Stolt over min sheltie-puppy :)

Hundene var til at starte med lukket væk, da gæsterne kom juleaften. Men hen ad aftenen ville den gamle den, og jeg lukkede mine 3 hunde ud. De blev lukket ind kort efter igen, og Doobi gik straks op af trappen igen, og lagde sig ind på min seng, hvor Prima blev elle vild over alle de mennesker der var.. Jeg var spændt på om hun kunne falde til ro, eller hun skulle lukkes væk. Men hun klarede det super flot. Da vi skulle danse om juletræet var hun lagt i sin kurv, og hun blev der næsten.. Hun sneg sig lige ud af kurven, men lagde sig da hun fik besked på det.. Hun kunne strække sig meget langt, for at prøve at være med, men hun blev :)

Hun elsker børn, og havde svært ved at lade mit gudbarn være, han er 4½, og lige hendes højde :) Men han synes ikke hele tiden at det er fedt at blive duttet i hovedet med en våd snude... Han synes dog hun var sød nok, når hun sad ned, og ikke måtte rejse sig :)

Macus startede med at sidde i mellem hundene, men Prima blev ved med at kysse ham i hovedet, så han flyttede sig over på den anden sidde af Miko.. :) Hun prøvede dog alligevel flere gange om hun ikke kunne nå ham fra sin plads :)

Se hvor langt hun kan strække sig... Hun vendede sig til ham, i slutningen af aftenen, og kunne godt lade ham være.. Man skulle dog have et halvt øje på hende..

Selvom det skete meget omkring hende hele tiden, og det var hendes første jul (sidste år var hun kun 4 dage), tog hun det ganske roligt. Der var intet stress over hende, hun tullede bare rundt, og så folk åbne deres gaver..

Hun lagde sig dog en gang i mellem væk for sig selv, når hun havde fået nok. Det var så rart at hun selv kunne styre hvornår hun ville være social, og ikke stressede rundt hele tiden... Hun er en utrolig dejlig hund, og heldigvis ikke større end man kan tages op en gang i mellem og putte lidt :)

Og hun har heldigvis ikke noget i mod det! Hun er en rigtig Primadonna. Vi så Beverly hills Chihuahua her den anden dag, det er næsten en tro kopi af Primsen... Efter chihuahuaen blevet kidnappet, kommer hun bare med en masse forskellige kommentare, hvor jeg bare kunne forestille mig Prima i hendes sko :) Vi ville foreksempel prøve at se om Prima selv kunne lære at gå på vores trappe, hun er jo blevet båret ind til nu, men det vil hun bestemt ikke. Hun går op på første trin, og kigger op på en, og forventer så at blive båret. Selvom man prøver at hjælpe hende, og skubbe hende lidt i den rigtige retning, så slår hun bremserne i og presser sig ind mod mig. Hun kan kigge tilbage med et blik der siger: Det tror jeg så ikk lige jeg gider!

Hun er så sjov, har så meget personlighed. Og i slutningen af aftenen havde Prima opført sig så pænt, at Marcus selv opsøgte hende :)

Vi havde en rigtig hyggelig aften! Det er altid dejligt når familien er samlet..

1. juledag havde vi en fridag, det er ellers mange år siden vi har prøvet det... Nu jeg skulle på arbejde om natten, så det passede fint, at julefrokosterne var rykket til 2. og 3. juledag. Jeg tog derfor ud og trænede lidt med hundene i stedet. Sneen var næsten tøet om natten, så det var rart. Jeg er begyndt at træne min fremadsendelse med to hunde.. Det startede lidt i sjov, men jeg synes faktisk at det virker. For Doobi er helt besat af hendes legetøj, og det er KUN hendes. Doobi er normalt en haj til sine fremadsendelser, (også til dem;), men det kan trække den ekstra fart ud af hende, at vide at der måske er en anden som kan tage det...

Prima hun tænder allermest på at løbe efter Doobi, så det er jo helt fint.. Hun kan også tænde på at stjæle Doobis legetøj. Jeg starter dem ved at de ser jeg ligger legetøjet, og tager dem så med i den anden ende af 5 ligeud spring, foran mig, og holder fast i halespidserne, hvor efter jeg tænder dem så de er lige ved at tyvstarte, hvorefter de får deres okay. De spæner begge af sted, og tager begge to alle springene. Prima fik på et tidspunkt et lille forspring, og nåede legetøjet før Doobi, det var en kæmpe sejr for hende.. De efterfølgende gange satte Doobi rigtig speed på, for det måtte bare ikke ske igen, det gjorde det så heller ikke, og Prima løber også en pæn bue uden om hende, når hun har fanget legetøjet..

Jeg ved ikke om det giver noget i det lange løb, men de ser ud til at have det sjovt med at løbe om kap, og det er vel det vigtigste at de hygger sig.. Jeg synes Prima har sat mere fart, hun bliver stadig overhalet af Doobi, men hun er også 4-5 cm højere... I starten var det allerede ved det 3. spring Doobi trak fra, men nu er det først ved det 4.... Det er da en forbedring...

Jeg prøvede en enkelt gang for sjov at sende Prima frem, hun tog alle 5 spring fremad i hurtigt tempo, og da hun nåede enden kiggede hun først tilbage for at se hvor Doobi blev af... Nu må vi se hvad det ender med. Jeg glæder mig i hvert fald til, at kunne starte med at træne rigtigt..

Natasha Gjerulff Jensen

Så blev bloggen endelig opdateret!

Der er sat nye videoer ind under træning med Sarah. Jeg har skrevet om NM, kiropraktor behandling, og Primas 1. års fødselsdag :)

Natasha Gjerulff Jensen

Primadonna 1 år :)

Min søde Prima fyldte 1 år, den 20 december.

Hun giver mig så mange smil i hverdagen, der er bare ingen som hende!

Hun har et fantastisk temperament, hun er vims og glad for alt og alle, selv børn og andre hunde trods størrelse og alder. Hun springer ud i alt med frisk mod, og derhjemme er hun kendt som sokkemonstret, da hun godt kan blive lidt for fræk... Hvis der ligger løse strømper nogen steder, så stjæler hun dem. Også selvom det er i vasketøjskurven, på radiatoren, i sofaen, og sågar hvis man lige har taget dem af, og hun så den blev lagt på gulvet, eller i en højde hun kan nå. Så har hun stjålet den med det samme. Ikke nok med at stjæle dem, og skal også gerne file lidt tænder i dem, så når man endelig får den ud af munden på hende, så er der små huller.... Det er lige før jeg tror det er hendes bedste legetøj..

Hende og Ghetto synes også det er skide sjovt at lege trækkelege med dem. Så selvom de ikke som sådan er bidt i stykker, så er den ene pludselig meget længere end den anden...

Hun er utrolig lærenem, og kan overraskende mange kunstner, når man tænker på hvor meget jeg træner sådan noget, og hvor meget jeg går op i det..

Jeg glæder mig utrolig meget til at det nye år starter, det byder på så mange spændende ting, vi kan starte rigtig på agility, og min kusine kan begynde at udstille den smukke hund... Jeg synes jo personligt ikke der er nogen pænere bi-blue merle tæve,

men sådan har alle det jo nok. Jeg er spændt på at læse hendes kritiker, og håber virkelig på at få hendes minimum 2.. præmie i hus hurtigst muligt, så vi ikke behøver at tænke mere over det. Den skal nemlig både bruges når vi skal avle, og hvis vi skulle blive så gode, og kunne blive internationale champions i agility....

Prima fik en kiropraktor behandling i fødselsdags gave.. :) Ved ikke hvor glad hun var da det stod på, men tror hun er glad for det nu.

Natasha Gjerulff Jensen

Hundene til kiropraktor

Jeg var bange for der var en grund til Doobi havde været underlig til NM, siden hun ikke ville løbe frem af sig selv... Tænk hvis hun havde ondt et sted??

Jeg bruger normalt Marianna, som bor helt oppe i Kalundborg, mine forældre bruger Thomas i Køge... Da der er langt at kører til begge steder, var vi glade for at høre der var kommet en Kiropraktor til Nysted, 5 min. fra os.. Hun var normalt hestedyrlæge, og var også primært hendes område inden for kiropraktik, men var også begyndt med smådyrene... Hun havde været i USA nogle år, og skulle eftersigende have samme uddannelse som Thomas..

Doobi blev tjekket først...

Som mange ved har Doobi den dårlige skulder, noget med at hendes muskler bevæger sig uden om knogle spidsen, ved skulderen, i stedet for at beskytte den. Det er ikke noget hun har ondt af i hverdagen, det er kun når hun laver meget hårde og hurtige opbremsninger som agilityen kan byde på, hun halter kort i 10 sekunder, og så er det væk igen, og vil løbe videre..... Men det påvirker hendes afsæt en smule, derfor river hun ofte ned når det er galt...

Det var Marianna der opdagede det, efter vi havde betalt mange penge hos dyrlægen.. Efter mange lange køreture, hele vejen derop, for kun at få rettet den skulder. Besluttede hun at lære mig en måde at kunne holde det ved lige, lige ledes hvis jeg skulle komme i problemer til VM (i Finland 08). Det er længe siden der har været noget, der går længere og længere tid i mellem at hun skal rettes, og jeg kan selv mærke hvornår det er...

Den nye kiropraktor kunne godt mærke at det skulle rettes, da jeg med det samme gjorde hende opmærksom på at hun havde det problem... Hun rettede hele hunden, og det så ganske fint ud... (Hvad ved jeg???) Det var ikke rigtig andet med hende, og jeg var lettet over hun ikke havde ondt.... Og jeg levede lykkeligt i min lille fantasi om at jeg nu ikke behøvede kører til Sjælland mere..

MEN MEN, øv øv altså.. Da jeg kom hjem, og tænkte lidt for sjov, at jeg ville bekræfte min mening om at hun var god nok, mærkede jeg lige på hendes skulder... Øv øv, den var ikke rettet...eller den sagd i hvert fald ikke rigtigt mere.... Skal ikke kunne sige at hun havde rettet den, og den så var hoppet ud igen? Men hun havde ikke lavet andet end at være i ro fra hun kom hjem..... så?

Primadonna skulle også tjekkes, jeg frygtede hun havde noget i bagkroppen, fordi hun i den video hvor vi undervses, springer med samlede bagben halvanden spring frem....? Og jeg synes også hendes hale så stift på... Men hun brokkede sig aldrig, var aldrig sur og tvær? Og løb gladeligt og legede med alle borderne... Så det var svært sige om der var noget galt..?

Men jeg kunne se på Prima, da kiropraktoren tog fat ved rygsøjlen, at der var noget... Spurgte så om der var meget der sad fast der? Hun svarede, ja det er der måske, og mærkede igen... Da jeg havde opdaget det med Doobis skulder, faldt jeg bare lidt over den episode også?? Burde hun ikke vide det med det samme... Måske ér det bare mig der er lidt emsig... Men når jeg for det første betaler så mange penge for det, så vil jeg også gerne havde at det er i orden, og at mine hunde ikke behøver igennem det flere gange end højst nødtvendige....

Men hun fik rettet Prima midt på ryggen, og ligeledes i hendes bækken.. Hendes hofte skåle var låst, derfor hun sprang m,ed samlede bagben, da de ikke var vant til at arbejde hver for sig. Så vi skal til at lave nogle øvelser nu, hvor hun er blevet rettet op.. Jeg synes allerede jeg kan se en forandring på Prima, hun er mere fri i ryggen, og halen svinger dejlig fint og ubesværet... Jeg tror hun fandt det hele på hende, og hun ser ud til at have det godt igen :) Så nu må sneen godt snart forsvinde, så vi kan gå i gang med at træne! Har nemlig fået et dejligt træningsprogram vi skal til at følge.. Så det bliver spændende at komme i gang med...

Men alt i alt, så tror jeg at jeg holder mig til min gamle, det ved man hvad er.. Selvfølgelig kan det godt være hun også overse ting, de er jo kun mennesker. Men hende er jeg mest tryg ved, så hende har jeg det bedst med... :)

Jeg er glad for jeg selv havde lidt kendskab til det, eller´s havde jeg nok gået i fred og ro og troet jeg gjorde en god gerning for hundene.....

Nordisk mesterskab 09

Jeg tog afsted til Nordisk med en lille sommerfugl i maven. Mine forventninger til mig selv, pga hvad jeg frygtede hvad andre havde til mig, var meget store. Jeg havde haft et rigtig godt VM, og håbede virkelig at kunne køre videre i den dur. Jeg føler Doobi er på toppen i sin karriere i øjeblikket, og det er så fedt at løbe med hende..
Turen derop var rigtig hyggelig, selvom køreturen tog 11 timer, gik de let med nogle wuptier :P Min far var bag rettet, og vi havde Lene og Sarah med i bilen også. Der var en dejlig ro i bilen, og man kunne sove hele vejen, NOT! Vi fik sladret og snakket hemmeligheder ;)
Vi var dog ved at blive søsyge pga af de mange bølger der var på de svenske motorveje, det er noget møg når bilen sejler sådan ikke Lene :P
Vi var fremme omkring kl 5, og fik endelig styr på vores værelser ved halv 7 tiden, og så kunne vi komme ud med hundene... Kl 7 mødtes vi med peter og julie for at spise mad.
Lørdag var vi tidligt oppe, og skulle løbe internationalt stævne... Det første løb var et spring løb. Doobi var rigtig tændt, og vi skulle ind og teste gulvtæppen.

Vi havde et kanont løb, men fik desværre en nedrivning.. Og da løbet var færdigt, og vi så tiderne var det endnu mere ØV! Vi havde nemlig bedste tid.... :( Så vi kunne have fået svensk cert :( Men men, det kan man jo altid sige....
Hun løb rigtig godt, og alt det som Sarah og jeg havde snakket om at jeg skulle være opmærksom på, og støtte hende ekstra meget, var intet poblem... Hun løb som en drøm. <3

Vores disk på 6-7 forhindring er lige så meget min skyld, som hendes..... Synes dog jeg viser det tydeligt med mine arme, at jeg vil have hende til at komme ind, men i anden omgang flytter jeg retningen på mine fødder, og så gør hun det rigtigt.... Men slalomindgangen synes jeg ikke var okay... Det var hendes, hun vader lige forbi 1. port, i langsomt tempo endda.... Den sidder normalt lige i skabet, så det var det jeg var mest ærgelig over..
Jeg brugte resten af banen på at træne felter, og det gik.

Vi kom sent hjem, og måtte skynde os i bad for senere at skulle til info møde, og gallamiddag.. Vi gik tidligt i seng, da søndagen igen bød på en lang dag..

De små lagde ud, og øv de kunne ikke fortsætte succesen fra dagen før. Det bliver mellem, og jeg var godt spændt, det skulle bare lykkeds, og banen var til at komme igennem, vi måtte bare kører på sikre løsninge og store buer...
Det var ikke et super løb, men det var et hold løb, vi løb sikkert... Jeg kan se på videoen, at det kligner hun var meget tæt på at tage nummer 5 bagfra, altså 1-2-5(bagfra), men det følte jeg ikke da jeg løb. Sjovt med kameravinklen, eller jeg simpelthen bare ikke har langt mærke til det. Gitte og jeg havde nemliug snakket om at man ikke skulle dreje dem for hurtigt efter nr. 2, da man måske kunne skubbe dem uden om nr. 3, der er jo trænet meget med at hente ting ude fra... Jeg lader hende få den store bue, så var jeg også sikker på at hun rev.. Det næste gik også fint, jeg får lavet en god tilgang til muren efter slalommen, havde Sarah advaret mig mod. Doobi kunne godt finde på at løbe forbi med den vinkel, og ellers rive den, så det blev den sikre løsning vi valgte... Jeg var ved at glemme banen efter posen, troede det var ved det første spring jeg skulle tage i mod, så i det Doobi kommer springene står jeg midt i springet, og hun kan næsten ikke lande. Synes det er rigtig flot at hun ikke rev den ned... Selvom jeg skal backe hende over 2. sidste (hvilket hun ikke er god til), får hun en fin lille bue, og vi skal BARE LIGE have sidste spring.... :( Men men men, forstår stadig ikke hvorfor hun skal løbe uden om det? Det er som en gåde for mig. Det har hun aldrig gjort før, hun tager gerne 5 ekstra som hun ikke skulle have haft, men aldrig den anden vej?? Jeg var knust, blev rigtig ked af det, var sikkert på at det hele var væk der... Og det viste det sig så også at være, pga af tidsfejlene......

Jeg synes endda at man kan se på videoen, at jeg holder den anden arm oppe, for at trække hende ind?? Men??


Jeg gjorde alt for at samle mig op igen, jeg ville give holdet et fejlfrit løb! Var ked af at skulle lave begynder fejl ved et NM, men ja, Doobi kan også lave fejl, selvom det ikke er tit det sker..
Starten går udemærket, vi får et stor bue ved slalom, men jeg presser hende ud i den, så jeg var sikker på en rigtig indgang. Problemet opstår først rigtigt mellem pose og tunnel, hun vil ikke løbe frem i tunnellen?? Og jeg bliver nødt til næsten at løbe forbi hullet og ind i balancen, før hun tager den? Yderst mærkeligt, eftersom hun normalt søger alt selv, i sær tunneller!? Jeg kommer så bag ud, og tør ikke skifte inden flyvet, i frygt om en berøringsfejl, hvis hun skulle løbe ud i mine ben, jeg skal så backe hende over flyvet, og må stå stille et stykke tid og hold earmen, da jeg synes hun har kurs i mellem markeringspindene, hun kommer rigtigt over, men vender så forkert... Der bankede mit hjerte hurtigt, eftersom jeg næsten havde set hende træde op på flyvet igen... Jeg får rettet det, og ender med at gennemføre løbet fejlfrit...

Vi lå på en 3. plads efter første løb, og rykkede så op på en 2.... Jeg vil sige stort tak til mine holdkammerater, i har været gode til at accepere min nedtur, og overholdte vores aftaler til punkt og prikke, det var en fornøjelse.. Lige ledes tak til vores fantastiske reserve, der valgte at gå ind og knalde et skide godt løb af som hvid hund, og vise os hvordan det skal gøre, og sidst med ikke mindst, give os håb for at det kan lade sig gøre!

Det sidste løb var finalen, Vi lå nr. 7, og med mange sekunder og fejl op til de andre. Jeg skulle bare ind og være fejlfri, så havde jeg måske en lille chance...

Det starter fint, men igen er hun anderledes, hun står og hopper flere gange foran spring 3, i stedet for bare at tage det? Hun søgte ingen ting, og skulle spørge 5 gange om det nu også var rigtigt.... Hun så efter slalommen reagere hun for godt. Jeg har for det meste svært ved at trække hende inden om noget, da vi længe har trænet det modsatte. Så jeg var forveredt på at skulle trække meget for at få hende inden om det. Men hun suger til mig med det sammen, har jeg får kun lige i sidste øjeblik sendt hende over springet.. Det går ganske fint ind til balancen? Så er hun igen ikke så selv.. Det er ikke noget med hun lige løber over feltet og tilfældigvis ikke rammer, men hun springer BIG TIME! Tor det er det største spring hun har lavet? Og måske også første gang hun har sprunget uden at få lov..... Nprmalt er hun ikke til at trække af. Den trænings video, der også ligger her på bloggen, fra hvor jeg blev undervist af Sarah, er et godt bevis for hvordan hun normalt er... >Ikke til at trække af overhovedet<... Så det kom lidt bag på mig.... Vi endte på en individuelt 4. plads, det er dobbelt så godt som sidste år, så jeg kan jo godt være tilfreds, synes bare det var ærgeligt med de to fejl typer... Havde hun revet 4 pinde kunne jeg forstå det, for sådan er Doobi, men det andet havde jeg ikke ventet. Det tog lidt tid at få bearbejdet det. Men det hjalp at vide jeg ikke havde flyttet plads, om hun havde taget feltet eller ej, da de andre også havde 5 fejl, og ingen tidsfejl...

Jeg er bare stadig stolt af vi endnu ikke har haft en disk i hverken

en finale eller i et mesterskab!

Jeg synes stadig det var synd for Gitte, hun var den mellemhund med det apsolutte bedste NM, af alle lande! Hun havde fortjent det, nu hvor det ikke kunne blive mig :P, så jeg gerne det var blevet hende med de løb hun fyrede af... Men som sagt Zinnia er ung endnu, og der er mange gode år i hende.... Det ´havde også været lidt for blær hvis hun gik ind og vandt sit første år på landsholdet :)

endnu en gang tak til Lene for at ville filme, og uploade mine løb! :)

Billeder fra turen, kan ses inde på mit picasa album, http://picasaweb.google.com/MikDooPri

Natasha Gjerulff Jensen

Træning med Sarah, 30 novenber

Min kusine og hendes mand har været en del igennem her på det sidste. Men trods det har hun altid stået til rådighed og ville hjælpe hvis nogen bad om det, derfor ville jeg give hende en lille gave. Hun løber med en border, Knoppers, som hun har store ambitioner med, og gerne vil træne hårdt for at opnå. Derfor tænkte jeg det var oplaggt at vi tog op i en hal for at træne indendørs, og så lige inviterede Sarah med til at undervise :) Den sidste del vidste Jeanett dog intet om, så hun blev glædeligt overrasket.
Der er intet bedre end at give nogen gaver, som virkelig forstår at sætte pris på dem.
Vi var delt op i 3 hold, som startede med Merci & Knoppers, senere Ally & Doobi & Toxy, og til sidst Primadonna & Qato. Sarah havde lavet en bane som var til at træne på med alle niveauer. Det var rart, da vi så ikke skulle bruge tid på at flytte om på forhindringerne.
Min mor fik en del ud af det, og fik en masse med hjem at arbejde videre på her i vinter...troede vi, men så kom sneen, øv....

Jeanett fik MEGET med hjem, og var rigtig glad for at have nye ting at arbejde med..

Jeg fik fik pudset formen lidt af inden nordisk, og Sarah rettede mig i de ting jeg var lidt for sløset med...


Primadonna var sej i starten af træningen, men jeg får desværre kørt på for længe, og hun dør lidt i slutningen.... Men det er min egen fejl...


Tak for en rigtig rigtig hyggelig dag alle sammen :)
Natasha Gjerulff Jensen

Hyrdning i haven

Vi har fået løbeænder, og mine forældre ude så snart de havde tid og afprøve dem, de kunne ikke vente. Jeg var derimod lidt lige glad, havde ikke i tankerne at mine små pus kunne finde ud af sådan noget..
Men en dag hvor mine forældre var gået ud for at hyrde, og jeg var på ud for at træne lidt agility, lod jeg mig overtale til at prøve. Først med Prima, og jeg havde ikke den vildeste fantasi om at hun ville tænde på det, og i hvert fald ikke så meget som hun gjorde.. Straks jeg tog snoren af, begyndte hun at løbe rundt om fange folden, og jeg var ikke en gang begyndt at rykke rundt på ænderne endnu, jeg var stadig uden for fangefolden. Min far kaldte det begynder held, men sikke noget pjat, sheltier kan bare alt.. Mine kan i hvert fald :P
Jeg tog snoren på Prima igen, og skyndte mig ind efter video kameraet. Hun var rigtig sej, og bedre end de andre, trods hun ikke engang havde prøvet at hyrde på får endnu... Men det siges vist også at når de har været på får, så ser de ikke rigtig ænderne som noget, borderne havde nemlig svært ved at finde ænderne interessante. Det hjalp dog på Ghetto at ænderne kom ud af fangefolden, så tændte han. Men Ally var stadig ikke særlig interesseret, underligt nok efter som det var hende der var bedst på får..
Ind til videre har jeg kun fået klippet Primas hyrdning sammen, men håber snart jeg kan få uploaded de sidste...



Natasha Gjerulff Jensen

Træning i haven

Endelig lykkedes det at få oprettet den sidste video på youtube....

Den ene nat jeg var på arbejde, sad jeg og legede lidt med programmet movie maker, og skulle klippe noget video sammen, hvor Ally og Merci hyrder. Jeg fandt det spændende og sjovt, og så det som en god ting til at holde mig vågen med. Det er trods alt mange timer, hvor man bare skal sidde, og være vågen!! Det er hårdere end man tror.




Da jeg kom hjem næste morgen, sov jeg nogle timer, og stod op mens det stadig var lyst, så jeg kunne nå ud med hundene. Jeg tog Christian med, og han ville gerne filme. Det var jo sødt af ham, og så havde jeg lidt at lege med igen på arbejdet om natten
Det er ikke det hele som er blevet som jeg ønskede, og overgangene mellem klippene er også lidt hurtige, men jeg måtte bruge det jeg kunne ud fra de klip der var taget. Det var ikke alt der var hund på, nogen gange nogle enkelte forhindringer, og lidt himmel og græs, når han endten glemte at følge hunden, eller slukke og tænde på de rigtige tidspunkter. Det var kun hans anden gang, hvor han prøver at videofilme, så det gik alligevel meget godt :)
Lige ledes er der noget skrift som heller ikke er blevet så tydeligt på den færdige video, som det var inde i programmet, men man lærer jo hver gang, så jeg skal vel nok lære det på et tidspunkt :)

På denne film, er Prima lige et par dage over de 10 mdr, og derfor ligger spring pindene selvfølgelig på jorden.. Det jeg har fokuseret på i det sidste stykke tid, er hendes fart. Primadonna har vist taget sit navn lidt for bogstavligt. Jeg ville gerne have hun tændte mere på at arbejde med mig, end at skulle finde det nærmeste menneske, som kunne nusse hende lidt bag øret.. Det var frustrerende, da hun tændte så meget på klikkerøvelser, og anden form for indlæring. Så jeg fulgte Sarahs råd, og blev ved med at træne tricks inden for, for at få banket noget selvtillid ind i hende. Synes bare det er underligt at en så fræk hund, kan mangle selvtillid, men måske var det rigtig, for efter hårdt arbejde uden for og alene træning har givet pote. Vi har næsten kun trænet fremadsendelse, og kun få dage op til optagelserne, begyndte jeg at ligge skift på, og tage fremadsendelsen tilbage igen..
Det er ikke helt rigtigt jeg kun har trænet fremadsendelse, jeg har også trænet felter, og det var åbenbart lidt for intensivt.. Det gik op for mig på kurset med Sarah, at kun var lidt for vild med de felter, hun kunne ikke gå forbi nogen felt forhindringer, inden for en radius af 5 meter, uden at gå hen og stille sig, og til sidst nægtede hun at gå af, før hun fik sin ros og godbid, så man skulle rive hende af.. Derfor har jeg holdt pause med det, og trænet fart og glæde mere intensivt, det kan jo aldrig blive for meget. Hun er ikke helt så skarp til felterne mere, så det skal jeg have arbejdet lidt på igen, men fremover bliver hun kun belønnet, hvis hun har fået beskred på at gå op på feltet, og ikke for at vise initiativ og gøre det af sig selv.
Da jeg startede med at at træne på springstøtter, gik hun igennem, og lignede ikke en som synes det var særlig morsomt. Hun ville hellere gø og hyrder på Doobi, som var dækket af ved siden af banen. Jeg måtte efterfølgende lade Doobi blive inden for, da jeg så at Primadonna bare ikke kunne koncentrere sig. Stakkels hund, Doobi så altid så ked ud af det, når jeg lukkede døren foran hende, og gik ud med den lille i stedet. Det var ikke rart, men det hjalp.

Primadonna har aldrig gidet legetøj. Jo, hvis Ghetto hang i den anden ende og de kunne lege trækkelege. Det er hun helt vild med, og de laver ikke andet hele dagen. Men synes det var ærgeligt hun ikke ellers var så glad for det, så jeg kunne bruge det som belønning under træningen. Jeg begyndte at "tvinge" hende til at lege med legetøj, på den måde at hun skulle give legetøjet opmærksomhed, før hun fik sin godbid. Eftersom Prima er meget madglad, lærte hun hurtigt at løbe efter legetøjet og komme tilbage med det. Nu er hun "heldigvis" blevet så glad for legetøjet, at hun ikke altid vil aflevere igen, men gerne løber med det selv. Selvom det i længden er irriterende hun ikke kommer med det med det samme, så er jeg glad for at hun nu favorisere legetøjet lidt højere end godbidder. Så nu får hun kun godbidder på felt og ved jackpots-belønninger...
Da hun også fra lille af, har kæmpet med overvægt, passer det også fint, at hun nu ikke behøver belønnes med pølser hver gang. Hun er egentlig ikke kræsen, spiser faktisk alt der bliver serveret. Men når det gælder om hvad hun gad at arbejde for, så var det noget helt andet, der var hun ultra kræsen, og det skulle helst være noget nyt hvert gang. Så det var en stor sejr, da jeg endelig fik vendt hende, og nu kan bruge legetøj som belønningsmetode.

Prima har/har haft afbindings problemer. Der er intet problem hvis jeg er omkring hende, men er jeg mere end to meter væk, starter hun med at skabe sig. Til at starte med var det kun når jeg løb med Doobi, men senere blev det når hvilken som helst var på banen, og det gad jeg ikke høre på. Ikke nok med hun gøede helt vildt, hun bed også snoren over, hvis hun kunne komme til det. Jeg har kæmpet med det i et stykke tid, og begyndte at træne fri afdækning omkring agility banen. Der gik ikke lang tid før hun havde forstået øvelsen, og hun ligger helt stille og siger ikke et bjæf. Hvilken succes. Hun kan nu ligge helt stille og se de andre hunde løbe agility, og hun ligner end ikke en som har tænkt sig at løbe efter dem.
Problemet kommer dog, hvis jeg underviser en, og er gået fra hende, hvis der så kommer noget hen omkring hende. Hun er så udspekuleret, at hvis hun ved det ikke er en som er konsekvent så løber hun om hjørner med dem. Bl.a. min mor høre hun ikke så godt efter, så er min mor omkring hende kan hun finde på at rejse sig, selvom min mor prøver at dække hende af, rejser hun sig kort efter igen. Ikke noget med at Prima løber ind på banen, hun rejser sig bare og vil nuses. Problemet er, at min mor ikke altid "ser" at hun rejser sig, eller tænker ikke over det, og går i gang med at nusse hende, så hun får noget ud af det. Men hvis jeg ser det og råber dæk fra den anden ende af banen, hører hun dog efter og ligger sig ned, og ligner en der tænker: øv jeg blev opdaget.... Hun er blevet så dygtig, at jeg kan arbejde lidt med Doobi, selvom Prima kun ligger dækket af, hun kan dog finde på at rejse sig op, men hun går ikke mere end et skridt frem, hvorefter hun bliver dækket af igen. Jeg har ikke presset hende, så jeg løber ikke hurtigt og presser Doobi på banen, for det tror jeg ikke Prima kan endnu. Det bliver nok lige lidt for spændende. Så når jeg løber med Doobi, sætter jeg enten Prima fast eller lukker hende inden for. Hun skaber sig nemlig stadigvæk når man binder hende fast, selvom man dækker hende af, kan hun ikk når der er snor på.... Men det er da en god start!
Jeg er super glad, og rigtig stolt over den store forandringn min smukke bi blue merle har gennemgået. Den sidste måned har gjort rigtig meget, og hun har rykket sig gevaldigt! I starten gik hun igennem spring vingerne, nu kan jeg næsten mærke forskel for hver gang jeg er ude og træne. Synes hun bliver hurtigere og hurtigere.. Det er dejligt når hård træning også giver pote. Springene har stået på samme måde den sidste måned, og jeg har trænet det samme og det samme, fremad, fremad, fremad og legetøj, legetøj, legetøj. Jeg vil ikke ændre meget i min træning, den vil stadig hedde fremadsendelser og legetøj, men jeg vil dog ændre lidt på springene, så det måske kan virke som en anden øvelse for hende. Jeg spekulere ikke på små buer og vendinger endnu, jeg vil ikke stoppe hendes fremdrift, når jeg nu endelig har fået det frem i hende. Det skal nok komme, det er jeg ikke i tvivl om. jeg skal bare vende mig til en anden slags hund, som jeg har beskrevet før i et tidligere indlæg, så er Doobi og Primadonna to helt forskellige hunde. Jeg har meget at lære endnu, og jeg glæder mig til at blive klogere.

Det sidste stykke tid har jeg næsten trænet hver dag med Doobi, dog af korte perioder. Som det ses på videoen har jeg pindene nede på jorden, da jeg vil skåne hende lidt, og de simple og besale ting kan jeg godt træne at have pindene på maks. højde. det tog ikke mere end et par minutter at få de få klip i kassen med Doobi, fordi hun gjorde det helt perfekt første gang, min STJERNE HUND :) (men hun er jo også rundet de 7 år i april:) Jeg glæder mig rigtig meget til vi skal af sted til nordisk, jeg føler hun er der hvor hun skal være, og vi skal fortsætte med den gode fornemmelse fra VM..

Ærgeligt det ikke er filmet fra en bedre vinkel, det er svært at se hvor svære de slalomindgange egentlig er.... Men hun er sej!

Natasha Gjerulff Jensen

Doobi udtaget til Nordisk mesterskab 09

I weekenden var vi til NM-udtagelse i Vallensbæk hallen. Der var desværre nogle som havde trukket sig i mellem klassen, så vi kæmpede kun om hvem der skulle have reservepladsen. Men det var nu også slemt nok, for så var holdpladsen så meget inde for rækkevidde, så det ville være rigtig ærgeligt at ende med at blive reserve, da de meget sjældent kommer i brug.

Doobi blev sammenlagt nr. 2 efter vores løb, og blev udtaget til holdet.

Mellem holdet er : Gitte med Zinnia, Natasha med Doobi, Dorthe med Dhjos, Tommy med Olsen og Lene med Toxy som reserve.

Lille holdet er: Jesper med Emsi, Lillian med Mille, Susanne med Unique, Hanne med Soffy og Julie med Chilli som resereve.

Stor holdet er: Poul med Djiini, Sarah med Simic, Peter med Tempo, Lis med Frøken og Birthe med Sammie.

Der 2. år i træk Doobi er udtaget til både VM og NM. Seje hund! Jeg håber på at hunde kan forsætte den stabilitet hun viste til VM, vi endte som nr. 8 sidste år, og håber selvfølgelig på en bedre placering i år. Jeg tror og håber på at vi som hold, kan gå op og forsvare vores guldmedalje fra de sidste par år.. Jeg har dog kun været med til at vinde den sidste år.

NM bliver afholdt i Stockholm i år, og min far tager med som supporter, nu ville han også prøve at være med :) Vi kører i vores mini bus derop, og følges med Sarah og Lene. Det skal nok blive en god og hyggelig weekend..

Natasha Gjerulff Jensen

På kursus med Sarah

For nogle weekender siden var jeg på kursus med Primadonna. Det var for hvalpe, og handlede om opstartning til agility. Vi lærte nogle basale ting, som man ikke tænker over, men tager som en selvfølge, bl.a. at hunden skal kunne gå på balancen uden at træde ved siden af. For at indlære dette, startede vi med at ligge den skrå-nedgang af balancen ned på jorden, og langsomt fører hunden over, trådte de ved siden af, blev man stående og ventede på at hunden tog benet op igen, hvorefter man gik videre.

Her ses et billede af Betina, med sin hvalp Heaven.
Prima var så god, at vi næsten endte med at kunnne løbe fuld fart over den, uden at træde forkert, og ind i en tunnel bagefter. Vi havde dog en fælde ved det, som det ses på billedet står vippen i baggrunden, og det er åbenbart Primas ynglings forhindring, så hun blev ved med at løbe op på den. Da hun ikke er 1 år endnu, må hun hverken spring, gå på felt-forhindringerne i fuld højde, som også gælder vippen da den giver et hårdt bump når den rammer jorden. Selvom jeg prøvede at kalde hende væk, lignede hun en som var sikker på at jeg mente vippen, så løb glad og tilfreds over den, og man måtte så skynde sig hen og bærer den stille ned til jorden. Men Prima kunne ikke forstå hvor alt rosen og godbidderne blev af, og hun forsatte med at gå op på vippen, i troen om at hun måske havde gjort noget forkert, så hun prøvede da lige igen, og igen, og igen... Til sidst kunne hverken Sarah eller mig kalde hende af feltet, hun stod og ventede på godbidden.... :) Lidt sødt. Så vi var nødt til at trække hende af i halsbåndet, mens release-komandoen okay lød. Sarah gav mig et råd om ikke at rose hende når hun frivilligt gik op på feltet mere, fordi det nu var blevet lidt af et problem. Hun var blevet for glad for dem, og søgte dem hele tiden og var ikke til at få væk fra dem. Så derfor fik hun ikke sin belønning på vippen.

Vi blev også præsenteret for 4pinds slalom med buer, og det fattede Prima altså ikke...... Hun blev ved med at gå den direkte vej mod lågen (som der var mad på), om hun skulle gå under eller over rørte hende ikke, hun prøvede sågar at gå igennem flere gange.. Men til sidst efter mange forsøg, fattede hun endelig hvad det gik ud på :) Og satte med det samme fart.

Sarah gav mig også råd om at få Prima mere fremadrettet, jeg skal simpelthen have en hjælper det står ved låget og kalder og lokker, så hun får lyst til at spurte derud. Problemet indtil videre har været at hun har været for lydig og eftertænksom. Efter en gang hvor hun spurtede ud til lågen, faldt godbidden ned på jorden, og hvorfor så skynde sig derud når den ligger fint på låget når man har travet derud.... Hun er rigtig god til tricks, og tilbyder selv adfærden. Jeg synes det har hjulpet lidt på hendes selvsikkerhed, og hun søger mere forhindringer selv nu, end tidligere, og Sarah gav mig ret i at det nok var vjen frem, og der bare var nogen hunde som først satte spurten ind når de havde lært det til ug... Uden tvivl min prinsesse er hurtig, men vi har vel alle drømmen om en ny unique :P

Alt i alt var det et godt kursus, og vi fik meget med hjem... Jo flere timer der gik på vej hjem i bilen, gik der op for en hvor meget nyt vi skulle hjem og træne... Foreksempel bare det at hun skal flytte sit fokus fra mig og til forhindringerne, havde vi slet ikke trænet. Hun har det med altid at kigge på mig, i stedet for på banen, det er jo trods alt mig der kommer med kommandoerne. Men nu skal hun lære at hvis jeg siger igennem, skal hun tage fokus på tunnelen, og kigge frem mod den.

Jeg hørte noget om at de ville lave flere af sådanne kurser, og jeg kan varmt anbefale dem. :)

Natasha Gjerulff Jensen

Klubmesterskab i Maribo DCH

Familien Jensen tog 3 titler ud af 4 mulige :)

Da jeg var yngre, havde jeg fornøjelsen af at løbe lidt med Annis hunde, og for sjov skyld meldte vi Baloo til. Baloo er en 11 årig gammel blue merle border collie, han har været ret stresset og svær at styre, derfor har han ikke løbet så meget i sine tidligere år. Jeg har dog nydt det hver gang.

Dagen startede tidligt, og vi kom godt fra start. Vi startede op med en springbane som opvarmningsløb, og Doobi vandt dette løb, trods en dum handler som glemte banen to steder, rettede hun bare op, da jeg endelig stod og pegede mod de rigtige forhindringer. Baloo blev nr. 2, og Bugsy lagde ud med en disk. Finn lang tid i forvejen prøvet at psyke de andre :) Og valgte så at troppe op i en T-shirt: Klar vinder Bugsy. Kan du læse dette, er du for tæt på Champen! Forventet.

Så det havde været lidt pinligt, hvis han havde forsat den stil, som han lagde ud med. Det var dog ikke tilfældet.
Næste springløb tæller, Doobi vinder sit fejlfrit. Baloo og Bugsy vinder også deres, men har desværre også to nedrivninger. Baloo løb en af hans bedste løb nogen sinde, han var bare sej. Hans springteknink har aldrig været fantastisk, men han er en lille border, så det hjalp da han kom ned og springe senior. Dog rev han dobbeltspringet og udspringet.

Andet løb var en ag-bane, som jeg selv havde tegnet, jeg var lidt spændt hvad de andre sagde til den, og hvor mange der blev disket. Men de fleste kom igennem, og jeg hørte intet brok over noget, så det var dejligt. Jeg gik ind og træneede meget felter, men alligevel vinder Doobi fejlfrit med en god tid og bliver klubmester. Baloo river igen dobbeltspringet, stakkels gamle dreng, han kan nok ikke bedømme så godt mere. Men ellers fejlfri, hans konkurrent blev disket i sit første tællende løb, så der behøvede meget udregning til, for at vide jeg var blevet klubmester.

Bugsy havde et rigtig flot løb, men igen to nedrivninger. han var heldig at resten også havde mange fejl eller disk med, for han vinder og bliver klubmester. Heller og Ally havde ellers to rigtig gode løb, i det første spring-løb bliver hun disket på 2. sidste forhindring, fordi Ally tager springet tilbage igen, i stedet for at løbe uden om, det var ærgeligt, for hun vinder ag-løbet. Det var to flotte løb, og det var det også med Merci, som blev nr. 2 i ag-løbet.

Klubmestre 09: Stor - Finn og Bugsy, Mellem - Natasha og Doobi, Stor senior - Natasha og Baloo, Lille - Birgitte og Badu, Junior - Vicki og Sigurd

Som en hyggelig afslutning valgte vi at bytte hunde. Det er altid sjovt at se andre løbe med ens hund. Jeg løb med Susans Easy, Annis Baloo og min mors Merci. Jeg havde faktisk nogle gode løb med dem alle, men gennemførte kun banen med Baloo.. Det må ha været en meget svær bane :) Mercis løb, var faktisk en af hendes bedste nogen sinde. Hun havde vildt god fart og var koncentreret hele banen rundt. Der var desværre det ene sted hvor hun blev disket, jeg får regnet med hun reagere som Doobi, og i det hun kommer skudt ud af en lige tunnel, og skal have hende drejet, kalder jeg hendes navn og regner med hun kommer, hvor Merci i stedet blæser med 110 bag ryggen på mig og tager springet der står 8 meter længere nede i banen, men dog lige ud for hullet. Men men men, det var min fejl og ikke hendes, jeg glemte hunden kun er 2 år til Januar, og at det var mit første løb med hende, så selvfølgelig reagere hun ikke på mine kommandoer på samme måde som Doobi gør. Jeg synes vi havde et fedt løb, og kan være det ikke var sidste gang jeg låner min mors hund. :)

Natasha Gjerulff Jensen

Bugsy nr. 3 til DcH' SM

Den 4.10.09 var vi til DcH's SM i Nykøbing - Rørvig.

Finn og Bugsy blev nr. 3 for store hunde. Flot løbet.

De lagde ud med et springløb, desværre med en slalomfejl, Bugsy havde for megen fart på... 2. løb var fejlfrit, og 3. løb fik de desværre en nedrivning, men sammenlagt blev det alligevel til en 3. plads.

Det var en meget stormende dag, og svært at løbe i mod-vinden, og mange pinde blæste ned.
Ally og Merci deltog også, men desværre blev det til disk i alle løb. Jeg (Helle) følte slet ikk jeg kunne løbe og følge med i de første løb, så det blev disk, også var motivationen til de næste løb lidt væk. Alle tre løb lægges sammen og tæller til titlerne. Så de næste løb blev "trænings-løb" hvor vi eksperimenterede med forskellige handlinger, som så ikke lige gik efter planen hele vejen rundt.. :-)

Søndag har vi klubmesterskab i Maribo DcH.


Helle Gjerulff Jensen

10 ting at huske på: Hundens 10 bud

1. I løbet af de 10 til 12 år som jeg forventer at leve, vil jeg gi dig min hengivenhed, troskab og glæde - Forsøg at give mig noget igen.
2. Du har dine venner, dit arbejde og dine interesser. - Jeg har kun dig, la mig ikke være for meget alene.
3. Næste gang du får lyst til at slå mig husk at mine tænder kunne med lethed bide din hånd over - Men gør jeg brug af min magt ?
4. Jeg er ikke et menneske - Du må versætte mig for mine egenskaber som hund.
5. Faste regler gør mig tryg og det er din opgave at være konsekvent, når du lærer mig disse.
6. Jeg er ikke skabt til at ligge stille og holde mig i ro - Jeg SKAL motioneres.
7. Jeg elsker at arbejde sammen med dig - Lær mig noget nyt.
8. Jeg kan blive bange mens jeg hviler - lad ikke andre forstyrer mig.
9. Det hender at du kan have dine dårlige dage - men husk at jeg også kan have mine.
10. Når jeg bliver skrøbelig og ikke længere kan glæde mig over hverdagen, og inden jeg bliver fuld af smerter - lad mig gå til hvile på en værdig måde.

Mine hunde

Min første hund var en blanding mellem terrier og puddel, Miko, som nu er 13år. Hun er en fantastisk familiehund, men hun fandt dog aldrig glæden ved agility. Hun er en rigtig sofa hund, og finder altid et blødt sted at ligge, hvis sofaen ikke lige er ledig. Jeg var kun 6 år da jeg fik hende, og kan dårlig nok huske min barndom uden hende, så det bliver rigtig svært den dag jeg mister hende. Hun har bare altid været der, og fulgt mig overalt. Selv den dag i dag går hun op og ned af trapperne hver gang jeg gør, hun vil ikke blive nede, selvom jeg beder hende om det.

Og her på billedet kan man se at hun har lagt sig i min kuffert, der var pakket til VM, hun ville med. Hun er terrier med stort T, og har derfor altid været svær at have med, men hver gang man skal lukke døren og hun er på den anden side skærer det i hjertet, for hun kan bare ligne en som er dybt ulykkelig og tvivler på jeg kommer tilbage. Her på hendes gamle dage hverken ser, høre eller husker hun så godt. Så kommer man hjem, og man kommer fra en anden dør end man plejer, står hun stadig med front mod den sædvanlige indgang og lovre helt vildt. Man kan stå lige bag ved hende og snakke til hende, og hun ligner en som tror at det kommer fra den anden side af døren, og bare venter på at man åbner den. Hvis man så rører ved hende, får hun et chok og bliver ellevild over at man var lige der. Det er dog det samme hvis man er kommet hjem og har sagt hej til hende, går man ud i bilen og kommer ind igen, så får man den samme velkomst fra hende igen, som om man har været væk i evigheder, så hun husker vist heller ikke så godt mere.

Eftersom jeg blev mere og mere interesseret i agility, indså mine forældre at det nok betød ny hund, derfor fik jeg valget mellem en hund i konfirmationsgave, eller en hest. Det betød så at hvis jeg valgte en hund ville jeg få en stor fest, og hvis jeg valgte en hest ville det blive en lille fest, og jeg valgte selvfølgelig en stor fest....... Eller jeg mener, jeg valgte selvfølgelig hunden :)

Vi kiggede hos flere forskellige, men endte op med kennel Ahl, dem kendte vi også i forvejen. Jeg blev så heldig at jeg fik den bedste hund i hele verden, nemlig Ahl's Dotti Deejay Doobi..

Doobi er min første rigtige agility konkurrence hund, og det var her sporten fik skovlen under mig og jeg blev bidt af den, og kan simpelthen ikke undvære den. Doobi har lært mig utrolig meget både på og uden for banen.

Der er aldrig nogen anden, som kan tage den plads i ens hjertet, som ens første hund har. MEN selvom Miko var min første hund, var Doobi jo min første hund, som jeg opnåede noget med. De betyder meget for mig begge to men også på to forskellige måder. Miko er min puttehund, og hende der altid kæmper for at være tæt på mig inden døre, så vi kan hygge. Hvor hun lader Doobi komme til når vi er uden for, Doobi har svært ved at forstå hvis jeg arbejder med andre hunde, det har jo altid kun været mig og hende. Inden for affinder Doobi sig med, at Miko følger mig overalt. Men hun finder sig ikke i at de andre hunde vil kæles, når hun er lige ved siden af. Så maser hun sig igennem flokken, så hun er tættest på mig.

Doobi har givet mig utrolig mange store oplevelser. Det er 2. år i træk at vi er på landsholdet, og det har været en stor oplevelser, og vi er begge vokset meget. Doobi var før mere reserveret, som racen er kendt for, og gad ikke andre end sig selv og mig. Hun er blevet meget bedre og kan med alle hunde og mennesker. Samtidig med at jeg har udviklet mig og fået mere selvtilid, har hun også været under udvikling. Hun besidder en fantastisk ro og selvsikkerhed nu, og kan slappe af i stort set alle situationer. Selv til stævner er hun helt rolig, og tænder først op, når hun høre sit okay i starten. Det er dejligt, for man bliver også automatisk selv mere rolig af at hunden er det. Det eneste jeg er ked af med den hund, er at jeg ikke kan få noget efter hende, for jeg ville ønske jeg nu havde en at arbejde med som hende, hvor jeg selv er det bedre. Jeg er ikke meget for at sige det, men jeg kunne have fået meget mere ud af hende, hvis jeg havde været bedre.Selvom mange måske mente det var sent at få sin overtagelses hund, når den "gamle" var 6 år, havde jeg haft det fint med at vente. Doobi var rigeligt for mig, og jeg havde meget at lære endnu. Jeg var skrevet op hos Inge med Pieya, men der kom ingen hvalpe, jeg valgte at vente da jeg ikke stod og manglede en lige nu og her. Efter 1 års tid og stadig uden hvalp, begyndte jeg at tage med i mine overvejelser om hvalp.

Jeg vidste jeg i den nærmeste fremtid skulle strate uddannelse og flytte hjemmefra, og var det en tilværelse for en lille ny hvalp. Så jeg blev enig med mig selv om at det enten skulle være nu, eller slet ikke, og så måtte jeg vente nogle år med det.. Jeg gik og overvejde om jeg så ville have sheltie igen, for vidste at jeg ikke kunne få en som Doobi igen, så jeg tænkte lidt i andre racer. Men in drøm var at få en blå sheltie, og det gjorde ikke udvalget større, men jeg besluttede mig for det, oggik i gang med at lede. Min gode veninde Lene gjorde mig så opmærksom på, at der faktisk lå nogle 4 ugers blå hvalpe oppe hos kennel Shenaja, og jeg var straks inde og kigge på deres hjemmeside. Faren var Monty og moren kendte jeg ikke til. Og selvfølgelig var de søde, og jeg faldte for to af dem, en han og en tæve. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke bare ville købe en nu til en hver pris, og forberedte mig på at det selvfølgelig ikke var de to jeg havde kigget på som var ledige, i det der var oplyst på hjemmesiden at kun to endnu ikke var afsat. Jeg ringede derop, men de tog ikke telefonen, øv øv øv. Men kort efter ringede vores telefon, og de havde åbenbart nummerviser hos kennelen, for de ringede os op. Jeg forhørte mig om hvalpene, og hvor heldig kan man være! Det var de to dejligste som var tilbage, en bi-blue merle tæve og en blue merle han. Vi aftalte at jeg kom op og så dem nogle dage efter.

Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det skulle virkelig være den rigtige hvalp, og ikke bare købe den første og den bedste. Jeg var også spændt på at se moren, da det betød meget for mig hvilket temperament hun havde. Det var helt overvældende at komme ind i deres hus, for det var tydeligt at ingen af deres sheltier havde læst deres racebeskrivelse. De var meget glade og søgte kontakt med det samme. Anja, moren, tog ens hjerte med storm, hun var så lille og fin, men samtidig svims og meget glad. Hvalpene var lige så tillidsfulde, og ikke til at stå for. Det var ikke til at forstå at det var Prima og Qato som endnu ikke var solgt, for de var de mest frembrusende og var helt lige glad med stor armbevægelser og larm. De var fantastiakse de to, og det er de stadig ;)

Da vi kørte hjem var min mor og jeg enige om, at det alle var dejlige hunde, og at temperamentet på hvalpene nok skulle blive fantastisk i den flok de ville vokse op i. Jeg aftalte så et andet besøg hos dem, for at være helt sikker, og for at kunne se nærmere på de to der skulle vælges i mellem. Det gjorde mig dog ikke meget klogere, jeg kunne ikke vælge... :/ Mit store dilemma, egentlig da jeg tog afsted til mit andet besøg var jeg mest interesseret i han-hunden, da han havde været mest aktiv på det første besøg, og ligende bare en sød lille bamse :) Men på mit andet besøg var det så tæven som var mest aktiv. Da vi selv har haft hvalpe, ved jeg at det er forskelligt hvem der er aktive, og man ikke kan bedømme det på to besøg. Så da jeg tog hjem var jeg endnu mere i tvivl. Vi aftalte at jeg skulle tænke over det, og skrive en mail om mit valg dagen efter. Det gjorde jeg så, men i det jeg sad og skrev mailen, havde jeg faktisk ikke endeligt besluttet mig endnu, indtil jeg kom til: jeg har valgt at ....... Og der kom til at stå tæven..... Men jeg var meget i tvivl. Men heldigvis kunne Lene ikke stå for hannen, og hun overraskede mig så ugen efter med at hun havde købt ham. Så jeg nyder stadig tit af Qatos selvskab. Og Primadonna elsker at lege med ham. Jeg er den dag i dag ikke i tvivl om, at jeg har valgte rigtigt. Prima er den rigtige for mig, og Qato for Lene.

Primadonna og Qato, de smukke søskende!

Trods mine mange tanker om at den ene altid vil betyde mere, så er Primadonna helt automatisk faldet på plads i hjertet ved siden af de andre. Men børn betyder jo heller ikke mere eller mindre for forældrene, afhængig af hvilken rækkefølge de er født i, så det er jo egentlig noget pjat.
Jeg er nu den heldige ejer af 2 sheltier, men lige så forskellige som deres farver er, lige forskellige hunde er de af sind.

Doobi er stille og rolig, og Primadonna er vims og larmende. Prima er den mest elskværdige sheltie, hun springer ud i hovedet på alle, om det er dyr eller børn rør hende ikke. Jeg tror at hun ser alle andre levende væsener som behagelsesmaskiner, og at de kun er sat på jorden for at kæle med hende. Hvor Doobi synes det er bedre at sidde ved siden af mig og nusse, har Prima ikke tit til det pjat og vil ud og opleve verden.
Lige ledes når jeg arbejder med dem er der store forskelle, Doobi har altid kunne koncentrere sig i længere perioder, hvor Prima synes det bliver for kedeligt med for mange gentagelser, eller det samme legetøj eller samme slags godbidder. Hun er en rigtig Primadonna :) Det kan ikke blive godt nok til hende, men det er jo min egen skyld hun er blevet sådan, hun er jo blevet behandlet som en prinsesse. Men Prima har så heller ikke brug for så mange gentagelser, hun lærer utrolig hurtigt og kan flere tricks end Doobi, trods Doobi er 7 år og Prima 9 måneder.

Jeg har ikke trænet så meget agility med hende endnu, (altså handling på sprigstøtter ovs.) da hun ikke var særlig interesseret. Så jeg forhørte mig hos de klogere og fik rådet om bare at vente. Men jeg havde jo været vant til Doobi, som tændte på de med det samme, så det var lidt noget andet. Men for kort tid siden valgte jeg at prøve en lille smule, og jeg tænkte at når hun var så glad for at lære tricks, kunne hun måske synes det var sjovt at lære felter. Og det synes hun bestemt det var, og på ingen tid havde hun lært at blive stående, og kun gå når der blev sagt okay. Seje hund! Lige ledes har jeg trænet starter, og det er meget få gange jeg har kunne lokke hende væk, ellers sidder hun og venter på det magiske ord...
For at jeg ikke skulle lave samme fejl med Prima, som jeg gjorde med Doobi, har jeg allerede meldt hende til kursus med Sarah på lørdag (10/10-09) i håb om at jeg får trænet hende rigtig op fra starten.. Jeg glæder mig utrolig meget, både til at se hvordan Prima vil reagere, om hun har tid til mig, eller hellere vil kæles af alle andre, men også til at se hvilke gode råd Sarah har (udover dem hun allerede har givet mig), og til at høre hendes kommentare, nu hvor hun skal se hende i aktion.

Natasha Gjerulff Jensen

VM i agility 09. Østrig var noget helt specielt.

Dette VM var noget helt specielt. Selvom jeg ikke ville tro det kunne overgå min "første gang", så var det tæt på, og alligevel noget helt andet.
Turen derned var lang. Man kunne ikke nå at falde i søvn hjemme fra og til færgen, og efter færgen var man næsten alt for vågen til at kunne sove. Dog lykkedes det mig at få et par minutter ind i mellem. Det blev ikke til meget da man ikke sidder/ligger særlig behageligt i en bil. "Bussen" kunne ikke kører så hurtigt op af bakke, så da vi nåede et stykke ned i Tyskland, føltes de 800 km meget langt væk. Vi blev overhalet af lastbiler og store busser, sågar busser med trailer efter sig, sneg sig foran os. Hastigheden var ikke i top. Eller det skulle da lige være ned af bakke, der kunne vi da komme helt op på 130, hvis vi var heldige.....

Da vi nåede Kassel, kørte vi af motorvejen og fandt en McD tæt ved. Efter vores måltid kørte vi igen på motorvejen, og lige i det vi drejer ind på den, ringer Tommy og brokker sig over kø ved Kassel. Vi jubler og laver sjov med Tommy, og er glade for at være noget forbi Kassel...... DESVÆRRE havde Tommy åbenbart glemt at holde øje med skiltene, og han var også kørt forbi Kassel, og vi kørte lige ind i køen. 500 meter bag os kunne vi se at andre biler blev ledt af ved en afkørsel, øv øv vi endte med at stå stille i over 3 timer.. De første to timer gik dog overraskede hurtigt, vi hyggede med at lave lidt hop-fotoserier, og underholdte de andre biler omkring.

Gitte og jeg gik efterfølgende en tur på motorvejen, og fik luftet hunde. Vi mødte en flink tysk dame som var i gang med at koge vand til kaffe, som tilbød hundene lidt koldt vand i en skål. Først var de ikke så interesseret, men efter kort tid fandt Zinnia og Doobi alligevel tørsten frem.

Længere fremme var folk begyndt at kører ud på marken for at kunne kører af og ned på en landevej. Der var flere biler bagfra der kom kørerne frem mod dette sted og vi undrede os over at folk turde, da det havde regnet tidligere, og det var lidt mudret. Det var ikke flere trafkpropper vi hade brug for. Den lange ventetid skyldtes en væltet diesel lastbil, som havde spildt fra dens ulykkes sted og helt hen til næste afkørsel, så der lå kattegrus i lange baner. Vi valgte at vende om og gå tilbage mod bilen. Vi kom dog tilbage til den dårlige nyhed at der i radioen var sagt at der ville gå yderligere 1½time før man kunne kører igen.. øV øv!

Køen var meget lang, og på et tidspukt tog vi tid på, hvor langt der var i mellem Tommys bil, og vores egen. Fra et redningskøretøj passerede os og til det nåede Tommy, var der gået 8 min.. 8MIN!! Det er lang tid. Og fra Tommy begyndte at kører, og til vi rykkede os en cm, var der gået 23 min., så vi var godt trætte af at sidde i kø på det tidspunkt.

Selvfølgelig med vores held, sad vi yderemere 15 min i kø ved en tunnel, da der skulle noget bredlast i gennem. Selvom et kvarter ikke lyder af meget, var det rigeligt for os, som var godt sure over at være de første der tog færgen tirsdag morgen, og endte med at være dem som havde flest kilometer foran os sidst på dagen. Men vi nåede at ankomme inden midnat, 22.45 lød den..... Vi var godt trætte, og gik kun ud med hundene, hvorefter vi gik i seng.

Onsdag var vi nede og se hallen, den var ikke særlig stor, og man fik en underlig fornemmelse. Vil ikke sige jeg var skuffen, men den var en del mindre en i Finland. Men i stedet kunne man glæde sig over de store omklædningsrum der var, og so vi jo regnede med at få, da vi vidste DKK havde betalt for et til os. Men den ene glæde byttede med den anden skuffelse, det viste sig at være godt at hallen var det mindre. Det stemningen var dag 1 var mere intens, og hallen var fyldt fra start. Det var ikke syn at nogle tomme pladser, og trapperne var dårlig nok til at se. MEN, det omklædningsrum som vi var lovet, viste sig at være et rum, skilt af nogle hegn, belagt med plastik, op og ned af alle andre lande, i en hal, som gav genlyd af det mindste pip. Men det var desværre hvad vi kunne få.

Vi var dog nogle som valgte at se lidt mere positivt på det, og bare ville have hundene i vores biler.. Men men, så valgte solen at titte frem, og bagte i alle retninger, det var ikke til at få skygge noget sted, så vi var tvunget til at have hundene i det lille rum, og vi frygtede det værste. Trods megen larm og støj dagen lag, kunne jeg ikke mærke nogen forskel på Doobi, hun opførte sig som hun plejede, både på og uden for banen. Så hun har måske formået at sove og lukke larmen ude. Så det hele gik alligevel. Dog satte de mange og lange dage sig spor på os to benede i stedet, vi måtte sidde på hårde bænke fra tidlig morgen og til sen aften, uden ryglæn. Men alligevel valgte man at blive der længe og oppe, og for at se flot agility. Det er trods alt kun 4 dage, og så ville man være hjemme i sin kedelige sofa igen.

Torsdag var dyrlægetjek og træning. Doobi skulle ikke måles, da hun blev det i Finland. Derimod skulle resten af mellem og lille måles. Både Tomme med Olsen og Lene med Toxy var spændte, da dette ville komme til at afgøre resten af deres agility karriere. Toxy er målt til 42,5 herhjemme, og da grænsen for mellem går til 42,99 cm. burde det ikke være noet problem. Det samme var gældende for Olsen, som i Danmark var målt til 34,5, og grænsen for lille går til 34,99. Men jeg var dog alligevel meget nervøs for Toxy, da han desværre har læst den sheltiebog godt og grundigt, og har lært at man som sheltie skal være meget reserveret. Så jeg frygtede at når Toxy skulle være omgivet af fremmede mennesker og stå på et bord med en målepind over sig, ville komme til at skyde ryg. Dette var dog ikke tilfældet, og Lene kom glad ud, hoppede og dansede, og fortalte han var målt til 42,6 ved første måling. Derimod var der lige pludselig problemer med Olsens måling? En havde målt ham til lille, men en spanioler var ikke overbevist. Tommy fik derfor muligheden for at gennemføre træningen, og vente med målingen til efter, og håbe på han så ville være faldet lidt ned i skuldrene. Dette skete desværre ikke, og Olsen var stadig ikke målt ned. Tommy blev sendt ud og lege en masse bold med ham, og da Olsen til sidst ikke gad mere, gik de til måling igen.... Sådanne foregik det i omkring 2 timer, og ledelsen gjorde alt hvad de kunne.. Ommålning på ommålning, men efter 4 forsøg blev det desværre besluttet at han ikke kunne måles ned..... Så nu fik vi endnu en konkurrent i mellem klassen. Velkommen til Olsen :)

Træningen torsdag gik meget bedre end jeg havde forventet. Jeg havde frygtet at Doobi ville skøjte rundt i starten, og rive en masse pinde.. MEN det gjorde hun ikke. Hun stod vildt godt fast og nåede kune at rive en pind, og det var den eneste hele ugen! Super hund! Der var meget stress på, og det tog hårdt på stakkels Zinnia, hvor i mod Doobi var godt rustet fra året før, og tog det hele i stiv arm. Hun var rolig, men tændt.

Da vi var ved sidste sektion, kom der en mand hen og stopper mig og begynder at tale tysk til mig. Da sporg aldrig har været min stærke side, blev jeg hurtigt forvirret, og pulsen kørte højt. Men jeg fik tilsidst forstået helheden i samtalen, og blev enig med ham om at tales ved efter træningen. Det viste sig at være en journalist, som ville interviewe mig og tage nogle billeder. Så følte man sig alligevel lidt som en stjerne. (Så har jeg også prøvet det, hehe) Det næste hold var gået i gang med at træne, og han ville have mig med ned i den anden ende af hallen, for at tage billeder med hallen og tilskuerne som baggrund. Jeg var ikke meget for at bevæge mig ind på træningsbanen igen, da der var mange stressede hunde, og jeg vidste vi ikke måtte være der når andre trænede. Men der var ikke andre måder at komme derned på. Da han så jeg ikke var med vente han sig om og kom ned og hentede mig igen, og banede vej igennem hele hundeflokken til mig og min lille hund :) Det var lidt specielt, da jeg ikke ved hvor meget han forstod og hvad han skrev ned, journalisters håndskrift har aldrig været det nemmeste at læse. Men jeg fik da lov til at stå på podiet, det kan være det som gav uheld :P Men det gik ganske stille og roligt, han virkede til at forstå engelsk, og hvad jeg fik mumlet frem. men jeg nåede desværre ikke at få fat i avisens navn, eller vi fandt den i hvert fald ikke i de forretninger vi var i... Lidt ærgeligt.... Kunne ellers have været sjovt at læse hvad han havde skrevet..

Fredagen kom, og vi skulle løbe det første hold løb. Jeg var meget spændt, og lidt nervøs for at lave fejl. Vi havde Sarah med inde og hjælpe med banegennemgangen, og fandt hver især vores bane at løbe. Jeg frygtede meget at Doobi skulle rive ned, da hun havde været slem til det i sommerperioden. Men det gjorde hun ikke, jeg tillod at hun fik lidt større buer, og hun nåede at lande inden jeg korrigerede hendes retning, det gav to spændende udsving, men vi endte med at komme fejlfrit igennem. Det samme gjorde Zinnia og Dhjos, og vi lå nr. 4 efter springløbet. Man kunne mærke ens vinderinstinkt slå til, og guldet var så tæt på... Vi fik en snak med Sarah om aftenen, og hun forberedte os så godt hun kunne på dagen efter. Mange tak for hjælpen søde Sarah.!

Om lørdagen skulle vi først løbe et individuelt spring løb, det var svært at skulle omstille sig fra hold til individuelt, denne gang havde jeg Peter med inde, vi har trænet sammen op til VM, og jeg synes han umildbart kendte Doobi og mine svagheder bedst. Jeg klarede den, føler selv jeg pressede hende så meget jeg kunne, og med Peters hjælp kom vi fejlfrit igennem denne bane også. Stort tak til Peter for hans hjælp.

Senere gjaldte det agility hold. Jeg var nervøs, for vidste hvor meget Danmark heppede og håbede på at man gjorde det. Jeg blev mere og mere nervøs da jeg stod i boksen, men Maj-Brit crone var en rigtig stor hjælp, og fik mig ned på jorden igen, og da jeg gik ind på græsset var jeg helt rolig, og vidste jeg bare skulle ind og løbe agility, og at der ikke var noget af det vi ikke kunne. Det var ikke det pæneste løb Doobi og jeg har præsteret, men det var fejlfrit. Jeg formåede at lave min banegennemgang om 3 gange, og alligevel trække hende igennem fejlfrit. Desværre faldt Dhjos i dobbelspringet og får senere en slalomfejl, Zinnia mister sine felter. Og farvel medaljer. Der var desværre ikke lige så mange som fik disk i mellem, som der var i stor. Jeg synes dog stadig vi kan tillade os at være stolte da vi er 3 nye hold hunde, og endte på en 10. plads.

Søndag skulle jeg løbe mit agility hold løb, det var en lidt svær bane, en del nedrivnings farer, men Peter havde sagt hvordan jeg skulle handle den, så der burde ikke være noget problem, og det var der heller ikke.... Med det i hvert fald.. Men Doobi og jeg misforstår åbenbart hinanden til sidst, og Doobi vælger at stoppe helt op foran springet, i stedet for at tage 3. sidste forhindring, og får en vægring.. Med ellers 3 flotte fejlfrie løb, var det ærgeligt at skulle af med en løb med fejl i. Men jeg er stolt af min hund, hun gjorde det super flot. og vi endte på en 16. plads individuelt.. Det tog lidt tid at sluge, at man følte man skuffede lidt til sidst, men alle har været søde, og nu fået overbevist mig helt om at vi gjorde hvad vi kunne, vi gav den alt hvad vi havde! Vi forsøger med samme gejst at søge til Nordisk også..

Dette VM har sat sine spor hos mig, jeg føler jeg har fået det sus, der betyder at man er tæt på. Jeg føler jeg gav hvad jeg kunne og fik noget godt ud af det. Jeg synes jeg er godt rustet til frem over. Det har været en stor oplevelse at løbe under det press, og endnu mere fantastisk at komme ud af det og føle man sejrede! Jeg kan slet ikke vente til at skulle løbe igen!

Natasha Gjerulff Jensen

VM i agility, Østrig 2009

Så kom endelig årets højdepunkt for Natasha og Doobi. VM i agility. Efter mange stævner og samlinger i løbet af året, hvor de opnåede at blive udtaget til landsholdet, kom vi så frem til selve “finalen”.

Vi startede hjemme fra os tidligt tirsdag morgen, skulle med færgen i Rødby kl. 05.15. Vi skulle køre sammen med Gitte og Zinnia, og Lene og Toxy. Så de var kommet mandag aften. Gps'en stod på lidt over 1000 km… Lang tur. Den blev så noget længere i tid, på vej ned igennem Tyskland, bl.a. var der en del vejarbejde, og ved Kassel var der sket et uheld, så vi holdt lige i kø i over 3 timer. Helt stille på motorvejen. Det var ret øv. Så vi ankom til hotellet lidt over 22.30 om aftenen. Vi kørte i den røde transit, og den har ikke bjerg gear. Fandt vi ud af… Det gik godt nok langsomt op af Kassel-bakkerne.

Det var et dejligt hyggeligt hotel vi kom frem til, i en mindre hyggelig by, med flot udsigt til de Østrigske bjerge. Onsdag var en ”slap-af-dag”, hvor vi kørte ind og så den hal hvor det hele skulle foregå. V nåede også i et nært liggende indkøbscenter og fik handlet lidt ind til de efterfølgende dage.

Torsdag var der dyrlæge-check, måling, og træning i hallen. Danskerne skulle på om formiddagen. Doobi blev heldigvis målt sidste år, så hun skulle ikke måles i år. Men da måle-reglerne er lidt anderledes i FCI-regi, end efter danske regler, så var der to hunde der lå lige på grænsen. Olsen, en sheltie i lille klasse, (reserve for de små) og Toxy, en sheltie i mellem klassen, (reserve for mellem). Så der var stor spænding om deres målinger. Desværre for Olsen, så blev han målt mellem, efter utallige måling af 3 FCI-dommere, så skuffelsen var stor for Olsen’s ejer Tommy. Toxy blev heldigvis i mellemklassen.

Træningen foregår på 3 sektioner, hvor der skiftes mellem størrelserne, så alle får prøvet alle forhindringer, og trænet på tæppet. Det gik fint for alle hunde, og underlaget var godt at løbe på. Vi blev så i hallen og så nogle af de andre lande træne, og kørte tilbage til hotellet om eftermiddagen, hvor der så var tid til lidt afslapning. Torsdag aften spiste alle sammen på det lokale pizzaria.

Fredag startede det hele så med hold konkurrencerne. Lille og mellem skulle løbe springløbet, og stor skulle løbe begge deres løb. Puh hvor var vi spændte… Der er bare en fed stemning i hallen, der var rigtig mange supportere der havde fundet vej til Østrig, og vores pladser var pyntet op med danske flag, tude-horn og klap-hænder… Virkelig god stemning. Alle var iklædt ”danmarks-tøj”. Sejt…

Når danskerne kom på banen, og gjorde klar til start blev der heppet og sunget.. De store hunde lagde ud, to fejlfri løb, og desværre en disk. Så skulle mellemholdet på… Puh ha, næsten ikke til at holde ud. Natasha og Doobi løb først, og fejlfrit.. Jubii der blev jublet, så kom Dorte og Djohs, også fejlfri, åhh så blev det Gitte og Zinnia, også fejlfri… Der blev bare jublet og klappet. Det var så sejt… og de kom på en 4. pl. efter springløbet… Så der var stor spænding til deres ag. løb næste dag. Så skulle de små løbe. Desværre en disk, et løb med en fejl, og et fejlfrit, så ikke de store håb for dem. Hold-mæssigt lå mellem hundene nu ret godt… De store hunde sluttede dagen af med deres ag. løb. Et fejlfrit til Sarah og Simic, og desværre disk til de andre to. De stores hold ag. bane var meget svær, næsten umulig, rigtig mange blev disket, og der var megen snak om at det ikke var en rimelig bane. Det er ret synd at ellers flot agility skulle ødelægges af så mange disk…

Lørdag, og spændingen var stor… Lille individuel startede, Jesper og Emsi og Lillian og Mille løb fejlfri, desværre faldt Susanne med Unique, og fik derved en vægring. Så blev det tid for mellem-klassen, Natasha skulle på som nr. 20… De kom flot igennem med et fejlfrit løb… Skønt, hvor vi jublede, de lå som nr. 15 efter springløbet. Så der var gode chancer til om søndagen. Hos de store blev det desværre disk til Søren og Happy, men fejlfri løb til Peter og Tempo, og Sarah og Simic. Peter og Tempo havde en lidt stor bue i starten, så de endte på en 42. pl. Og Sarah og Simic på en 15. pl. som Natasha og Doobi. Så skulle lille og mellem gøre deres hold-løb færdige… Nøj hvor var vi spændte … Turde næsten ikk trække vejret… Først var vi jo også meget spændte på hvordan banen blev. Den havde jo været ret umulig for de store. Men den var ok, svær men rimelig. Natasha og Doobi skulle lægge ud. De løb fejlfrit, super super super… Så kom Dorte og Djohs, desværre fik de nedrivning på et dobbeltspring og en slalom fejl, Gitte og Zinnia fik 2 feltfejl, øv øv for dem. Ellers ret gode løb, de var så seje, og kæmpede alle virkelig for sagen…. Holdet endte som nr. 10 (ud af 29). Dagen sluttede igen meget sent, først omkring kl 20, kørte vi fra hallen. Desværre havde vi nogle tekniske problemer dernede. For det første var der ikke internet mulighed på hotellet, ej heller i hallen, i første omgang, det viste sig dog at man kunne komme på noget internet, men det var så langsomt, og gik hele tiden ned, så det var ikke meget vi nåede at skrive om dernede. Dog viste det sig at svenskerne sendte live dernede fra, så man kunne følge løbene hjemme i Danmark. Heldigvis fik presse-folkene adgang til et andet net, der virkede bedre, så de kunne opdatere blog og hjemmeside. Hver aften var der møde for deltagerne, og der blev læst hilsener hjemme fra Danmark, meget hyggeligt..

3. dagen, søndag, efterhånden godt træt i ryg og bagdel, efter at have siddet så mange timer på bænke uden ryglæn…. Her skulle alle tre størrelse løbe deres sidste individuelle løb. Agility… De små lagde igen ud, Mille lå som nr. 20 og Emsi som ca. 26. Begge løb fejlfrit, og rigtig mange af de hunde der løb efter dem fik fejl eller disk… Så de endte ret flot. Lillian og Mille (pudel) blev nr. 4, Jesper og Emsi (sheltie) blev nr. 6. Ret flot rykket…. Så blev det mellem, og som det var gået hos de små, så var der jo pæn chance for Natasha og Doobi, der lå som nr. 15. Nøj det var spændende… En rimelig bane, men der skulle holdes fat i hunden hele vejen rundt… og 2. sidste spring var dobbeltspring… Puh jeg var nervøs. Natasha og Dobbi gav den gas, og kom flot hele vejen til 3. sidste forhindring, hvor de skulle hente et spring bagfra, desværre misforstod Doobi kort, og bremsede op foran spring, en vægring, øv øv… Rest af banen var så flot. De endte så på en samlet 16. pl. Hos mellem hundene, var der ikk så mange der røg ud af dem der lå i top 10. Klassen blev vundet af en kanon hurtig og dygtig bluemerle border collie fra England. Virkelig to flotte løb, med en tid over 4 sek. hurtigere end nr. 2, som også var en border collie i mellem klassen. Alt i alt løb Natasha og Doobi 3 flotte fejlfri løb, og det sidste med den ærgerlige lille vægring. En super præstation i det selskab…. De virkede bare så cool. En ret stolt mor.. Hos de store var spændingen så høj til deres løb. Søren og Simba fik en flot løb, desværre med en enkelt vægring. Peter og Tempo knaldede virkelig et flot ag-løb af. Der blev spurtet og satset alle steder, og det var fejlfrit. Sarah og Simic fik også et flot løb, et enkelt sted fik de desværre en lidt for stor bue, og sådan lille en bue koster desværre ret meget i tid i dette selskab… Så de endte som nr. 10. Heller ikk hos de store var der så mange der røg ud blandt de sidste. Det var meget flot og meget hurtigt agility vi oplevede. Vi har virkelig noget at leve op til…

Vi oplevede også mange forskellige racer fra de forskellige lande. Selvfølgelig var border og sheltie i overtal og vinderne var border i stor og mellem og sheltie i lille. Men så specielle hunde som weimeraner og bucheron så vi blandt de store, og mange forskellige blandt små og mellem. Der var specielt en del pyrenæer der gjorde det ret godt. En enkelt schapendoes løb også et ret hurtigt løb, faktisk hurtigere end Doobi, dejligt at se at andre racer også kan være med….

I pauserne hvor der var banebygning og banegennemgang, kunne man så ellers bruge en masse penge… Der var ret mange spændende boder, med alverdens ting og sager til hunde. Bla. fik vi købt en ”felt-trænings-ting” en tryk-plade hvor guffen kommer frem når hunden træder på pladen, spændende at afprøve. Samt noget legetøj og div. Vi så også at der nu er opfundet elektroniske felter. Der var opstillet en bom, hvor det kom en bib-lyd når hunden ramte på feltet… Meeen jeg forhørte mig ikke om prisen…?

Der var også fælles-dans, med en del traditionelle danse, der bliver danset hvert år til VM, sætter en ret god stemning.

Søndagen sluttede med indmarch og præmieoverrækkelse samt div. taler, som vi desværre ikke kunne høre og forstå ret meget af. Det var en lang ceremoni. Efter afslutning var det hurtigt tilbage til hotellet, et hurtigt bad, også skulle vi spise sammen kl. 20. Igen på det lokale pizzaria. Meget hyggeligt. Men nogle lange dage. Lidt vemodigt var der også, idet Maibritt Crone, som har været tilknyttet landsholdet i 17 år, har valgt at stoppe, der var mange roser og tak til hende, hun gør et fantastisk stykke arbejde for deltagerne, og tør virkelig påpege hvor tingene kan gøres bedre. Der var i Østrig nogle forhold der ikke fungerede optimalt, også er Maibritt der med det samme. Alt i alt har det været en kanon oplevelse, som jeg kun kan anbefale andre agility-freaks at opleve. Jeg er selvfølgelig super stolt af min seje datter og hendes super-seje Doobi, og håber at jeg får mulighed for at komme med igen. Håber ikk hun bliver for gammel til at have sin mor med… Der er i øjeblikket tvivl om hvor VM bliver afholdt i 2010, da Slovenien, som ellers skulle have det, har meldt fra. Der har gået mange rygter om muligt land, men bla. Tyskland har været på tale, og det håber vi så rigtig meget på.. Så er der ikke så langt. Mandag morgen 7.30 kørte vi så igen mod Danmark. Turen gik lidt mere flydende, vi var ikke i nogen voldsom kø, som på vejen derned, og vi var hjemme i Vantore kl. 22.00. Meget trætte i hele kroppen af at sidde 3 dage i hallen, og 14 timer i bilen… Men en god oplevelse rigere.

Helle Gjerulff Jensen