Nyder at kunne træne lidt endnu!

Da vi heldigvis, ind til videre, virker til at være sluppet for alt den sne, så udnytter vi at vi stadig kan træne lidt ude i haven. Vi sætter dog pris på frosten, så det så ikke bliver så smattet :)
Primadonna er jo desværre ikke gået i løbetid endnu :/ Men jeg nyder så stadig at kunne træne med hende.. Men ville nu også sætte stor pris på snart at kunne nusse lidt hvalpe... Men jeg krydser fingre for at der sker noget inden jul og nytår..
Men hvis det er, så er det nok bare ikke meningen at det skal være.. Har dog så voldsomt ondt af alle de hvalpekøbere jeg må skuffe :( Meen, der kan jo nå at ske meget på 1 måned :) Så jeg er stadig optimist!
Da denne årstid desværre er meget hård ved Doobi, og hendes tynde hud underpoterne, er det ikke meget agility hun laver, da hun skiftevis går på 3 ben... Men hun vil jo gerne, så hun får lov til at tage lidt slalom og tunnel og andet sjovt. OG selvfølgelig lege legetøj, bare hun er med der hvor der sker så hun glad :)
Jeg har trænet slalom med både Prima og Cider... Jeg har lagt stor vægt på selvstændig slalom, og i sær indgang for Prima, og jeg er selvfølgelig kun lige startet op med træningen hos Cider :) Er også begyndt at træne "starter" med Cider :) Søde hundepige :D

Prima træner slalom :)

Cider træner slalom :)

Cider træner starter :)

Natasha Gjerulff Jensen

Ghetto startet konkurrence

Vi var alle meget spændte på Ghettos konkurrence debut. Han er ikke en hund som springer hovedløs ud i alt, men tænker sig derimod godt om inden, hvilket jo egentlig er meget klogt.

Han er blevet en rigtig skrapsak når vi træner hjemme i haven, og efter han skiftede hold i Maribo DCH, er det også begyndt at gå frem ad der! Han gik førhen på begynder hold, hvor nogle af de andre hunde stak af fra føren, og Ghetto brød sig ikke om når førene råbte efter hundene. Men efter han rykkede til et hold, hvor der er mere ro på, er han virkelig begyndt at kører med klatten.

Det er utroligt der kan være så stor en forskel fra når han træner agility, til når han hyrder. Men når instinktet tager over, og det er ham og fårene, så gror der en masse hår frem på brystet! Så er han ikke mr. nice guy mere, men mr. bad guy! Lige meget hvor frække og provokerende fårene er, så trækker han sig ikke, og viger ikke blikket fra dem.

Hvor han i agility er mere afventende på fars kommandoer, og sætter gerne farten ned hvis han er i tvivl... Eller sådan var det en gang :) Jeg tror hyrdningen har gjort noget rigtig godt for Ghetto, han har fået mere hård på brystet, og tør noget mere. Det hænger selvfølgelig også sammen med at han er begyndt at tænde mere på agility, men han er blevet lækker at arbejde med! Og det er vendt til et kæmpe plus nu, at han tænker så meget. For han lærere hurtigere, og behøver ikke så mange gentagtelser.

Vi var dog stadig lidt spændte på hvordan han tog det at skulle løbe i hallen. For noget var at han var blevet rigtig sej derhjemme..... Men hvordan ville han tager det med fremmede forhindringer, nu hvor det havde taget lidt tid for ham at vinde tillid til vores egne/klubbens, 1. gang på gulvtæppe og indendørs med alt den larm og andre hunde der er tæt på... Men men alt vores nervøsitet blev gjort til skamme.... Vi havde absolut intet at være nervøse over. Seje Ghetto drengen var bare helt cool. Lod sig ikke mærke af noget som helst! Han stod fint fast på gulvtæppen, studsede kun lidt over balancen, og man kunne intet mærke på ham mht. udenoms-støjen...Han var fuldt koncentreret om banen og min far. Jeg er super stolt af dem begge, jeg synes de havde en super flot debut!
Og glæder mig helt vildt til at følge dem næste sæson!
Lig lige mærke til hans totalt glade hale :) Han lovre hele banen igennem, søde hund :)


Bror Bob og bror Macho stillede også op.
Her ses film af Macho:


Her ses film af Bob:

Cider træner agility

Cider er i fuld gang med agility træningen :)

Hun er så lækker at arbejde med. Hun vil gøre alt for sit legetøj, og super intelligent!

Selvom jeg foretrækker løbefelt, på mine to nye små agility håb, så lære de fra helt små hvad det vil sige at stå på et felt.

