Det startede med at min storebror fik hende, og skulle træne med hende. Han gik lidt på hvalpe hold, men mistede meget hurtigt interessen, og jeg overtog hende. Jeg var kun 6 år, (fyldte 7 et par måneder efter), men hun vandt med det samme mit hjerte, og omvendt.
Miko var min bedste ven, og legekammerat. I det vi bor langt ude på landet, og der ikke rigtig var andre børn omkring os, legede jeg rigtig meget med Miko. Hun var med i alle mine lege, om det betød hun skulle sidde og kigge ved et te bord, løbe rundt i haven, på kælk, være kramme bamse, sidde i barnevorgn eller klædes ud. Miko var den mest taknemmelige hund i verden! Bare hund fik opmærksomhed så var hun glad og tilfreds.
Hun var en meget stærk hund, terrrieren kom virkelig til udtryk blandt andre dyr.. Lige så meget som hun elskede mennesker, lige så stort jagtinstinkt havde hun... Hun var altid i snor uden for vores have, da vi har haft problemer med at kalde hende til os, hvis hun slap fra os, hvis hun så et dyr... Eller bare troede hun så et.. Hendes mor forsvandt på en jagt, ejeren tror hun fik fært af en ræv, og forsvandt ned i en rævegrav, og blev aldrig fundet.. Denne frygt havde vi, og Miko var derfor aldrig løs, men altid i flex eller MEGET lang line.
Jeg har prøvet 2 gange, at hun rent faktisk har forsvaret migoverfor mennesker, og den eneste hund jeg har oplevet det med. Den ene gang var overfor gammel mand, som besægte min morfar da jeg var deroppe en gang, ham var jeg lidt bange for. (Jeg har vel været omkrng 8-9 år) Da han fik øje på mig rakte ham hånden frem mod mig, mens jeg krammede Miko, (nok bare for at sige goddag), men Miko hun for frem mod ham, og heldigvis havde jeg fat i hende. Hun blev lukket ind i stuen, hvor hun gentagende gange for på døren og krasede for at komme ind til mig. Jeg gik så ind til hende i stedet, og hun faldt til ro.
Den anden gang var overfor vores daværende plejebarn, Michael som havde boet hos os i 3-4 år, og min fætter, Rasmus. Jeg var 16-17 år, og sad i sofaen og nussede med Miko, og Rasmus og Michael blev ved med at skulle komme og drille, kaste ting på mig, skubbe osv. Tilsidst blev jeg så irriteret at jeg råbte af dem, og for "sjov" sagde >ta dem<. Hun sprang ned fra sofaen, og løb gøende og knurrende efter dem. De låste sig inde på toilettet, og Miko blev ved med at springe på døren.... Indtil jeg kort efter sagde meget forskrækket, >Miko kom her<, og hun stoppede og kom valsende tilbage, og hoppede op til mig som om intet var hændt... Det var mærkeligt???
Miko var min første agility hund, og hun nåede også at rykke op i klasse 3 DCH, og vi vandt en del i junior klasserne i DKK. Hun var bestemt ikke hurtig, men stort set altid fejlfri. (Kom dog lige an på tiden). Hun har været med til at vinde Sydhavscupperne et par gange, og også været klubmester, og junior-klubmester i mange år. Det kom dog til et punkt, da jeg blev ældre og indså at Miko løb for min skyld, hun synes ikke selv der var sønderlig sjovt at løbe stærkt, når der ikke var et vildt foran. (Så gik det tilgengæld også MEGET stærkt!!) En af hendes store passioner var at stå på toppen af a'et og nyde udsigten. Mange husker nok de mange kunstner, danse, hoppen/kravlen rundt jeg var nødt til for at få hende ned :) Men alt med et smil på læben, hun var jo en meget artig hund. Så jeg fik Doobi, da Miko var 6 år, og hun blev pensioneret. Hvilket hun havde det ganske fint med :) Jeg måtte træne lige så tosset jeg ville med Doobi, så længe jeg var hendes til at putte med når jeg kom ind. OG det var jeg! Doobi gad nemlig ikke så meget af det med at ligge stille de første par år. 
