VM i agility 09. Østrig var noget helt specielt.

Dette VM var noget helt specielt. Selvom jeg ikke ville tro det kunne overgå min "første gang", så var det tæt på, og alligevel noget helt andet.
Turen derned var lang. Man kunne ikke nå at falde i søvn hjemme fra og til færgen, og efter færgen var man næsten alt for vågen til at kunne sove. Dog lykkedes det mig at få et par minutter ind i mellem. Det blev ikke til meget da man ikke sidder/ligger særlig behageligt i en bil. "Bussen" kunne ikke kører så hurtigt op af bakke, så da vi nåede et stykke ned i Tyskland, føltes de 800 km meget langt væk. Vi blev overhalet af lastbiler og store busser, sågar busser med trailer efter sig, sneg sig foran os. Hastigheden var ikke i top. Eller det skulle da lige være ned af bakke, der kunne vi da komme helt op på 130, hvis vi var heldige.....

Da vi nåede Kassel, kørte vi af motorvejen og fandt en McD tæt ved. Efter vores måltid kørte vi igen på motorvejen, og lige i det vi drejer ind på den, ringer Tommy og brokker sig over kø ved Kassel. Vi jubler og laver sjov med Tommy, og er glade for at være noget forbi Kassel...... DESVÆRRE havde Tommy åbenbart glemt at holde øje med skiltene, og han var også kørt forbi Kassel, og vi kørte lige ind i køen. 500 meter bag os kunne vi se at andre biler blev ledt af ved en afkørsel, øv øv vi endte med at stå stille i over 3 timer.. De første to timer gik dog overraskede hurtigt, vi hyggede med at lave lidt hop-fotoserier, og underholdte de andre biler omkring.

Gitte og jeg gik efterfølgende en tur på motorvejen, og fik luftet hunde. Vi mødte en flink tysk dame som var i gang med at koge vand til kaffe, som tilbød hundene lidt koldt vand i en skål. Først var de ikke så interesseret, men efter kort tid fandt Zinnia og Doobi alligevel tørsten frem.

Længere fremme var folk begyndt at kører ud på marken for at kunne kører af og ned på en landevej. Der var flere biler bagfra der kom kørerne frem mod dette sted og vi undrede os over at folk turde, da det havde regnet tidligere, og det var lidt mudret. Det var ikke flere trafkpropper vi hade brug for. Den lange ventetid skyldtes en væltet diesel lastbil, som havde spildt fra dens ulykkes sted og helt hen til næste afkørsel, så der lå kattegrus i lange baner. Vi valgte at vende om og gå tilbage mod bilen. Vi kom dog tilbage til den dårlige nyhed at der i radioen var sagt at der ville gå yderligere 1½time før man kunne kører igen.. øV øv!

Køen var meget lang, og på et tidspukt tog vi tid på, hvor langt der var i mellem Tommys bil, og vores egen. Fra et redningskøretøj passerede os og til det nåede Tommy, var der gået 8 min.. 8MIN!! Det er lang tid. Og fra Tommy begyndte at kører, og til vi rykkede os en cm, var der gået 23 min., så vi var godt trætte af at sidde i kø på det tidspunkt.

Selvfølgelig med vores held, sad vi yderemere 15 min i kø ved en tunnel, da der skulle noget bredlast i gennem. Selvom et kvarter ikke lyder af meget, var det rigeligt for os, som var godt sure over at være de første der tog færgen tirsdag morgen, og endte med at være dem som havde flest kilometer foran os sidst på dagen. Men vi nåede at ankomme inden midnat, 22.45 lød den..... Vi var godt trætte, og gik kun ud med hundene, hvorefter vi gik i seng.

Onsdag var vi nede og se hallen, den var ikke særlig stor, og man fik en underlig fornemmelse. Vil ikke sige jeg var skuffen, men den var en del mindre en i Finland. Men i stedet kunne man glæde sig over de store omklædningsrum der var, og so vi jo regnede med at få, da vi vidste DKK havde betalt for et til os. Men den ene glæde byttede med den anden skuffelse, det viste sig at være godt at hallen var det mindre. Det stemningen var dag 1 var mere intens, og hallen var fyldt fra start. Det var ikke syn at nogle tomme pladser, og trapperne var dårlig nok til at se. MEN, det omklædningsrum som vi var lovet, viste sig at være et rum, skilt af nogle hegn, belagt med plastik, op og ned af alle andre lande, i en hal, som gav genlyd af det mindste pip. Men det var desværre hvad vi kunne få.