Hun har lært at det giver belønning at stille sig op med bagbenene på feltet. Så hun søger det selv hvis hun ikke bliver bedt om andet, så finder hun et felt at stå på.. Cider har også forstået at man skal blive stående der, indtil der bliver sagt okay, og så må man gå af :) Hun er så sød.

Jeg er også nu startet op med træningen af løbefelt. Det tager lang tid at træne op, og af mange gange. Så det er ikke bare sådan lige at få kørt ind.
1. lektion

Her har hun lært at holde benene på balancen, så hun ikke falder ned når jeg sætter den lidt op i højden :)
2. lektion

så er den blevet løftet lidt.
3. lektion

Jeg træner på denne højde i et stykke tid, ind til hun bliver lidt ældre.

Noget af det vigtigste jeg synes, at få trænet med sin hvalp er fremadsendelse.. Det giver en masse selvtillid til hunden, og gavner utrolig meget på længere sigt.

Vi er også gået i gang med at træne videre. Men holder det stadig meget simpelt for hende. Hellere nemt og god fart, end svært og ned i tempo...

Doobi er blevet opereret

Doobi 3 timer efter

Som mange ved, har Doobi lidt utrolig meget under sin allergi. Det har nu stået på i næsten 1 år. :( Stakkels guldklump. Hun har været så meget igennem, og jeg ønsker ikke at hun skal blive ved med at have sådanne op og nedture..

Vi troede ellers at vi havde fundet løsningen på problemet, foder skift. Men efter 2 måneders tid gik det ned af bakke igen, og vi prøvede to andre foder skift, hvor vi blev lovet hurtigt synlige resultater.. Men ingen bedring. Og vi besluttede os for at der måtte noget nyt til...

Jeg har snakket meget med Isabel om den operation Wotán har været igennem, og han er helt symptom fri nu! Fantastisk, hun siger det er de bedste penge givet ud!

Så dagen efter ringede jeg op til Hans Jørgen Jensen i Stenlille, og bestilte tid til den 12 november. På dagen var jeg ret nervøs, jeg havde dagen før mistet Miko, og tanken om at Doobi skulle i narkose var ikke noget jeg var vildt begejstret med!

Det viste sig så, eller var jeg jo godt klar over, men at Doobi er så sød og velopdragen, at det kunne gøres i lokalbedøvelse.. Først da han sagde det blev jeg lettet, men da han så begyndte at spritte det af, og gøre klar blev hun meget urolig... :( Øv tænkte jeg, så heldig var jeg ikke... Men da jeg kiggede ned på bordet var der sprit over det hele, og stakkels Doobi stod med sine bidte poter lige midt i det hele, det var forståeligt hun var urolig. Tanken om sprit i åbent kødsår er heller ikke noget der får mig til at sidde stille...

Men da det blev tørt væk var hun rolig igen, og indgrebet kunne laves. Jeg stod bag hende, og hjalp med at støtte hende. Jonas var omme foran og så det hele... Jeg kunne kun fornemme hvad der blev lavet. Jeg kunne mærke i huden på Doobi når han skar, AD :( Og tyde Jonas' ansigts udtryk, det resulterede i jeg næsten var mere urolig og dårlig end Doobi. Det synes dyrlægerne var lidt morsomt :) Jonas sagde de skar et lige snit i halsen, hvorefter der var åbent og man kunne se huden flabbe... Så tog han et stort stykke kød, og stoppede det godt ind under, hvorefter han trak huden godt rundt omkring, og syede det sammen igen.

Men efter ½ time var det hele overstået, og hun var syet sammen igen. Det gik så nemt, og det håber jeg også resten gør.

Han sagde desværre at han var i tvivl med Doobis allergi, fordi hun faldt uden for nogle af de symptomer som der normalt var. Bla. at hun først viste tegn på det i 5-6 års alderen, og hunde med allergi normalt allerede får det mellem 1 og 3 år. Det var i hvert fald dem denne operetion var lavet på. Der var også nogle andre ting som hun ikke "opfyldte", men selvfølgelig også nogle ting hun gjorde. Så dyrlægen var desværre lidt i tvivl om vi ville få det ønskede resultat af operetionen på hende. Men jeg krydser alt jeg har!

Doobi forfra

Hun har nu, siden operationen, fået normalt foder, og ikke blevet skånet med hverken tyggeben eller godbidder, og hun var alligevel rengående i da, HURRA! Normalt ser man resultater ved 10-12 dagen, når de får taget sting og ellers inden for en måned... Så det kan jo være et tilfælde... Men jeg ser positivt på det, og håber på at det er tegn på det går fremad igen!