Miko var lige til det sidste, uden tvivl, vores føre tæve. Vi var begyndt at tvivle ca. ½ år tilbage, om hun var ved at vie fra pladsen. Men en aften hvor Bugsy vogtede madspanden (som han plejer), troede han skulle fortælle Miko at hun skulle forsvinde der fra, gav hun ham en kæmpe røffel, og fik svaret igen og fortalt at det skulle han slet ikke bestemme, hvor efter Bugsy dugnakket listede væk, temmelig chorkeret over det der lige skete. Nok lige så meget som vi andre var. 14 år, døv og blind, men stadig fører-tæve. Det er imponerende...
Miko har nået at have kendskab til mange hunde.
Futte, vores labrador, var 3 år da vi fik Miko, men er død for mange år siden.
Amanda, sheltie, fik vi da Miko var 4 år, men døde for 2 år siden.
Cloé, shapendoese, er ½ år yngre end Amanda, lever stadig.
Doobi, sheltie, fik vi da Miko var 6 år.
Bugsy, border collie, fik vi da Miko var 7 år.Ally, border collie, fik vi da Miko var 8 år.
Merci, Border collie, fik vi da Miko var 11 år.
Ghetto, border collie, fik vi da Miko var 13 år.
Cider, sheltie, fik vi da Miko var 14 år.
Miko har altså dannet flok med i alt 10 forskellige hund, hvoraf 2 døde før hende. Hun har altid været sød og fair overfor hvalpe, også når vi har haft kuld. Hun har ikke været en legetante, men sat sig i respekt bare ved at gå rundt mellem dem, og lade dem hænge hende i pelsen, men de har alle vidst hvornår det var slut, uden at det var nødvendigt for hende at sætte lyd på, eller bevæge læberne. Hun var en fantastisk fører hund..
Miko sov i min seng, og vi var meget tæt knyttet, selvom jeg var 6 år, kan jeg ikke huske nogen minder fra min bardom hvor hun ikke er med. Selvom jeg års mæssigt godt kan regne ud at hun jo ikke var født endnu, så føler jeg bare at hun var der.. Hun har bare altid været der! Derfor var dette en rigtig hård beslutning. I sær fordi hun ikke har trukket på benene, eller anden måde vist smerte.... Så har jeg været i tvivl så mange gange, og mine forældre har ville lade mig tage beslutningen.
De sidste år, var vi godt klar over at hun var døv. Hun har altid haft lidt selektiv hørelse, men altid kunne høre hvis vi rodede i madspanden, og det kunne hun ikke til sidst. Hendes øjne var også begyndt at få en grå hinde, så vi var også i tvivl om hvor meget hun kunne se. Men hun er en sej dame, så det var ikke det der skulle slå hende ud. Som 12 ½ årig var hun i fuld narkose for at få fjernet en tumor, og hun vågnede selvfølgelig op og var frisk igen!
Miko har haft knuder sådan lidt her og der i nogle år, men dyrlægen sagde hun ikke var generet af dem. Det sidste stykke tid har hun dog haft en meget stor en, inde i maven tror vi, for hendes sider var bulet og maven virkede hård... Hun begyndte med kortere mellemrum at tisse på gulvet, og vi havde en idé om at det kunne være knuden i maven der trykkede på blæren, som hos Amanda. Men når hun ikke pev, trak sig væk eller reagerede på at man trykkede hende på maven, så havde hun vel i realiteten ikke ondt? Det var i hvert fald dyrlægens svar. Og hun var ellers frisk nok, og gik stadig med op og ned af trapperne, og sprang ud og ind af bilen.
Det var en meget svær beslutning for mig, i en meget svær tid! Men onsdag den 10 november, besluttede jeg mig at min fantastiske og dejlige bamseven ikke skulle leve et uværdigt liv, bare fordi jeg led... Så der blev bestilt tid dagen efter. Det var en meget svær dag, lige ledes torsdagen, da det først var kl 15.40... Men jeg brugte dagene på at putte med hende, som hun elskede. Torsdagen gik vi lang tur i skoven og ved stranden, så hun rigtig knne snuse.
Det er virkelig hårdt at miste sin 1. hund! Og mens jeg lavede disse videoer, og skrev denne blog, har jeg virkelig savnet hende!! Hun lå jo altid lige ved siden af mig, og puttede, når jeg skrev computer eller så fjernsyn... Hun var en fantastisk varmepude, og dejligste krammebamse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar