis jeg havde været bedre.

Selvom mange måske mente det var sent at få sin overtagelses hund, når den "gamle" var 6 år, havde jeg haft det fint med at vente. Doobi var rigeligt for mig, og jeg havde meget at lære endnu. Jeg var skrevet op hos Inge med Pieya, men der kom ingen hvalpe, jeg valgte at vente da jeg ikke stod og manglede en lige nu og her. Efter 1 års tid og stadig uden hvalp, begyndte jeg at tage med i mine overvejelser om hvalp.

Jeg vidste jeg i den nærmeste fremtid skulle strate uddannelse og flytte hjemmefra, og var det en tilværelse for en lille ny hvalp. Så jeg blev enig med mig selv om at det enten skulle være nu, eller slet ikke, og så måtte jeg vente nogle år med det.. Jeg gik og overvejde om jeg så ville have sheltie igen, for vidste at jeg ikke kunne få en som Doobi igen, så jeg tænkte lidt i andre racer. Men in drøm var at få en blå sheltie, og det gjorde ikke udvalget større, men jeg besluttede mig for det, oggik i gang med at lede. Min gode veninde Lene gjorde mig så opmærksom på, at der faktisk lå nogle 4 ugers blå hvalpe oppe hos kennel Shenaja, og jeg var straks inde og kigge på deres hjemmeside. Faren var Monty og moren kendte jeg ikke til. Og selvfølgelig var de søde, og jeg faldte for to af dem, en han og en tæve. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke bare ville købe en nu til en hver pris, og forberedte mig på at det selvfølgelig ikke var de to jeg havde kigget på som var ledige, i det der var oplyst på hjemmesiden at kun to endnu ikke var afsat. Jeg ringede derop, men de tog ikke telefonen, øv øv øv. Men kort efter ringede vores telefon, og de havde åbenbart nummerviser hos kennelen, for de ringede os op. Jeg forhørte mig om hvalpene, og hvor heldig kan man være! Det var de to dejligste som var tilbage, en bi-blue merle tæve og en blue merle han. Vi aftalte at jeg kom op og så dem nogle dage efter.

Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det skulle virkelig være den rigtige hvalp, og ikke bare købe den første og den bedste. Jeg var også spændt på at se moren, da det betød meget for mig hvilket temperament hun havde. Det var helt overvældende at komme ind i deres hus, for det var tydeligt at ingen af deres sheltier havde læst deres racebeskrivelse. De var meget glade og søgte kontakt med det samme. Anja, moren, tog ens hjerte med storm, hun var så lille og fin, men samtidig svims og meget glad. Hvalpene var lige så tillidsfulde, og ikke til at stå for. Det var ikke til at forstå at det var Prima og Qato som endnu ikke var solgt, for de var de mest frembrusende og var helt lige glad med stor armbevægelser og larm. De var fantastiakse de to, og det er de stadig ;)

Da vi kørte hjem var min mor og jeg enige om, at det alle var dejlige hunde, og at temperamentet på hvalpene nok skulle blive fantastisk i den flok de ville vokse op i. Jeg aftalte så et andet besøg hos dem, for at være helt sikker, og for at kunne se nærmere på de to der skulle vælges i mellem. Det gjorde mig dog ikke meget klogere, jeg kunne ikke vælge... :/ Mit store dilemma, egentlig da jeg tog afsted til mit andet besøg var jeg mest interesseret i han-hunden, da han havde været mest aktiv på det første besøg, og ligende bare en sød lille bamse :) Men på mit andet besøg var det så tæven som var mest aktiv. Da vi selv har haft hvalpe, ved jeg at det er forskelligt hvem der er aktive, og man ikke kan bedømme det på to besøg. Så da jeg tog hjem var jeg endnu mere i tvivl. Vi aftalte at jeg skulle tænke over det, og skrive en mail om mit valg dagen efter. Det gjorde jeg så, men i det jeg sad og skrev mailen, havde jeg faktisk ikke endeligt besluttet mig endnu, indtil jeg kom til: jeg har valgt at ....... Og der kom til at stå tæven..... Men jeg var meget i tvivl. Men heldigvis kunne Lene ikke stå for hannen, og hun overraskede mig så ugen efter med at hun havde købt ham. Så jeg nyder stadig tit af Qatos selvskab. Og Primadonna elsker at lege med ham. Jeg er den dag i dag ikke i tvivl om, at jeg har valgte rigtigt. Prima er den rigtige for mig, og Qato for Lene.

Primadonna og Qato, de smukke søskende!

Trods mine mange tanker om at den ene altid vil betyde mere, så er Primadonna helt automatisk faldet på plads i hjertet ved siden af de andre. Men børn betyder jo heller ikke mere eller mindre for forældrene, afhængig af hvilken rækkefølge de er født i, så det er jo egentlig noget pjat.
Jeg er nu den heldige ejer af 2 sheltier, men lige så forskellige som deres farver er, lige forskellige hunde er de af sind.

Doobi er stille og rolig, og Primadonna er vims og larmende. Prima er den mest elskværdige sheltie, hun springer ud i hovedet på alle, om det er dyr eller børn rør hende ikke. Jeg tror at hun ser alle andre levende væsener som behagelsesmaskiner, og at de kun er sat på jorden for at kæle med hende. Hvor Doobi synes det er bedre at sidde ved siden af mig og nusse, har Prima ikke tit til det pjat og vil ud og opleve verden.
Lige ledes når jeg arbejder med dem er der store forskelle, Doobi har altid kunne koncentrere sig i længere perioder, hvor Prima synes det bliver for kedeligt med for mange gentagelser, eller det samme legetøj eller samme slags godbidder. Hun er en rigtig Primadonna :) Det kan ikke blive godt nok til hende, men det er jo min egen skyld hun er blevet sådan, hun er jo blevet behandlet som en prinsesse. Men Prima har så heller ikke brug for så mange gentagelser, hun lærer utrolig hurtigt og kan flere tricks end Doobi, trods Doobi er 7 år og Prima 9 måneder.

Jeg har ikke trænet så meget agility med hende endnu, (altså handling på sprigstøtter ovs.) da hun ikke var særlig interesseret. Så jeg forhørte mig hos de klogere og fik rådet om bare at vente. Men jeg havde jo været vant til Doobi, som tændte på de med det samme, så det var lidt noget andet. Men for kort tid siden valgte jeg at prøve en lille smule, og jeg tænkte at når hun var så glad for at lære tricks, kunne hun måske synes det var sjovt at lære felter. Og det synes hun bestemt det var, og på ingen tid havde hun lært at blive stående, og kun gå når der blev sagt okay. Seje hund! Lige ledes har jeg trænet starter, og det er meget få gange jeg har kunne lokke hende væk, ellers sidder hun og venter på det magiske ord...
For at jeg ikke skulle lave samme fejl med Prima, som jeg gjorde med Doobi, har jeg allerede meldt hende til kursus med Sarah på lørdag (10/10-09) i håb om at jeg får trænet hende rigtig op fra starten.. Jeg glæder mig utrolig meget, både til at se hvordan Prima vil reagere, om hun har tid til mig, eller hellere vil kæles af alle andre, men også til at se hvilke gode råd Sarah har (udover dem hun allerede har givet mig), og til at høre hendes kommentare, nu hvor hun skal se hende i aktion.