Doobi set fra venstre
Doobi set fra højre

Hun skal have taget sting den 24 november. Kødet skal blive under huden altid, det vil selvfølgelig forgå lidt med tiden og blive mindre, men man kan mærke altid mærke det. Det ser meet voldsomt ud nu, men det bliver en lille klump, og når håret kommer til at dække kan det jo ikke ses. Bare hun får det godt, så må hun gerne have lidt klumper her og der :)

Jeg ville gerne skrive en længere videnskabelig forklaring på hvorfor det virker, men det kan jeg ikke... For det ved Dyrlægen, Hans Jørgen Jensen, nemlig heller ikke rigtig selv.. :) Allergi er jo en overreaktion fra immunforsvaretsside mod et allergen som ikke er skadeligt. Så umidelbaret har jeg en teori om, at det må være fordi kødet holder immunforsvaret på tæerne hele tiden, så det ikke pludselig kan reagere mod "mindre" og ikke skadelige angreb. Og ved ikke at reagere på dem, genkender B-lymfocytterne dem, og kan være på vagt ved nye angreb, og nå at bekæmpe det..... Men men, det er jo bare en russisk metode som har fundet sig vejen til Danmark, og bare det virker, så er jeg lige glad med hvorfor det gør :)

I kan også læse artiklen: http://minibull.dk/PDF%20filer/Allergi%20artikel%20vaevsterapi.pdf

for et andet eksempel på helbredelse....

Natasha Gjerulff Jensen

R.I.P Miko

Min gamle terrier/puddel blanding blev aflivet den 11 november 2010

Nogle vil nok påstå at Miko ikke høre til kategorien "smukke hunde", men hun er bare så sød, og charmerende, at man kun kan elske hende. OG hun har taget alles hjerter med storm.

Det startede med at min storebror fik hende, og skulle træne med hende. Han gik lidt på hvalpe hold, men mistede meget hurtigt interessen, og jeg overtog hende. Jeg var kun 6 år, (fyldte 7 et par måneder efter), men hun vandt med det samme mit hjerte, og omvendt.
Miko var min bedste ven, og legekammerat. I det vi bor langt ude på landet, og der ikke rigtig var andre børn omkring os, legede jeg rigtig meget med Miko. Hun var med i alle mine lege, om det betød hun skulle sidde og kigge ved et te bord, løbe rundt i haven, på kælk, være kramme bamse, sidde i barnevorgn eller klædes ud. Miko var den mest taknemmelige hund i verden! Bare hund fik opmærksomhed så var hun glad og tilfreds.

Hun var en meget stærk hund, terrrieren kom virkelig til udtryk blandt andre dyr.. Lige så meget som hun elskede mennesker, lige så stort jagtinstinkt havde hun... Hun var altid i snor uden for vores have, da vi har haft problemer med at kalde hende til os, hvis hun slap fra os, hvis hun så et dyr... Eller bare troede hun så et.. Hendes mor forsvandt på en jagt, ejeren tror hun fik fært af en ræv, og forsvandt ned i en rævegrav, og blev aldrig fundet.. Denne frygt havde vi, og Miko var derfor aldrig løs, men altid i flex eller MEGET lang line.

I hendes 14 ½ år, har vi aldrig hørt hende pive, eller halte på et ben. Om hun simpelthen ikke har haft ondt, eller bare ikke har vist det er ikke til at vide. Men ingen har kunne slå hende ud, selvom hun har haft et par slåskampe igennem sin tid.

Hun var heller ikke så god til andre hunde, hun passede alt for meget på mig. Selv til en udstilling, hvor jeg gik forbi en Amstaff, for hun vandret ud i stram line... Og stakkels lille amstaff fik et chok og skyndte sig om bag ved dens ejer.. Ja, Miko var måske ikke stor i størrelse, vel omkring de 37 cm, men havde en KÆMPE selvtillid!

Jeg har prøvet 2 gange, at hun rent faktisk har forsvaret migoverfor mennesker, og den eneste hund jeg har oplevet det med. Den ene gang var overfor gammel mand, som besægte min morfar da jeg var deroppe en gang, ham var jeg lidt bange for. (Jeg har vel været omkrng 8-9 år) Da han fik øje på mig rakte ham hånden frem mod mig, mens jeg krammede Miko, (nok bare for at sige goddag), men Miko hun for frem mod ham, og heldigvis havde jeg fat i hende. Hun blev lukket ind i stuen, hvor hun gentagende gange for på døren og krasede for at komme ind til mig. Jeg gik så ind til hende i stedet, og hun faldt til ro.

Den anden gang var overfor vores daværende plejebarn, Michael som havde boet hos os i 3-4 år, og min fætter, Rasmus. Jeg var 16-17 år, og sad i sofaen og nussede med Miko, og Rasmus og Michael blev ved med at skulle komme og drille, kaste ting på mig, skubbe osv. Tilsidst blev jeg så irriteret at jeg råbte af dem, og for "sjov" sagde >ta dem<. Hun sprang ned fra sofaen, og løb gøende og knurrende efter dem. De låste sig inde på toilettet, og Miko blev ved med at springe på døren.... Indtil jeg kort efter sagde meget forskrækket, >Miko kom her<, og hun stoppede og kom valsende tilbage, og hoppede op til mig som om intet var hændt... Det var mærkeligt???

Men ja, hun har jo været vandt til at jeg var en lille pige, som hun følte hun skulle passe på. Vi har været udadskillelige, og hun var der altid for mig. Var jeg ked af det, kunne hun sidde i flere timer lige ved siden af mig, selvom hun ikke fik klap eller kæl.

Miko var min første agility hund, og hun nåede også at rykke op i klasse 3 DCH, og vi vandt en del i junior klasserne i DKK. Hun var bestemt ikke hurtig, men stort set altid fejlfri. (Kom dog lige an på tiden). Hun har været med til at vinde Sydhavscupperne et par gange, og også været klubmester, og junior-klubmester i mange år. Det kom dog til et punkt, da jeg blev ældre og indså at Miko løb for min skyld, hun synes ikke selv der var sønderlig sjovt at løbe stærkt, når der ikke var et vildt foran. (Så gik det tilgengæld også MEGET stærkt!!) En af hendes store passioner var at stå på toppen af a'et og nyde udsigten. Mange husker nok de mange kunstner, danse, hoppen/kravlen rundt jeg var nødt til for at få hende ned :) Men alt med et smil på læben, hun var jo en meget artig hund. Så jeg fik Doobi, da Miko var 6 år, og hun blev pensioneret. Hvilket hun havde det ganske fint med :) Jeg måtte træne lige så tosset jeg ville med Doobi, så længe jeg var hendes til at putte med når jeg kom ind. OG det var jeg! Doobi gad nemlig ikke så meget af det med at ligge stille de første par år.

Miko var lige til det sidste, uden tvivl, vores føre tæve. Vi var begyndt at tvivle ca. ½ år tilbage, om hun var ved at vie fra pladsen. Men en aften hvor Bugsy vogtede madspanden (som han plejer), troede han skulle fortælle Miko at hun skulle forsvinde der fra, gav hun ham en kæmpe røffel, og fik svaret igen og fortalt at det skulle han slet ikke bestemme, hvor efter Bugsy dugnakket listede væk, temmelig chorkeret over det der lige skete. Nok lige så meget som vi andre var. 14 år, døv og blind, men stadig fører-tæve. Det er imponerende...
Miko har nået at have kendskab til mange hunde.
Futte, vores labrador, var 3 år da vi fik Miko, men er død for mange år siden.
Amanda, sheltie, fik vi da Miko var 4 år, men døde for 2 år siden.
Cloé, shapendoese, er ½ år yngre end Amanda, lever stadig.
Doobi, sheltie, fik vi da Miko var 6 år.

Bugsy, border collie, fik vi da Miko var 7 år.
Ally, border collie, fik vi da Miko var 8 år.
Merci, Border collie, fik vi da Miko var 11 år.

Primadonna, sheltie, fik vi da Miko var 13 år.
Ghetto, border collie, fik vi da Miko var 13 år.
Cider, sheltie, fik vi da Miko var 14 år.
Miko har altså dannet flok med i alt 10 forskellige hund, hvoraf 2 døde før hende. Hun har altid været sød og fair overfor hvalpe, også når vi har haft kuld. Hun har ikke været en legetante, men sat sig i respekt bare ved at gå rundt mellem dem, og lade dem hænge hende i pelsen, men de har alle vidst hvornår det var slut, uden at det var nødvendigt for hende at sætte lyd på, eller bevæge læberne. Hun var en fantastisk fører hund..

Miko sov i min seng, og vi var meget tæt knyttet, selvom jeg var 6 år, kan jeg ikke huske nogen minder fra min bardom hvor hun ikke er med. Selvom jeg års mæssigt godt kan regne ud at hun jo ikke var født endnu, så føler jeg bare at hun var der.. Hun har bare altid været der! Derfor var dette en rigtig hård beslutning. I sær fordi hun ikke har trukket på benene, eller anden måde vist smerte.... Så har jeg været i tvivl så mange gange, og mine forældre har ville lade mig tage beslutningen.

De sidste år, var vi godt klar over at hun var døv. Hun har altid haft lidt selektiv hørelse, men altid kunne høre hvis vi rodede i madspanden, og det kunne hun ikke til sidst. Hendes øjne var også begyndt at få en grå hinde, så vi var også i tvivl om hvor meget hun kunne se. Men hun er en sej dame, så det var ikke det der skulle slå hende ud. Som 12 ½ årig var hun i fuld narkose for at få fjernet en tumor, og hun vågnede selvfølgelig op og var frisk igen!

Hun har det sidste års tid haft svært ved at hold epå vandet, hvis hundene har været alene hjemme i nogle timer. Men hun var gammel, og det var ikke så tit de var så længe alene hjemme at det skete.

Miko har haft knuder sådan lidt her og der i nogle år, men dyrlægen sagde hun ikke var generet af dem. Det sidste stykke tid har hun dog haft en meget stor en, inde i maven tror vi, for hendes sider var bulet og maven virkede hård... Hun begyndte med kortere mellemrum at tisse på gulvet, og vi havde en idé om at det kunne være knuden i maven der trykkede på blæren, som hos Amanda. Men når hun ikke pev, trak sig væk eller reagerede på at man trykkede hende på maven, så havde hun vel i realiteten ikke ondt? Det var i hvert fald dyrlægens svar. Og hun var ellers frisk nok, og gik stadig med op og ned af trapperne, og sprang ud og ind af bilen.

Men de sidste to uger har været slemme, det er gået lidt for stærkt ned af bakke. :( Hun havde svært ved at finde rundt, kunne ikke huske hvor de forskellige ting stod i huset, sprang med ryggen op i sofabordet når hun ville op i sofaen, kunne fare vild nede i mine forældres soveværelse, og dagen før hun skulle aflives var hun ved at falde ned af trappen, når hun ville springe et trin over... :( Hun pev stadig ikke, og hun haltede ikke.... Men havde svært ved at holde på vandet efterhånden ofte...

Det var en meget svær beslutning for mig, i en meget svær tid! Men onsdag den 10 november, besluttede jeg mig at min fantastiske og dejlige bamseven ikke skulle leve et uværdigt liv, bare fordi jeg led... Så der blev bestilt tid dagen efter. Det var en meget svær dag, lige ledes torsdagen, da det først var kl 15.40... Men jeg brugte dagene på at putte med hende, som hun elskede. Torsdagen gik vi lang tur i skoven og ved stranden, så hun rigtig knne snuse.

Jeg havde 1000 gange lyst til at ringe ind og aflyse, jeg synes jo hun havde det så godt, og hun elskede jo de gå ture, og virkede så frisk.... Men hun sov så meget til sidst, at hun sjældent var med på gå ture, og de andre skavanker hun havde var bare ikke værdigt for en så stærk fører tæve, og jeg holdte ved min beslutning. Jeg grad utrolig meget, men var ikke en omvæltning for mig i øjeblikket, gør jeg en del. Men da jeg kom hjem og vi havde begravet hende på agilitybanen, virkede jeg afklaret med det. Og det beviser for mig, at det var den rigtige beslutning, og måske også at jeg lige har været igennem noget meget hårdere, selvom det ikke kan sammenlignes. Jeg mistede min bedste ven, og min bedste legekammerat inden for 3 uger, det er bare ikke fair :( Men livet går videre, og jeg ved jeg har 2 af verdens bedste skytsengle, som passer på mig! Det er virkelig hårdt at miste sin 1. hund! Og mens jeg lavede disse videoer, og skrev denne blog, har jeg virkelig savnet hende!! Hun lå jo altid lige ved siden af mig, og puttede, når jeg skrev computer eller så fjernsyn... Hun var en fantastisk varmepude, og dejligste krammebamse.

Natasha Gjerulff Jensen

Primadonna er blevet øjenlyst

Det startede så fint, og hun sagde der ikke var noget som helst at se. Trods hun var merle, så havde hun meget fine øjne at kigge på, og nemme at overskue.
Men, så fandt hun en ting......
Hun har et lille bitte hår ved øjenlåget, men hun sagde det bestemt ikke var noget hun var generet af, og hun heller ikke kunne se nogen grund til at fjerne det. Jeg spurgte ind til betydningen af denne anmærkning, hvis det ikke har noget at sige, og hun sagde at de skriver alt ned i håb om at kunne fastlægge arvegange på de forskellige typer "sygdomme". Ligeledes kunne det være Prima taber håret, og det ikke kommer igen. Vi fik fortalt at det var en nem operation hvis vi skulle beslutte os at få det fjernet, (hvilket hun frarådede os). Så hun gav mig grønt lys, sagde dog at det ville være en god idé at finde en som ikke har det..
Men vigtigst af alt, hun er øjenlyst fri for CEA og PRA.

Jeg har fundet lidt om det her:
Distichiasis/Ektopiske cilier

• På øjenlågene er der hårvækst, men ikke i selve kanten af øjenlåget. Midt i kanten af øjenlågene er der en række små punktformede åbninger til de meibomske kirtler. I de meibomske kirtler kan der være udviklet hårsække, hvor fra der senere vokser hår ud gennem kirtelåbningerne, dette benævnes Distichiasis.
• I nogle tilfælde vokser hårene ud indvendigt på øjenlåget og benævnes da Ektopiske cilier.
• Uønskede hår og hårsække kan fjernes ved operation.
• Operationen indebærer minimal risiko for arvævsdannelse, og der anvendes ingen syning i øjenlågene.
• Frysning af hårsækkene bag på øjenlågene anvendes også i en del tilfælde.
• Arvelighed og arvegang er ikke klarlagt hos nogle racer, selvom den hyppige forekomst hos visse racer tyder på, at sygdommen kan være arvelig, så som Amerikansk Cocker Spaniel og Samojedhund.
• Hunde med Distichiasis eller Ektopiske cilier bør kun parres med dyr, der ikke er afficerede.

Tilbage blik på sæsonen der gik, og lidt længere end det....

Det er ikke gået helt som forventet i år....

Den hund jeg troede på gik i stykker, og den anden rykker frem.

Doobi startede sæsonen perfekt, og blev svensk agility champion i januar, og vandt faktisk begge certer på samme dag, og blev senere både svensk og dansk spring champion.... Måtte desværre trække hende fra rigtig meget af stævne sæsonen, da hun on and off blev ved med at være skadet. Vi har skiftet foder to gange, og har prøvet meget forskelligt, som jeg også tidligere har forklaret på min blog, men nu skifter jeg foder for sidste gang, og så må vi prøve noget helt 14... Hun virkede ellers til at have fået det godt igen, hendes fart og glæde var kommet igen... Men nu er hun begyndt at klø og bide sig igen... :(

Vi blev ikke udtaget til landsholdet, og jeg har fortrudt mange gange at jeg ikke fulgte mit hjerte og trak hende fra det press jeg udsatte hende for... Efter udtagelsen havde hun revet mere hud af poterne, og var halt flere dage efter og først rengående 1½ uge efter... Så det er et difinitivt stop til landsholdet, Doobi havde to gode år, hvor vi havde mange fantastiske oplevelser. Men nu vil vi nøjes med at konkurrere her i DK, og stadig jagte Danmarks mesterskabet. Det kan selvfølgelig også være vi kommer lidt til nabolandende, hvis der er plads til det.. Men vi holder os til de almindelige stævner fra nu af.... Det er lidt sørgeligt, jeg havde stærkt håbet på at hun havde i hvert fald 1 år tilbage på topplan endnu, men sådan skulle det ikke værre...

Vores hidtil bedste resultater er:

Modtog prisen for mest lovende ekvipage 2007
Nr. 2 i fionia cup finalen 2007
Nr. 2 i dania cup finalen 2008
Hold Guld vinder DM 2009

Hold Guld vinder Nordisk 2008
Nr. 4 Nordisk 2009
Nr. 15 VM 2009
Dansk agility champ 2009
Nr. 4 i årets agility hund
Svensk agility champ 2010
Nr. 2 i årets hold 2009-2010
Dansk spring champ 2010
Svensk spring champ 2010
Nr. 5 DCH DM 2010

Jeg vil ikke sige at Doobi bliver totalt pensioneret, for det gør hun selvfølgelig ikke. Vi skal jo stadig løbe, men hun bliver pensioneret på top plan, jeg vil ikke udsætte hende for det store press mere. Må se i øjnene at hun ikke kan holde til det... Så sæsonen endte på en helt anden måde end planlagt.

Doobi er mit hjerte barn, og der er ikke noget jeg ikke vil gøre for hende! Hun har givet mig så mange fantastiske oplevelser! Og tanken om at hvis jeg en dag skal løbe til Nordisk eller VM igen, så det ikke med hende?? Det er underligt.. Det har altid kun været hende..
Hun har været en fantastisk sød lære hund, og godt jeg havde hende først, for hun er skyld i at jeg stadig løber agility.
Der var dog et øjeblik jeg overvejede at skifte sportsgren: :P

Men hun ville kun bide mig, så hun blev min lille IPO hund :D

Så til min lille blå :)
Jeg vil starte med at fortælle om vores opstart, i håb om at få fortalt hvad vi faktisk har været igennem.
Primadonna og Doobi er to fuldstændige forskellige hunde, som jeg også tidligere har fortalt. Men da jeg anskaffede mig Prima, havde jeg aldrig troet det skulle ende med så hårdt arbejde. Jeg var klar til at gå i gang med alle forberedelserne og træningsplaner til min nye stjerne fra jeg modtog hende... Jeg var sikker på at med mine erfaringer med Doobi, så ville det gå som en leg. Men sådan skulle det ikke gå. Intet, nul og niks af det kunne jeg bruge......
Hun tegnede ellers fantastisk, var super lære nem, lærte klikkeren super hurtigt, og en masse tricks.... Og kunne løbe stærkt sammen med de andre hunde i en ganske ung alder...

...Prima spændte ben for mig i en meget tidlig alder...
Her får hun dog lidt hjælp fra brormand

Men til min store frustration, så var vores samarbejde der bare ikke, når der var andet omkring os, og tanken om at hun ville lave noget der lignede agility med mig i mere en slowmotion, var langt væk. Jeg lod være med at aktivere hende så meget, hvis det var fordi hun var alt for mæt, men nej, heller ikke det.. Efter lang tid ente det dog med at hun ville lave noget med nogle forhindringer, HVIS hun selv kunne bestemme. Lige så snart jeg pegede i en anden retning eller prøvede at få hende til at arbejde med mig, gik hun helt i stå. Det gad hun bare ikke. Hvem havde troet denne lille søde dejlige hvalp kunne lave så meget ballade.

Jeg var dybt ulykkelig, og frygtede at Prima og jeg nok bare ikke kunne finde ud af at arbejde sammen.... Vi snakkede meget frem og tilbage derhjemme, og det endte faktisk med at min far han tilbød, at hvis der ikke snart skete fremskidt, så kunne jeg få Ghetto og løbe med. Jeg var meget rørt over at min far tilbød mig det, men var stadig knust, og følte et kæmpe nederlag over at jeg havde "ødelagt" en så fantastisk hund på "papirene"...

Min søde søde Primadonna <3

Jeg snakkede meget med kennelen, og de blev ved med at sige at de var sikre på jeg ville få det bedste ud af hende, og ja, hun havde været meget stædig og selvstændig helt fra lille af....
Der gik længe hvor jeg valgte at arbejde på hendes primisser. Jeg tænkte, at bare vi lavede noget ved agilityforhindringerne, at det så var hende der bestemte, det var så bare det... Meget få gange kunne jeg få hende til at lave noget for legetøj, ellers var det godbidder, og det dræbte også farten...
Efter at have haft den samme fremmadsendelse stående i 2 måneder, hvor Prima kun ville løbe det, begyndte hun at sætte fart der, FANTASTISK! Nu var der håb for hun i det mindste kunne lide at løbe agility.. Så det kørte på gentagelser-gentagelser-gentagelser igen og igen og igen, før at det var noget der var sjovt...
Selvfølgelig har hun har lavet noget jeg bad hende om, men det lyste ud af hende at hun ikke havde lyst til det. Så jeg skulle have vendt det om til, at det var hende det fandt på det, og så gentage det, så blev det sjovt... Det var et kæmpe arbejde, kun have en åbenlys kombination fremme, og skubbe hende hen i retningen af hvad jeg havde i tankerne, men ellers lade hende tro at det var hende det fandt på det...
Jeg er så priviligeret at have søde venner der vil hjælpe mig. Og en stor tak til Laila Carstensen, som lavede en træningsplan til mig, da jeg var ved at køre helt død i det..
Prima begyndte langsomt at sætte mere fart i det sektioner Laila havde foreslået, og begyndte at synes det var sjovt... Og måske også lidt sjovt at arbejde når jeg var der...

Næste dilemma kom så jeg jeg ville forvente hun skulle springe.... Jeg har hele tiden ville træne springteknik, men det funger bare ikke hvis hunden ikke vil ofre sig lidt for det... Og igen, stor tak til Gitte Hoffmeister for råd og vejledning der! Det hjalp meget, og hun fandt hurtigt ud af det ikke var så slemt..
OG lige pludselig, BUM... På ingen tid så lærte hun bare det hele...... Som om hun havde fundet ud af at samarbejde måske ikke er helt så slemt igen.... Og det virkede til at alt det jeg havde forsøgt at lære hende, trods hendes slowmotion tempo, alligevel havde siddet fast, og nu kunne hun give den fuld gas i de forskellige kombinationer... Det skal også siges at hendes bækken blev rettet da hun var 14 mdr, og har selvfølgelig også hjulpet på lysten... Men løbe har hun hele tiden kunne, i hvert fald og lege med de andre...
Og nu sidder i nok og tænker, hvorfor alt den negativitet vær dog glad for din hund, OG JA DET ER LIGE PRÆCIS DET JEG ER! ;D
Havde jeg været lige glad så havde jeg ikke kæmpet sådan, i så lang tid... Jeg er ked af at føle jeg skal forklare mig selv, men dette har været et meget ømt punkt hos mig, og i håb om at få stoppet de forskellige kommentare, følte jeg det var på tide at få hele historien frem......
Hver gang jeg har glædet mig over et af hendes løb, så har jeg fået smidt den i hovedet: "Bare se hvad vi sagde, selvfølgelig kan hun løbe, hun var bare ung." "Bare giv mig hende, nu hvor du siger hun er så langsom".... osv osv.... Ja selvfølgelig var hun ung, men i mit hoved har det ikke noget at gøre med om man har lyst til at samarbejde...
Mange kammentare er helt sikkert sagt i sjov og måske med god mening, men det har ikke været sjovt at være den modtagende i denne situation. Jeg er over lykkelig for at hun er blevet som hun er, og er en drøm at træne med nu... Men det har har taget blod sved og tåre at komme hertil... Selvfølgelig er alle velkommen til at kommentere, men næste gang ville jeg sætte pris på man tænkte sig om inden... Har haft vendt min glæde over et løb, til triste ansigter alt for mange gange... Jeg er ked af folk har fået den opfattelse af jeg ikke er tilfreds med hende... Det er jeg nu, og har jeg været længe... Jeg er bare ked af der skulle gå så lang tid, før vi fandt ud af at arbejde sammen... Jeg er glad for jeg ikke gav op, selvom tanken havde strejfet mig! Men puha godt det ikke skete, tænk jeg kunne have haft border nu :P
Jeg tror dog også nu at jeg kan presse Prima det mere, og hun ender med at blive fantastisk, for der er ingen tvivl om at hun gør det fordi hun absolut elsker det, ellers havde Primadonnaen slet ikke vovet sig ud i det når det kan krølle hendes pels!!
En stor tak til Laila og Gitte for gode råd, til mine forældre for at vise min lys for enden af tunnellen, og til Lene for altid at støtte mig i alle situationer <3 align="justify">Nu til den sjove del:
Primas fantastiske sæson!!!
Min stjerne lagde fantastisk ud med at vinde 3 pinde til hendes første stævne (fionia cup). Hun rykker for hver konkurrence, og er simpelhen alt for sej... Hun er i klasse 2 i både agility og spring, og formåede på et stævne at kvalificere sig til årets hund finale 2010. HVILKET HUN VANDT! KUN 21 MÅNEDER GAMMEL!! Noget Doobi og jeg har kæmpet for så længe, og nu gjorde hun det allerede på hendes 1. sæson... Og sluttede så som nr. 6 i årets agility hund! Bare alt for sejt! Jeg kan slet ikke vente med at løbe stævner med hende igen! Men det går der jo forhåbentlig et stykke tid med endnu.... Da hun gerne snart skal komme i løbetid, og skal parres med en lækker svensk hanhund...

Jeg har lavet lidt statistik over Primas løb:

Her kommer også lige en trænings video:

Målsætning:
Jeg har overholdt mine målsætninger, da det var at hun ikke måtte tyvstarte.. Men alt det hun har formået i år, havde jeg aldrig turde håbe på. Men hun er beviset på at man aldrig skal give op, en hun der starter med at gå agility kan godt ende med at vinde en finale som 21mdr!
Jeg holdt mig selv i næsten alle mine aftaler... Jeg havde sagt til mig selv at hun skulle have lov til at løbe på alle sine felter, og springe dem hun nu ville i år... Det gik også fint til de første par stævner, men eftersom farten også steg, så steg hendes afstand med hop fra feltet også, og det blev mere og mere på grænsen, og har også fået fejl på det. Da vi så aftalte med hendes halvsøskende at danne hold til DM, tænkte jeg at jeg var nødt til at gøre noget, kunne ikke komme til et DM med en hund der jumper felter, så satte stop på, hvilket hun fattede super hurtigt. Jeg træner stadig løb til træning, men hun er ikke til konkurrence som hun er til træning, hun løber ikke ens... Og så det svært at træne løbefelt, da det er løberytmen man træner :/ Men men, løbefeltet på a'et sidder lige i skabet, så det skide godt!
Jeg har overholdt mit løfte om ikke at gå ind med tanken om at løbe fejlfrit, men i stedet at det skulle gå stærkt, og jeg ikke kunne bruge 5 fejl til noget... Jeg er blevet disket et par gange på at jeg ikke har rettet hendes fejl, men jeg har heller ikke turde. Tænk hvis hun slog over i ikke at ville arbejde med mig igen, fordi jeg rettede hende for meget... Så vi har løbet uden om en masse forhindringer, men gud hvor gik det stærkt da vi gjore det :P
Vi er blevet så gode sammen, så jeg ikke frygter et tilbagefald fra hendes side mere, men jeg retter sjældent hendes fejl stadigvæk... Hun er så ung, så herre gud om der er et par disk i mellem...

MINE DEJLIGE HUNDE-PIGER.
Natasha Gjerulff Jensen