Nyder at kunne træne lidt endnu!

Da vi heldigvis, ind til videre, virker til at være sluppet for alt den sne, så udnytter vi at vi stadig kan træne lidt ude i haven. Vi sætter dog pris på frosten, så det så ikke bliver så smattet :)
Primadonna er jo desværre ikke gået i løbetid endnu :/ Men jeg nyder så stadig at kunne træne med hende.. Men ville nu også sætte stor pris på snart at kunne nusse lidt hvalpe... Men jeg krydser fingre for at der sker noget inden jul og nytår..
Men hvis det er, så er det nok bare ikke meningen at det skal være.. Har dog så voldsomt ondt af alle de hvalpekøbere jeg må skuffe :( Meen, der kan jo nå at ske meget på 1 måned :) Så jeg er stadig optimist!
Da denne årstid desværre er meget hård ved Doobi, og hendes tynde hud underpoterne, er det ikke meget agility hun laver, da hun skiftevis går på 3 ben... Men hun vil jo gerne, så hun får lov til at tage lidt slalom og tunnel og andet sjovt. OG selvfølgelig lege legetøj, bare hun er med der hvor der sker så hun glad :)
Jeg har trænet slalom med både Prima og Cider... Jeg har lagt stor vægt på selvstændig slalom, og i sær indgang for Prima, og jeg er selvfølgelig kun lige startet op med træningen hos Cider :) Er også begyndt at træne "starter" med Cider :) Søde hundepige :D

Prima træner slalom :)

Cider træner slalom :)

Cider træner starter :)

Natasha Gjerulff Jensen

Ghetto startet konkurrence

Vi var alle meget spændte på Ghettos konkurrence debut. Han er ikke en hund som springer hovedløs ud i alt, men tænker sig derimod godt om inden, hvilket jo egentlig er meget klogt.

Han er blevet en rigtig skrapsak når vi træner hjemme i haven, og efter han skiftede hold i Maribo DCH, er det også begyndt at gå frem ad der! Han gik førhen på begynder hold, hvor nogle af de andre hunde stak af fra føren, og Ghetto brød sig ikke om når førene råbte efter hundene. Men efter han rykkede til et hold, hvor der er mere ro på, er han virkelig begyndt at kører med klatten.

Det er utroligt der kan være så stor en forskel fra når han træner agility, til når han hyrder. Men når instinktet tager over, og det er ham og fårene, så gror der en masse hår frem på brystet! Så er han ikke mr. nice guy mere, men mr. bad guy! Lige meget hvor frække og provokerende fårene er, så trækker han sig ikke, og viger ikke blikket fra dem.

Hvor han i agility er mere afventende på fars kommandoer, og sætter gerne farten ned hvis han er i tvivl... Eller sådan var det en gang :) Jeg tror hyrdningen har gjort noget rigtig godt for Ghetto, han har fået mere hård på brystet, og tør noget mere. Det hænger selvfølgelig også sammen med at han er begyndt at tænde mere på agility, men han er blevet lækker at arbejde med! Og det er vendt til et kæmpe plus nu, at han tænker så meget. For han lærere hurtigere, og behøver ikke så mange gentagtelser.

Vi var dog stadig lidt spændte på hvordan han tog det at skulle løbe i hallen. For noget var at han var blevet rigtig sej derhjemme..... Men hvordan ville han tager det med fremmede forhindringer, nu hvor det havde taget lidt tid for ham at vinde tillid til vores egne/klubbens, 1. gang på gulvtæppe og indendørs med alt den larm og andre hunde der er tæt på... Men men alt vores nervøsitet blev gjort til skamme.... Vi havde absolut intet at være nervøse over. Seje Ghetto drengen var bare helt cool. Lod sig ikke mærke af noget som helst! Han stod fint fast på gulvtæppen, studsede kun lidt over balancen, og man kunne intet mærke på ham mht. udenoms-støjen...Han var fuldt koncentreret om banen og min far. Jeg er super stolt af dem begge, jeg synes de havde en super flot debut!
Og glæder mig helt vildt til at følge dem næste sæson!
Lig lige mærke til hans totalt glade hale :) Han lovre hele banen igennem, søde hund :)


Bror Bob og bror Macho stillede også op.
Her ses film af Macho:


Her ses film af Bob:

Cider træner agility

Cider er i fuld gang med agility træningen :)

Hun er så lækker at arbejde med. Hun vil gøre alt for sit legetøj, og super intelligent!