Vi var dog nogle som valgte at se lidt mere positivt på det, og bare ville have hundene i vores biler.. Men men, så valgte solen at titte frem, og bagte i alle retninger, det var ikke til at få skygge noget sted, så vi var tvunget til at have hundene i det lille rum, og vi frygtede det værste. Trods megen larm og støj dagen lag, kunne jeg ikke mærke nogen forskel på Doobi, hun opførte sig som hun plejede, både på og uden for banen. Så hun har måske formået at sove og lukke larmen ude. Så det hele gik alligevel. Dog satte de mange og lange dage sig spor på os to benede i stedet, vi måtte sidde på hårde bænke fra tidlig morgen og til sen aften, uden ryglæn. Men alligevel valgte man at blive der længe og oppe, og for at se flot agility. Det er trods alt kun 4 dage, og så ville man være hjemme i sin kedelige sofa igen.

Torsdag var dyrlægetjek og træning. Doobi skulle ikke måles, da hun blev det i Finland. Derimod skulle resten af mellem og lille måles. Både Tomme med Olsen og Lene med Toxy var spændte, da dette ville komme til at afgøre resten af deres agility karriere. Toxy er målt til 42,5 herhjemme, og da grænsen for mellem går til 42,99 cm. burde det ikke være noet problem. Det samme var gældende for Olsen, som i Danmark var målt til 34,5, og grænsen for lille går til 34,99. Men jeg var dog alligevel meget nervøs for Toxy, da han desværre har læst den sheltiebog godt og grundigt, og har lært at man som sheltie skal være meget reserveret. Så jeg frygtede at når Toxy skulle være omgivet af fremmede mennesker og stå på et bord med en målepind over sig, ville komme til at skyde ryg. Dette var dog ikke tilfældet, og Lene kom glad ud, hoppede og dansede, og fortalte han var målt til 42,6 ved første måling. Derimod var der lige pludselig problemer med Olsens måling? En havde målt ham til lille, men en spanioler var ikke overbevist. Tommy fik derfor muligheden for at gennemføre træningen, og vente med målingen til efter, og håbe på han så ville være faldet lidt ned i skuldrene. Dette skete desværre ikke, og Olsen var stadig ikke målt ned. Tommy blev sendt ud og lege en masse bold med ham, og da Olsen til sidst ikke gad mere, gik de til måling igen.... Sådanne foregik det i omkring 2 timer, og ledelsen gjorde alt hvad de kunne.. Ommålning på ommålning, men efter 4 forsøg blev det desværre besluttet at han ikke kunne måles ned..... Så nu fik vi endnu en konkurrent i mellem klassen. Velkommen til Olsen :)

Træningen torsdag gik meget bedre end jeg havde forventet. Jeg havde frygtet at Doobi ville skøjte rundt i starten, og rive en masse pinde.. MEN det gjorde hun ikke. Hun stod vildt godt fast og nåede kune at rive en pind, og det var den eneste hele ugen! Super hund! Der var meget stress på, og det tog hårdt på stakkels Zinnia, hvor i mod Doobi var godt rustet fra året før, og tog det hele i stiv arm. Hun var rolig, men tændt.

Da vi var ved sidste sektion, kom der en mand hen og stopper mig og begynder at tale tysk til mig. Da sporg aldrig har været min stærke side, blev jeg hurtigt forvirret, og pulsen kørte højt. Men jeg fik tilsidst forstået helheden i samtalen, og blev enig med ham om at tales ved efter træningen. Det viste sig at være en journalist, som ville interviewe mig og tage nogle billeder. Så følte man sig alligevel lidt som en stjerne. (Så har jeg også prøvet det, hehe) Det næste hold var gået i gang med at træne, og han ville have mig med ned i den anden ende af hallen, for at tage billeder med hallen og tilskuerne som baggrund. Jeg var ikke meget for at bevæge mig ind på træningsbanen igen, da der var mange stressede hunde, og jeg vidste vi ikke måtte være der når andre trænede. Men der var ikke andre måder at komme derned på. Da han så jeg ikke var med vente han sig om og kom ned og hentede mig igen, og banede vej igennem hele hundeflokken til mig og min lille hund :) Det var lidt specielt, da jeg ikke ved hvor meget han forstod og hvad han skrev ned, journalisters håndskrift har aldrig været det nemmeste at læse. Men jeg fik da lov til at stå på podiet, det kan være det som gav uheld :P Men det gik ganske stille og roligt, han virkede til at forstå engelsk, og hvad jeg fik mumlet frem. men jeg nåede desværre ikke at få fat i avisens navn, eller vi fandt den i hvert fald ikke i de forretninger vi var i... Lidt ærgeligt.... Kunne ellers have været sjovt at læse hvad han havde skrevet..

Fredagen kom, og vi skulle løbe det første hold løb. Jeg var meget spændt, og lidt nervøs for at lave fejl. Vi havde Sarah med inde og hjælpe med banegennemgangen, og fandt hver især vores bane at løbe. Jeg frygtede meget at Doobi skulle rive ned, da hun havde været slem til det i sommerperioden. Men det gjorde hun ikke, jeg tillod at hun fik lidt større buer, og hun nåede at lande inden jeg korrigerede hendes retning, det gav to spændende udsving, men vi endte med at komme fejlfrit igennem. Det samme gjorde Zinnia og Dhjos, og vi lå nr. 4 efter springløbet. Man kunne mærke ens vinderinstinkt slå til, og guldet var så tæt på... Vi fik en snak med Sarah om aftenen, og hun forberedte os så godt hun kunne på dagen efter. Mange tak for hjælpen søde Sarah.!

Om lørdagen skulle vi først løbe et individuelt spring løb, det var svært at skulle omstille sig fra hold til individuelt, denne gang havde jeg Peter med inde, vi har trænet sammen op til VM, og jeg synes han umildbart kendte Doobi og mine svagheder bedst. Jeg klarede den, føler selv jeg pressede hende så meget jeg kunne, og med Peters hjælp kom vi fejlfrit igennem denne bane også. Stort tak til Peter for hans hjælp.

Senere gjaldte det agility hold. Jeg var nervøs, for vidste hvor meget Danmark heppede og håbede på at man gjorde det. Jeg blev mere og mere nervøs da jeg stod i boksen, men Maj-Brit crone var en rigtig stor hjælp, og fik mig ned på jorden igen, og da jeg gik ind på græsset var jeg helt rolig, og vidste jeg bare skulle ind og løbe agility, og at der ikke var noget af det vi ikke kunne. Det var ikke det pæneste løb Doobi og jeg har præsteret, men det var fejlfrit. Jeg formåede at lave min banegennemgang om 3 gange, og alligevel trække hende igennem fejlfrit. Desværre faldt Dhjos i dobbelspringet og får senere en slalomfejl, Zinnia mister sine felter. Og farvel medaljer. Der var desværre ikke lige så mange som fik disk i mellem, som der var i stor. Jeg synes dog stadig vi kan tillade os at være stolte da vi er 3 nye hold hunde, og endte på en 10. plads.

Søndag skulle jeg løbe mit agility hold løb, det var en lidt svær bane, en del nedrivnings farer, men Peter havde sagt hvordan jeg skulle handle den, så der burde ikke være noget problem, og det var der heller ikke.... Med det i hvert fald.. Men Doobi og jeg misforstår åbenbart hinanden til sidst, og Doobi vælger at stoppe helt op foran springet, i stedet for at tage 3. sidste forhindring, og får en vægring.. Med ellers 3 flotte fejlfrie løb, var det ærgeligt at skulle af med en løb med fejl i. Men jeg er stolt af min hund, hun gjorde det super flot. og vi endte på en 16. plads individuelt.. Det tog lidt tid at sluge, at man følte man skuffede lidt til sidst, men alle har været søde, og nu fået overbevist mig helt om at vi gjorde hvad vi kunne, vi gav den alt hvad vi havde! Vi forsøger med samme gejst at søge til Nordisk også..

Dette VM har sat sine spor hos mig, jeg føler jeg har fået det sus, der betyder at man er tæt på. Jeg føler jeg gav hvad jeg kunne og fik noget godt ud af det. Jeg synes jeg er godt rustet til frem over. Det har været en stor oplevelse at løbe under det press, og endnu mere fantastisk at komme ud af det og føle man sejrede! Jeg kan slet ikke vente til at skulle løbe igen!

Natasha Gjerulff Jensen