Selvom jeg foretrækker løbefelt, på mine to nye små agility håb, så lære de fra helt små hvad det vil sige at stå på et felt.

Hun har lært at det giver belønning at stille sig op med bagbenene på feltet. Så hun søger det selv hvis hun ikke bliver bedt om andet, så finder hun et felt at stå på.. Cider har også forstået at man skal blive stående der, indtil der bliver sagt okay, og så må man gå af :) Hun er så sød.

Jeg er også nu startet op med træningen af løbefelt. Det tager lang tid at træne op, og af mange gange. Så det er ikke bare sådan lige at få kørt ind.
1. lektion

Her har hun lært at holde benene på balancen, så hun ikke falder ned når jeg sætter den lidt op i højden :)
2. lektion

så er den blevet løftet lidt.
3. lektion

Jeg træner på denne højde i et stykke tid, ind til hun bliver lidt ældre.

Noget af det vigtigste jeg synes, at få trænet med sin hvalp er fremadsendelse.. Det giver en masse selvtillid til hunden, og gavner utrolig meget på længere sigt.

Vi er også gået i gang med at træne videre. Men holder det stadig meget simpelt for hende. Hellere nemt og god fart, end svært og ned i tempo...

Doobi er blevet opereret

Doobi 3 timer efter

Som mange ved, har Doobi lidt utrolig meget under sin allergi. Det har nu stået på i næsten 1 år. :( Stakkels guldklump. Hun har været så meget igennem, og jeg ønsker ikke at hun skal blive ved med at have sådanne op og nedture..

Vi troede ellers at vi havde fundet løsningen på problemet, foder skift. Men efter 2 måneders tid gik det ned af bakke igen, og vi prøvede to andre foder skift, hvor vi blev lovet hurtigt synlige resultater.. Men ingen bedring. Og vi besluttede os for at der måtte noget nyt til...

Jeg har snakket meget med Isabel om den operation Wotán har været igennem, og han er helt symptom fri nu! Fantastisk, hun siger det er de bedste penge givet ud!

Så dagen efter ringede jeg op til Hans Jørgen Jensen i Stenlille, og bestilte tid til den 12 november. På dagen var jeg ret nervøs, jeg havde dagen før mistet Miko, og tanken om at Doobi skulle i narkose var ikke noget jeg var vildt begejstret med!

Det viste sig så, eller var jeg jo godt klar over, men at Doobi er så sød og velopdragen, at det kunne gøres i lokalbedøvelse.. Først da han sagde det blev jeg lettet, men da han så begyndte at spritte det af, og gøre klar blev hun meget urolig... :( Øv tænkte jeg, så heldig var jeg ikke... Men da jeg kiggede ned på bordet var der sprit over det hele, og stakkels Doobi stod med sine bidte poter lige midt i det hele, det var forståeligt hun var urolig. Tanken om sprit i åbent kødsår er heller ikke noget der får mig til at sidde stille...

Men da det blev tørt væk var hun rolig igen, og indgrebet kunne laves. Jeg stod bag hende, og hjalp med at støtte hende. Jonas var omme foran og så det hele... Jeg kunne kun fornemme hvad der blev lavet. Jeg kunne mærke i huden på Doobi når han skar, AD :( Og tyde Jonas' ansigts udtryk, det resulterede i jeg næsten var mere urolig og dårlig end Doobi. Det synes dyrlægerne var lidt morsomt :) Jonas sagde de skar et lige snit i halsen, hvorefter der var åbent og man kunne se huden flabbe... Så tog han et stort stykke kød, og stoppede det godt ind under, hvorefter han trak huden godt rundt omkring, og syede det sammen igen.

Men efter ½ time var det hele overstået, og hun var syet sammen igen. Det gik så nemt, og det håber jeg også resten gør.

Han sagde desværre at han var i tvivl med Doobis allergi, fordi hun faldt uden for nogle af de symptomer som der normalt var. Bla. at hun først viste tegn på det i 5-6 års alderen, og hunde med allergi normalt allerede får det mellem 1 og 3 år. Det var i hvert fald dem denne operetion var lavet på. Der var også nogle andre ting som hun ikke "opfyldte", men selvfølgelig også nogle ting hun gjorde. Så dyrlægen var desværre lidt i tvivl om vi ville få det ønskede resultat af operetionen på hende. Men jeg krydser alt jeg har!

Doobi forfra

Hun har nu, siden operationen, fået normalt foder, og ikke blevet skånet med hverken tyggeben eller godbidder, og hun var alligevel rengående i da, HURRA! Normalt ser man resultater ved 10-12 dagen, når de får taget sting og ellers inden for en måned... Så det kan jo være et tilfælde... Men jeg ser positivt på det, og håber på at det er tegn på det går fremad igen!

Doobi set fra venstre
Doobi set fra højre

Hun skal have taget sting den 24 november. Kødet skal blive under huden altid, det vil selvfølgelig forgå lidt med tiden og blive mindre, men man kan mærke altid mærke det. Det ser meet voldsomt ud nu, men det bliver en lille klump, og når håret kommer til at dække kan det jo ikke ses. Bare hun får det godt, så må hun gerne have lidt klumper her og der :)

Jeg ville gerne skrive en længere videnskabelig forklaring på hvorfor det virker, men det kan jeg ikke... For det ved Dyrlægen, Hans Jørgen Jensen, nemlig heller ikke rigtig selv.. :) Allergi er jo en overreaktion fra immunforsvaretsside mod et allergen som ikke er skadeligt. Så umidelbaret har jeg en teori om, at det må være fordi kødet holder immunforsvaret på tæerne hele tiden, så det ikke pludselig kan reagere mod "mindre" og ikke skadelige angreb. Og ved ikke at reagere på dem, genkender B-lymfocytterne dem, og kan være på vagt ved nye angreb, og nå at bekæmpe det..... Men men, det er jo bare en russisk metode som har fundet sig vejen til Danmark, og bare det virker, så er jeg lige glad med hvorfor det gør :)

I kan også læse artiklen: http://minibull.dk/PDF%20filer/Allergi%20artikel%20vaevsterapi.pdf

for et andet eksempel på helbredelse....

Natasha Gjerulff Jensen

R.I.P Miko

Min gamle terrier/puddel blanding blev aflivet den 11 november 2010

Nogle vil nok påstå at Miko ikke høre til kategorien "smukke hunde", men hun er bare så sød, og charmerende, at man kun kan elske hende. OG hun har taget alles hjerter med storm.

Det startede med at min storebror fik hende, og skulle træne med hende. Han gik lidt på hvalpe hold, men mistede meget hurtigt interessen, og jeg overtog hende. Jeg var kun 6 år, (fyldte 7 et par måneder efter), men hun vandt med det samme mit hjerte, og omvendt.
Miko var min bedste ven, og legekammerat. I det vi bor langt ude på landet, og der ikke rigtig var andre børn omkring os, legede jeg rigtig meget med Miko. Hun var med i alle mine lege, om det betød hun skulle sidde og kigge ved et te bord, løbe rundt i haven, på kælk, være kramme bamse, sidde i barnevorgn eller klædes ud. Miko var den mest taknemmelige hund i verden! Bare hund fik opmærksomhed så var hun glad og tilfreds.

Hun var en meget stærk hund, terrrieren kom virkelig til udtryk blandt andre dyr.. Lige så meget som hun elskede mennesker, lige så stort jagtinstinkt havde hun... Hun var altid i snor uden for vores have, da vi har haft problemer med at kalde hende til os, hvis hun slap fra os, hvis hun så et dyr... Eller bare troede hun så et.. Hendes mor forsvandt på en jagt, ejeren tror hun fik fært af en ræv, og forsvandt ned i en rævegrav, og blev aldrig fundet.. Denne frygt havde vi, og Miko var derfor aldrig løs, men altid i flex eller MEGET lang line.

I hendes 14 ½ år, har vi aldrig hørt hende pive, eller halte på et ben. Om hun simpelthen ikke har haft ondt, eller bare ikke har vist det er ikke til at vide. Men ingen har kunne slå hende ud, selvom hun har haft et par slåskampe igennem sin tid.

Hun var heller ikke så god til andre hunde, hun passede alt for meget på mig. Selv til en udstilling, hvor jeg gik forbi en Amstaff, for hun vandret ud i stram line... Og stakkels lille amstaff fik et chok og skyndte sig om bag ved dens ejer.. Ja, Miko var måske ikke stor i størrelse, vel omkring de 37 cm, men havde en KÆMPE selvtillid!

Jeg har prøvet 2 gange, at hun rent faktisk har forsvaret migoverfor mennesker, og den eneste hund jeg har oplevet det med. Den ene gang var overfor gammel mand, som besægte min morfar da jeg var deroppe en gang, ham var jeg lidt bange for. (Jeg har vel været omkrng 8-9 år) Da han fik øje på mig rakte ham hånden frem mod mig, mens jeg krammede Miko, (nok bare for at sige goddag), men Miko hun for frem mod ham, og heldigvis havde jeg fat i hende. Hun blev lukket ind i stuen, hvor hun gentagende gange for på døren og krasede for at komme ind til mig. Jeg gik så ind til hende i stedet, og hun faldt til ro.

Den anden gang var overfor vores daværende plejebarn, Michael som havde boet hos os i 3-4 år, og min fætter, Rasmus. Jeg var 16-17 år, og sad i sofaen og nussede med Miko, og Rasmus og Michael blev ved med at skulle komme og drille, kaste ting på mig, skubbe osv. Tilsidst blev jeg så irriteret at jeg råbte af dem, og for "sjov" sagde >ta dem<. Hun sprang ned fra sofaen, og løb gøende og knurrende efter dem. De låste sig inde på toilettet, og Miko blev ved med at springe på døren.... Indtil jeg kort efter sagde meget forskrækket, >Miko kom her<, og hun stoppede og kom valsende tilbage, og hoppede op til mig som om intet var hændt... Det var mærkeligt???

Men ja, hun har jo været vandt til at jeg var en lille pige, som hun følte hun skulle passe på. Vi har været udadskillelige, og hun var der altid for mig. Var jeg ked af det, kunne hun sidde i flere timer lige ved siden af mig, selvom hun ikke fik klap eller kæl.

Miko var min første agility hund, og hun nåede også at rykke op i klasse 3 DCH, og vi vandt en del i junior klasserne i DKK. Hun var bestemt ikke hurtig, men stort set altid fejlfri. (Kom dog lige an på tiden). Hun har været med til at vinde Sydhavscupperne et par gange, og også været klubmester, og junior-klubmester i mange år. Det kom dog til et punkt, da jeg blev ældre og indså at Miko løb for min skyld, hun synes ikke selv der var sønderlig sjovt at løbe stærkt, når der ikke var et vildt foran. (Så gik det tilgengæld også MEGET stærkt!!) En af hendes store passioner var at stå på toppen af a'et og nyde udsigten. Mange husker nok de mange kunstner, danse, hoppen/kravlen rundt jeg var nødt til for at få hende ned :) Men alt med et smil på læben, hun var jo en meget artig hund. Så jeg fik Doobi, da Miko var 6 år, og hun blev pensioneret. Hvilket hun havde det ganske fint med :) Jeg måtte træne lige så tosset jeg ville med Doobi, så længe jeg var hendes til at putte med når jeg kom ind. OG det var jeg! Doobi gad nemlig ikke så meget af det med at ligge stille de første par år.

Miko var lige til det sidste, uden tvivl, vores føre tæve. Vi var begyndt at tvivle ca. ½ år tilbage, om hun var ved at vie fra pladsen. Men en aften hvor Bugsy vogtede madspanden (som han plejer), troede han skulle fortælle Miko at hun skulle forsvinde der fra, gav hun ham en kæmpe røffel, og fik svaret igen og fortalt at det skulle han slet ikke bestemme, hvor efter Bugsy dugnakket listede væk, temmelig chorkeret over det der lige skete. Nok lige så meget som vi andre var. 14 år, døv og blind, men stadig fører-tæve. Det er imponerende...
Miko har nået at have kendskab til mange hunde.
Futte, vores labrador, var 3 år da vi fik Miko, men er død for mange år siden.
Amanda, sheltie, fik vi da Miko var 4 år, men døde for 2 år siden.
Cloé, shapendoese, er ½ år yngre end Amanda, lever stadig.
Doobi, sheltie, fik vi da Miko var 6 år.

Bugsy, border collie, fik vi da Miko var 7 år.
Ally, border collie, fik vi da Miko var 8 år.
Merci, Border collie, fik vi da Miko var 11 år.

Primadonna, sheltie, fik vi da Miko var 13 år.
Ghetto, border collie, fik vi da Miko var 13 år.
Cider, sheltie, fik vi da Miko var 14 år.
Miko har altså dannet flok med i alt 10 forskellige hund, hvoraf 2 døde før hende. Hun har altid været sød og fair overfor hvalpe, også når vi har haft kuld. Hun har ikke været en legetante, men sat sig i respekt bare ved at gå rundt mellem dem, og lade dem hænge hende i pelsen, men de har alle vidst hvornår det var slut, uden at det var nødvendigt for hende at sætte lyd på, eller bevæge læberne. Hun var en fantastisk fører hund..

Miko sov i min seng, og vi var meget tæt knyttet, selvom jeg var 6 år, kan jeg ikke huske nogen minder fra min bardom hvor hun ikke er med. Selvom jeg års mæssigt godt kan regne ud at hun jo ikke var født endnu, så føler jeg bare at hun var der.. Hun har bare altid været der! Derfor var dette en rigtig hård beslutning. I sær fordi hun ikke har trukket på benene, eller anden måde vist smerte.... Så har jeg været i tvivl så mange gange, og mine forældre har ville lade mig tage beslutningen.

De sidste år, var vi godt klar over at hun var døv. Hun har altid haft lidt selektiv hørelse, men altid kunne høre hvis vi rodede i madspanden, og det kunne hun ikke til sidst. Hendes øjne var også begyndt at få en grå hinde, så vi var også i tvivl om hvor meget hun kunne se. Men hun er en sej dame, så det var ikke det der skulle slå hende ud. Som 12 ½ årig var hun i fuld narkose for at få fjernet en tumor, og hun vågnede selvfølgelig op og var frisk igen!

Hun har det sidste års tid haft svært ved at hold epå vandet, hvis hundene har været alene hjemme i nogle timer. Men hun var gammel, og det var ikke så tit de var så længe alene hjemme at det skete.

Miko har haft knuder sådan lidt her og der i nogle år, men dyrlægen sagde hun ikke var generet af dem. Det sidste stykke tid har hun dog haft en meget stor en, inde i maven tror vi, for hendes sider var bulet og maven virkede hård... Hun begyndte med kortere mellemrum at tisse på gulvet, og vi havde en idé om at det kunne være knuden i maven der trykkede på blæren, som hos Amanda. Men når hun ikke pev, trak sig væk eller reagerede på at man trykkede hende på maven, så havde hun vel i realiteten ikke ondt? Det var i hvert fald dyrlægens svar. Og hun var ellers frisk nok, og gik stadig med op og ned af trapperne, og sprang ud og ind af bilen.

Men de sidste to uger har været slemme, det er gået lidt for stærkt ned af bakke. :( Hun havde svært ved at finde rundt, kunne ikke huske hvor de forskellige ting stod i huset, sprang med ryggen op i sofabordet når hun ville op i sofaen, kunne fare vild nede i mine forældres soveværelse, og dagen før hun skulle aflives var hun ved at falde ned af trappen, når hun ville springe et trin over... :( Hun pev stadig ikke, og hun haltede ikke.... Men havde svært ved at holde på vandet efterhånden ofte...

Det var en meget svær beslutning for mig, i en meget svær tid! Men onsdag den 10 november, besluttede jeg mig at min fantastiske og dejlige bamseven ikke skulle leve et uværdigt liv, bare fordi jeg led... Så der blev bestilt tid dagen efter. Det var en meget svær dag, lige ledes torsdagen, da det først var kl 15.40... Men jeg brugte dagene på at putte med hende, som hun elskede. Torsdagen gik vi lang tur i skoven og ved stranden, så hun rigtig knne snuse.

Jeg havde 1000 gange lyst til at ringe ind og aflyse, jeg synes jo hun havde det så godt, og hun elskede jo de gå ture, og virkede så frisk.... Men hun sov så meget til sidst, at hun sjældent var med på gå ture, og de andre skavanker hun havde var bare ikke værdigt for en så stærk fører tæve, og jeg holdte ved min beslutning. Jeg grad utrolig meget, men var ikke en omvæltning for mig i øjeblikket, gør jeg en del. Men da jeg kom hjem og vi havde begravet hende på agilitybanen, virkede jeg afklaret med det. Og det beviser for mig, at det var den rigtige beslutning, og måske også at jeg lige har været igennem noget meget hårdere, selvom det ikke kan sammenlignes. Jeg mistede min bedste ven, og min bedste legekammerat inden for 3 uger, det er bare ikke fair :( Men livet går videre, og jeg ved jeg har 2 af verdens bedste skytsengle, som passer på mig! Det er virkelig hårdt at miste sin 1. hund! Og mens jeg lavede disse videoer, og skrev denne blog, har jeg virkelig savnet hende!! Hun lå jo altid lige ved siden af mig, og puttede, når jeg skrev computer eller så fjernsyn... Hun var en fantastisk varmepude, og dejligste krammebamse.

Natasha Gjerulff Jensen